Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Færre hjemmeværnssoldater i grænsekontrolstyrke

Hjemmeværnets bidrag til grænsekontrolstyrkens vagthold ved den grønne grænse i Sønderjylland er blevet nedtrappet, og soldater fra Hæren udgør nu hovedparten af styrken. I 2020 bliver der også færre hjemmeværnssoldater ved den blå grænsekontrol.

11-04-2019

Af Charlotte Baun Senholt

Soldater fra Hjemmeværnet har siden 14. juni 2016 aflastet politiet ved den midlertidige grænsekontrolstyrke ved den dansk-tyske landegrænse i Sønderjylland og lidt senere samme år også ved den blå grænse ved Rødby og Gedser. Soldaterne har hjulpet politiet blandt andet med at kontrollere køretøjer, pas og transport af asylansøgere. 

Efter knap tre år er Hjemmeværnets bidrag til den midlertidige grænsekontrol imidlertid nedtrappet. Fra 1. april i år er det Hærens soldater, som udgør hovedparten - cirka 2/3 - af styrken ved den grønne landegrænse. Skiftet er sket som en udløber af det seneste forsvarsforlig, som indebærer flere nationale opgaver til Hæren. En af dem er at stille med soldater til grænsekontrollen. I 2020 bliver der ligeledes færre hjemmeværnssoldater ved den blå grænse. 

”Bilisterne vil dog stadig møde vores hjemmeværnssoldater ved grænsekontrollen. Vi har udvalgt en bruttotrup på 26 hjemmeværnssoldater til opgaven ved den grønne grænse. Det er nogle rutinerede soldater, som har vist, at de har flair for netop denne kontrolopgave,” forklarer oberstløjtnant Claus Klaris, der er chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, hvor den operative grænsekontrolopgave er forankret.

Kompetent indsats

Claus Klaris har været utrolig glad for den operative opgave, som han overtog ansvaret for, da han startede som distriktschef for to år siden. 

”Jeg synes, Hjemmeværnet har bevist, at vi kan levere kompetente og kvalificerede soldater også til nationale operative opgaver af længerevarende karakter. Det kan vi godt være stolte af,” siger Claus Klaris og fortsætter:

Selvfølgelig har der også været udfordringer undervejs. Læringen for os har især handlet om logistiske forhold som eksempelvis at skaffe indkvartering for soldaterne, hvor de også har kunnet lave mad og dyrke lidt sport.” 

Det er distriktschefens indtryk, at lokalbefolkningen har været glad for Hjemmeværnets tilstedeværelse ved grænsen. ”Jeg har flere gange fået et skulderklap og et tak for vores indsats. Så det er min fornemmelse, at vi har været med til at skabe tryghed for borgerne,” siger Claus Klaris.

FAKTA 

  • Den midlertidige grænsekontrol i Danmark blev indført 4. januar 2016. 
  • Fra juni 2016 har Hjemmeværnet bidraget med støtte til politiets grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland og ved den blå grænsekontrol ved Rødby og Gedser. 
  • Vagtholdene ved den grønne grænse har på sit højeste været oppe på over 100 hjemmeværnssoldater, mens vagtholdet ved den blå grænse omfatter cirka 40 soldater.  
  • Fra 1. april 2019 er Hjemmeværnets bidrag til vagtholdene ved den grønne grænse nedtrappet, og Hærens personel udgør nu cirka 2/3 af styrken. I 2020 bliver Hjemmeværnets bidrag ved den blå grænse også reduceret. 
  • Ifølge Rigspolitiets tal for grænsekontrollen er der på tre år fra januar 2016 til januar 2019 beslaglagt 801 våben og afvist 7.134 personer. 
  • Hjemmeværnets støtte til politiets grænsekontrolopgave udgør mere end 700.000 timer i hele perioden.​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring