Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Det første døgn, Hjemmeværnets frivillige var indsat til at håndtere coronahotlinen, modtog de 8926 opkald fra bekymrede borgere.​ Foto: Morten Lykkeberg

Etårsdag for en altomfattende coronaindsats

​I dag er det et år siden, at Hjemmeværnet blev indsat til støtte for samfundet efter, at coronapandemien havde ramt Danmark for fuld kraft.

05-03-2021


Det var et akut behov for støtte, som fik Rigspolitiet til at kontakte Hjemmeværnet om eftermiddagen d. 6. marts 2020.

Den myndighedsfælles hotline, som netop var blevet oprettet for at besvare danskernes mange coronaspørgsmål, var nemlig rødglødende. Presset på telefonerne var simpelthen blevet for massivt til, at politiet og sundhedsmyndighederne kunne håndtere det længere.

I forreste linje under corona - Læs HJV magasinet nr 1 2020.

Få timer senere samme dag var de første frivillige fra Hjemmeværnet klar til at tage telefonerne i Jonstruplejren. Der gik ikke mange sekunder fra et opkald blev afsluttet, til en ny borger ringede ind med nye spørgsmål. Allerede det første døgn var der 8926 opkald.

Fra grænsekontrol til smitteopsporing
Det blev startskuddet til en lang række coronaopgaver, som Hjemmeværnet har løst det seneste år. Ca. 3000 hjemmeværnssoldater har bistået ved bl.a. testcentre, grænsekontrol og smitteopsporing. Derudover har Hjemmeværnet løst opgaver som overvågning af baneterræner og togsæt, anvisning ved sygehuse og færdselsregulering ved genbrugspladser.

 Hjemmeværnssoldaterne rykkede hurtigt ud til opgaver under coronakrisen. Her står de klar til at anvise den rigtige vej på Svendborg Sygehus. Foto: Simon Nørlev/Skovdal Nordic  

Både fra Forsvaret, Politiet og sundhedsvæsenet har Hjemmeværnet høstet stor anerkendelse for sin beredvillighed og evne til hurtigt at stille med de nødvendige ressourcer under coronakrisen.

 ”Inden vi har kunnet nå at tælle til tre, er der vokset en hjemmeværnssoldat op af jorden, som har været klar til at løse opgaven. Det har virkelig været værdsat,” sagde oberst Jens Lønborg, der er chef for operationer i Forsvarskommandoen i Karup og har været ansvarlig for koordineringen af de nationale indsættelser under coronakrisen.

Værdsat indsats under coronakrisen.

 
Fakta
• Hjemmeværnet har frivillige i hele landet, som kan stille i løbet af en time døgnet rundt, og det er helt normal praksis, at de frivillige løser opgaven, indtil det bliver en driftsopgave, der løses af ansatte.
• Den myndighedsfælles hotline blev i begyndelsen betjent af Hjemmeværnet, Politiet, Beredskabsstyrelsen, Dansk Røde Kors og Sundhedsstyrelsen.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring