Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Et udbytterigt samarbejde rykker på opfattelser i Forsvaret

På Bornholm har et målrettet samarbejde givet de lokale værnepligtige nye indsigter i Hjemmeværnets virke og opgaver. ”Det har været fedt at se, hvor seriøst og professionelt Hjemmeværnet arbejder,” fortæller en af de værnepligtige.

06-01-2022



Det Bornholmske Hjemmeværn og Marineeskadronen ved III Opklaringsbataljon har gennem årene opbygget et solidt samarbejde. Et samarbejde, der i efteråret resulterede i, at Marineeskadronens værnepligtige fik tilbud om at støtte Hjemmeværnet til Landsdelsregion Østs feltøvelse.

30 menige valgte derefter, helt frivilligt, at bruge deres tjenestefri weekend på at tage på øvelse med Hjemmeværnet. Fuldstændig uvidende om, hvad de gik ind til, og hvilken størrelse øvelse, de skulle deltage i.

Dem i de gule veste
En af de værnepligtige, der deltog i øvelsen, var menig Ørsted, som kun kendte Hjemmeværnet som ”dem i de gule veste, der drikker kaffe og spiser kage, så mine forventninger til øvelsen var ikke særligt store”.

En opfattelse, som halvandet døgn senere har ændret sig noget.

”Det har været fedt at se, hvor seriøst og professionelt Hjemmeværnet arbejder. Mine kammerater og jeg har på øvelsen været indsat i situationer, som vi ikke har lært i den daglige tjeneste i værnepligten”, fortæller hun og konkluderer:

”At deltage i øvelsen har givet mig en bedre forståelse for Hjemmeværnets styrker og de opgaver, de også løser, som man ikke ser i gadebilledet”.

Værdsat samarbejde
Chef for Marineeskadronen, kaptajn Mikkel Vinding, værdsætter også samarbejdet med Det Bornholmske Hjemmeværn højt.

Han får nemlig derved mulighed for at give sine soldater en oplevelse, der ligger uden for det standardiserede uddannelsesforløb for Hærens Basisuddannelse og Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse.

”For mig at se vil et tættere samarbejde mellem Hæren og Hjemmeværnet gavne alle, især når jeg ved, hvor meget, vi får ud af det herovre” siger han og tilføjer et godt råd til sine kollegaer i Forsvaret:

”Opsøg mulighederne og skab relationen”, lyder opfordringen fra Bornholm.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring