Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Forsvaret gav MHV 904 LYØ og dens besætning opgaven som 'On Scene Coordinator' på eftersøgningen. Arkivfoto: Christer Holte

Eftersøgning i Nordsøen

Marinehjemmeværnet fra både Hvide Sande/Ringkøbing og Esbjerg har søndag aften været sendt ud i Nordsøen for at lede efter en savnet ældre mand i en motorbåd – et sted ud for Blåvand.

16-04-2018
​​
Af Ninna Falck

Klokken var omkring halv otte, da Marinehjemmeværnet i Hvide Sande/Ringkøbing og Marinehjemmeværnet i Esbjerg søndag aften blev alarmeret. En ældre mand på vej i sin motorbåd fra Hvide Sande til Esbjerg var savnet, og Forsvarets Operationscenter satte en eftersøgning i gang.

21 Frivillige på opgave i Nordsøen
I Ringkøbing afgik fartøjsfører Michael Harmark sammen med en besætning på 11 gaster om bord på fartøjet DUBHE, og fra Esbjerg afgik fartøjet LYØ med ni gaster med fartøjsfører Andreas Christensen ved roret. Alle på vej mod Blåvand lige nord for Esbjerg, hvor man havde beregnet, at manden kunne befinde sig.

Teorien var, at den ældre mand havde fået motorstop, og at han drev rundt et sted ud for Blåvand. Og eftersøgningsforholdene var fine, man manglede kun solen for at have optimale forhold.

- Der er ikke en krusning herude, det er simpelthen fladt, fortæller Michael Harmark på vej fra Hvide Sande, og den samme besked fik man fra Ole Thomasen, som sad ved telefonen om bord på LYØ.

Om bord på LYØ fik Andreas Christensen og hans besætning tildelt rollen som ’On Scene Coordinator’, og det betyder, at de skulle lede eftersøgningen til søs, hvor der strømmede mange sejlende enheder til. På internetsiden. vesselfinder.com, kunne man se, hvordan de to MHV-fartøjer, tre redningsfartøjer og det tidligere fiskeriinspektionsfartøj, NORDSØEN - alle sejlede med retning mod Blåvand, samtidig med, at en redningshelikopter hang i luften over området.

Hurtigt fundet – i god behold
Aktionen blev ret kortvarig, og allerede klokken 21.30 var LYØ og DUBHE begge på vej tilbage til basehavn.
 
- Vi nåede kun lige at få styr på alle de deltagende enheder, og så blev han fundet i god behold, fortæller Ole Thomasen fra LYØ, og fortsætter;
- Det var NORDSØEN, der fandt ham, og nu bliver han trukket i havn af en af redningstjenestens fartøjer.
 
Og således kunne alle enheder vende næsen hjem igen, og de 21 frivillige fra Marinehjemmeværnet kan nå tilbage i havn, inden det bliver alt for sent.
 
- Ja, vi nåede lige halvvejs derned, fortæller Michael Harmark fra DUBHE på vej tilbage til Ringkøbing, efter at sejleren var fundet.

- Det er glædeligt, når det kan ende sådan her”, siger han tilfreds.

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring