Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed



Hjemmeværnsskolens Action Cards er velegnet til bevogtningsøvelser.​​​​ Foto: Tina Sloth Madsen.


Action Cards – en ny måde at øve bevogtning



Brugerne har positive erfaringer med at anvende de nye Action Cards på øvelser i bevogtning. Kortene gør momentstyrkens indspil mere realistiske.

17-12-2018

​​​​​​​

Af Tina Sloth Madsen

Hjemmeværnsskolen står i samarbejde med myndigheder fra Forsvaret bag en omfattende pakke med nye såkaldte Action Cards, som er møntet på at gøre momentindspil på bevogtningsøvelser mere realistiske.

De første erfaringer med de nye kort er super positive. Hjemmeværnskompagni Kjellerup fra Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland har således med stor succes gjort brug af Action Cards på en øvelse. Jane Noesgaard Larsen, der indgår i Marinehjemmeværnets frivillige stab, deltog som moment og som momentkoordinator på øvelsen. Hun fortæller begejstret:

”På mit Action Card stod der hvilken historie, jeg skulle komme med, og hvilke remedier man skulle bruge. Hvis man eksempelvis skulle agere kurér, så får man kuverter og pakker, så det virker plausibelt, det man laver. Jeg ville gerne have haft sådan et værktøj på andre øvelser.”

Med Action Cards er det nemt for instruktøren at træne sin enhed, da der både er instruks til personerne, der indgår som momenter, og til hvad du som instruktør skal forvente. (Der står hvilke reaktioner, der er godkendte, også i de tilfælde der er flere rigtige muligheder.)

Opdateret på aktuelle situationer
Jane Noesgaard Larsen ser store fordele i Action Cards, som matcher det verdensbillede, vi har i dag:

”Det er en god måde at komme rundt om de udfordringer, man som frivillig i Hjemmeværnet skal være forberedt på i dag. Der indgår scenarier, man ikke tidligere har tænkt på - for eksempel i forhold til at forholde sig til propagandamateriale eller til fulde folk. Jeg synes, det er relevant at inddrage sociale oplevelser fra den civile verden, som man godt kan glemme lidt i den mere hårde militære afdeling.”
Så alt i alt sætter Action Cards nogle gode rammer for en øvelse, forklarer Jane Noesgaard Larsen. Men der er i høj grad også mulighed for at improvisere og tilpasse situationer.

”Man kan sagtens improvisere. For eksempel var der et moment, hvor vi skulle være en journalist og en fotograf, men vi havde kun én indspiller, som så dækkede begge roller. Det fungerede fint,” siger Jane Noesgaard Larsen, der varmt kan anbefale brugen af Action Cards i bevogtningsøvelser.

​Hvad er Action Cards?

* Action Cards er beregnet til momentindspil på bevogtningsøvelser og skal bidrage til at gøre indspil lettere, mere realistisk og tidssvarende.

* Kortene uddeles til momentstyrken, og på hvert kort er der forslag til instruktionen af momenterne, der står angivet materielbehovet samt den forventede reaktion fra bevogtningsenheden.

* Kortene er fordelt til regioner og distrikter, som deler ud til deres underafdelinger. Hvis der er behov for et ekstra sæt, kan det kun bestilles via dit distrikt. Du kan også selv downloade og printe kortene fra PUBADMIN på HJV.DK


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring