Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Det grundstødte fragtskib fotograferet fra Marinehjemmeværnets gummibåd af Mikael Olsen, næstkommanderende på ASKØ.

Assistance til politiet: Mistanke om spiritussejlads

Marinehjemmeværnet i Hundested støttede for en lille uge siden Nordsjællands Politi sent om aftenen. De skulle akut ud til et 64 meter langt fragtskib, som var gået på grund lige ud for Frederiksværk. Politiet mistænkte spiritussejlads.

30-05-2022


Af Ninna Falck

Hjemmeværnsflotille 361 Isefjord blev tirsdag aften klokken 22.18 alarmeret af Marinehjemmeværnets vagthavende officer. Han havde modtaget en anmodning om assistance fra Nordsjællands Politi, som meget gerne ville om bord på et fragtskib, der var gået på grund i Roskilde Fjord lige ud for stålværkshavnen i Frederiksværk.

Flotillen fik hurtigt samlet en besætning af frivillige på i alt otte mand m/k, og ved 23.00-tiden var fartøjet MHV 905 ASKØ på vej ud af havnen med fartøjsfører John Rømer på broen.
I forvejen havde man allerede sendt ASKØs hurtige gummibåd med to gaster, blandt andet besætningens næstkommanderende, Mikael Olsen.

”Vi var fremme med gummibåden ved Frederiksværk omkring 23.30, hvor vi samlede de to betjente fra Nordsjællands Politi op og sejlede dem ud til fragtskibet. De var om bord i 45 minutter, og havde kaptajnen med retur”, forklarer han.

Blodprøve på hospitalet
Ifølge Nordsjællands Politis døgnrapport blev kaptajnen vurderet spirituspåvirket, så han blev anholdt og sigtet for spiritussejlads og transporteret til hospitalet for at få taget blodprøver.

Efter at have sat politiet og den anholdte kaptajn i land sejlede gummibåden lige en runde omkring fragtskibet for at se, om der var olielæk eller noget andet, men der var intet at se.

”Den stikker jo 3,80 meter, men det stod kun på 2,20 meter vand”, forklarer Mikael om det 64 meter lange fragtskib, som ikke havde fulgt sejlrenden korrekt på sin vej ud i Roskilde Fjord. Herefter returnerede gummibåden til ASKØ, som under hele operationen havde ligget standby i nærheden.

ASKØ var tilbage i Hundested klokken 02.30, og efter afrigning og en hurtig debriefing kunne aftenens besætning klokken 03.00 køre hver til sit og indhente lidt af nattesøvnen inden en ny arbejdsdag.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring