Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Festival skal sætte fokus på veteraner

Sommer, høj musik og en masse danskere, der har været udsendt i krig. Det er idéen bag musikfestivalen Engage, som iværksætter og veteran Jeppe Michael Jensen er initiativtager til.

25-05-2018

Af Nicoline Viola Hoeg

Festival og krigsveteraner passer perfekt sammen. I hvert fald, hvis man spørger Jeppe Michael Jensen. Han er initiativtager til festivalen Engage, der skal støtte og skabe opmærksomhed omkring danske veteraner.

Jeppe Michael Jensen er selv veteran fra Balkan, hvor han i Bosnien i 1993 blev såret under et angreb på sin konvoj, hvor flere af hans kolleger blev dræbt. Efter sin hjemkomst fortsatte Jeppe Michael Jensen en karriere i det civile og mødtes derved sjældent med veteraner som sig selv. Men på tyveåret for sin udsendelse, mødtes han med dem, han havde været udsendt med. Her opdagede han noget: ”Jeg kunne høre, de andre også havde svært ved at tale om oplevelsen. De stoppede helt med at fortælle om deres udsendelse til folk, der ikke havde været udsendt, for de oplevede mere at blive mødt mere med omsorg end med respekt.”

Og det er frustrerende, fortæller Jeppe Michael Jensen:

”Det bliver nærmest en diagnose i sig selv at være veteran. Der er selvfølgelig mange, der er ramt, og dem tager vi os af. Men det gør mig ked af det, at vi ikke er bedre til at anerkende vores veteraner.”

Derfor skabte han festivalen Engage, hvor fokus er på veteranerne, der af samme grund får gratis entré. Men alle er inviterede – både veteraner og ikke-veteraner, understreger Jeppe Michael Jensen. Han håber på med festivalen at få skabt et rum, hvor den fordomsfri dialog kan herske, og hvor man som ikke-veteran ikke er bange for at stille spørgsmål i en hyggelig og afslappet kulisse.

Lige præcis dér er en festival et godt sted at starte, mener Jeppe Michael Jensen:

”Det er rigtigt anerkendende, når der står nogle musikere på scenen og siger tak til veteranerne. Det er stærkt. Så tænker man: ’I dag er der opmærksomhed på det, jeg har ydet’. Med Engage håber vi at give hinanden et klap på skulderen og sørge for, at veteranerne får den respekt, de fortjener.”

Engage 2018 foregår lørdag 25. august på Refshaleøen. Festivalen er gratis for veteraner og billetten kan bestilles allerede nu. Læs mere på www.engagefestival.dk

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring