Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnet får yderligere 116 nye Mercedes VITO oven i de 120 stk., Hjemmeværnet allerede råder over. Arkivfoto: Bo Nymann

153 nye køretøjer på vej til Hjemmeværnet

Snart kommer der nye busletter og varevogne til næsten hele Hjemmeværnet. De skal være med til at sikre bedre muligheder for persontransport og forstærke mulighederne for at transportere materiel.

10-12-2019


Af Anders Birch Breuning, Context Media


116 nye busletter, 37 varevogne og 24 ombyggede MAN13-lastbiler. Det er omfanget af den seneste fornyelse og udskiftning af køretøjer i Hjemmeværnet. De nye køretøjer er bestilt og kommer primo 2020.

”Når udskiftningen er udført, vil Hjemmeværnets vognpark have fået et væsentligt løft,” siger major Tim Borngräber Olsen, der er sagsbehandler i Hjemmeværnskommandoens Logistikafdeling og ansvarlig for indkøbet og ombygningen.

De nye køretøjer skal blandt andet erstatte den kapacitet for persontransport, der mangler, fordi det ikke længere er tilladt at anvende MAN13 til at transportere personer på ladet.

”Derfor indkøber vi yderligere 116 Mercedes VITO-busletter, der hver har plads til otte personer. Busletterne kan køres med et almindeligt kørekort, hvilket kan være en fordel, da stadig færre frivillige har et stort kørekort. Og så får de monteret et våbenrack til Hjemmeværnets våben i bagagerummet,” siger Tim Borngräber Olsen.

 

MAN13 bliver ombygget

Busletterne bliver leveret til distrikterne primo 2020. De bliver oprettet på hjv.dk bag login, hvor man kan booke dem og låne dem på tværs af distrikter. De nye busletter betyder dog ikke, at de eksisterende MAN13 kasseres.

 

”Der er stadig en del gode år tilbage i dem. Så vi ombygger de 24 MAN13, som Hjemmeværnet råder over, så de kan transportere materiel. Der monteres nyt lad med surringsøjer. 12 af dem får yderligere monteret en læssebagsmæk, så de er særligt velegnede til at transportere feltrationer eller ammunition på paller. På den måde øges kapaciteten for materieltransport,” forklarer Tim Borngräber Olsen.

De ombyggede lastbiler forventes at komme retur fra ombygningen primo 2020, hvorefter de vil blive fordelt i Hjemmeværnet. 

 

Bedre mulighed for transport af ammunition

Men hvad nu hvis man har brug for transport af gods, men ikke ligefrem for en terrængående lastbil?  Så kan man tage en af Mercedes Sprinter-varevognene, som der kommer yderligere 37 af i det nye år. 25 af dem har en tilladt totalvægt på 3,5 ton og kan køres med almindeligt kørekort, mens de resterende 12 har en tilladt totalvægt på 5,5 ton, som kræver C1-kørekort. De større varevogne får også en sammenklappelig læssebagsmæk monteret.

 

Hjemmeværnet får yderligere 37 nye Mercedes Sprinter.

Alle varevognene er godkendt til transport af farligt gods, så Hjemmeværnet får i alt 90 køretøjer, der må køre med farlig gods. Både de nye varevogne og busletterne bliver civilt indregistrerede, hvilket betyder, at de kan synes hos en almindelig synshal, hvilket vil være nemmere for Hjemmeværnets lokale myndigheder.
 
Læs mere om de nye køretøjer i HJV magasinet 3/2019, der udkommer i næste uge.  

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring