Af Nicoline Viola Hoeg
Hendes hænder er altid røde. Ikke på en måde, man som sådan ville studse over, hvis man ikke lige så efter. Men når først man lægger mærke til det, kan man se, at farven, der snor sig op mellem fingrene som en tydelig permanent plet, ikke bare er på grund af kolde fingre. Den røde farve kommer tydeligvis et sted fra. Og Susanne har altid en forklaring klar, når hendes kollegaer undrer sig over hendes hænder. Så hiver hun sin mobiltelefon frem og viser et billede af, hvad der har egentlig har forårsaget misfarvningen. Et stort, rødt, blodigt sår.
Og bare rolig, det er kun teaterblod. Men 38-årige Susanne Nielsens opgave er, at få folk til at glemme, at det ikke er virkeligt. Hun er nemlig sminkør for Hjemmeværnet og har til opgave at lave realistiske sår og skader, så man for eksempel kan få lov at træne førstehjælp på et ben, der rent faktisk ser ud til at være brækket. Og det giver noget helt andet.
Alle begynder et sted
Susanne begyndte i Hjemmeværnet i år 2000. Lige fra begyndelsen var hun fascineret af førstehjælp, og da hun blev tilbudt at tage på sminkørkursus en weekend i år 2006 slog hun til med det samme. På kurset startede Susanne med at lære at lave blå mærker med sminke. Så lærte hun at lave små sår. Så et brud. Så et åbent brud. Og siden da er hun kun blevet bedre.
"Jeg er egentlig ikke kreativt anlagt som sådan i andre sammenhænge, men det her fangede mig så meget. Jeg tror det er fordi, jeg kan se en mening med det. Jo, man kan sætte sig ned og strikke et halstørklæde, og det varmer da også halsen, men der er ikke noget større formål med det. Her gør jeg noget, der hjælper andre med at blive bedre. Og som sminkør får jeg ofte at vide, at jeg har været med til at gøre alting meget federe og langt mere virkeligt". 
Sminkører er også ganske efterspurgt. Susanne er blandt andet sminkør for Forsvaret, når de skal bruge nogle virkelige skader på deres øvelser. Det kan fx være jægerkorpset, der bestiller hendes hjælp. Ellers hjælper hun også til under Hjemmeværnets førstehjælpskurser og beredskabsøvelser, så Hjemmeværnets soldater kan holde sig skarpe på førstehjælp.
Et ordentligt stykke arbejde
Det betyder meget for Susanne, at skaden hun skal lave er så virkelighedstro som muligt:
"Man skal virkelig have styr på sin anatomi i det her felt. Det nytter jo ikke noget, at der bliver bestilt et sår, der giver blødning i milten og vi så sætter den i den forkerte side. Jeg går virkelig meget op i, at det skal se anatomisk korrekt ud hver gang. Nogle gange gør det ingen forskel, om det er helt korrekt, fordi når scenariet er i gang er det ikke sikkert, de lægger mærke til hver en detalje. Men andre gange kan detaljen betyde alt. Og jeg vil hellere have, at når det kan betyde alt, så skal det kunne betyde alt. Jeg vil hellere have at det spiller hver gang, end at den ene gang, hvor det er afgørende, at det spiller, så gør det det ikke".
Alle øvelser er forskellige, men det hænder at Susanne har et tæt samarbejde med de læger, der bestiller sårene og skaderne fra hende. Præcis der kan hun virkelig mærke, at hendes faglighed kan folde sig ud:
"Jeg kan sagtens blive helt opslugt af, hvordan en opgave kan løses visuelt. Sidst sad vi for eksempel og talte om noget, der hedder 'subkutant emfysem'. Det er når huden løsner sig efter en skudskade, så der kommer luft ind under. Så begyndte vi jo at tænke. Kunne vi mon løse den opgave? I sådan en situation bliver jeg helt nørdet. Hvordan kunne vi overhovedet lave det? Og i de fleste tilfælde viser det sig jo, at man godt kan tænke sig frem til en fed løsning".
Og selvom Susanne er grundig i sit sminkørvirke er det ikke altid, at man på øvelser har alverdens af tid. Der sker hele tiden ændringer i planerne, men hun forsøger altid at holde fast i sin faglighed, fortæller hun:
"Nogle gange går tingene så hurtigt, at man kan få at vide: 'Kan du lave et sår til om to minutter? Bare der er noget blod er det fint!' Men det gør ondt i mit sminkørhjerte. Jeg kan ikke lide ordet 'bare'. Jeg vil gerne levere toppen af poppen hver gang - fordi jeg kan. Jeg kan godt lide at finpudse og have tiden til min opgave. Og jeg vil helst have, at det er et ordentligt stykke arbejde, jeg laver."
Når det civile supplerer det militære
Susanne arbejder i det civile som social- og sundhedsassistent. Hun har nemlig altid interesseret sig for kroppen og for dét at hjælpe andre. Hendes job passer derfor perfekt sammen med at være sminkør for Hjemmeværnet, fortæller hun:
"Det er jo det, jeg synes er mega fedt - at mit civile liv og min fritidsinteresse kan komplimentere hinanden så meget. Nogle gange kan jeg stå ude på arbejdet og tænke: 'Aha! Det der har vi lige stået og diskuteret i sidste uge. Det tager jeg lige med til mit Hjemmeværn!' Det kan også ske omvendt. Fx var jeg sidste uge afsted med de, der skulle certificeres til udsendelse. Så stod jeg og talte med et helt lægehold, og så lige pludselig gik det op for mig: 'Aha, gad vide om det er dét, Fru Jensen egentlig fejler - det havde jeg slet ikke overvejet!'"
Ved siden af Susannes civile job bruger hun i Hjemmeværnet hvert eneste år et sted mellem 800 og 1000 timer af sit liv. De timer er fordelt på sminke og på førstehjælp og så en lille del i sit eget kompagni.
Fremtiden
Susanne er vild med at være sminkør, så det har hun ikke planer om at holde op med lige foreløbig. Hun synes nemlig at hver eneste opgave er spændende:
"Nu har jeg jo lige været afsted på Night Hawk, og det var bare så fedt. Jeg kunne virkelig anvende en masse forskellige teknikker og folde mig ud. Det var virkelig spændende".
Og så håber Susanne også, at flere vil få øjnene op for, hvor fedt et ellers ret almindeligt førstehjælpskursus kan blive med en god sminkør ved hånden:
"Jeg vil rigtigt godt rundt omkring i Hjemmeværnet og være sminkør. Jeg tror, at jo mere viden folk får om os sminkører, jo mere ser de, hvad vi kan bruges til. Vi kan altså livliggøre et nogenlunde almindeligt førstehjælpskursus på en helt anden måde. Du bliver presset på en helt unik facon, når du har noget visuelt at gå efter".
