Af Charlotte Baun Senholt
Det
var ni glade og stolte medaljemodtagere, der 1. april på Hjemmeværnets
fødselsdag blev anerkendt for deres væsentlige bidrag til Hjemmeværnets
internationale engagement i så forskellige lande som Georgien, Irak,
Mali og Kenya.
Hjemmeværnskommandoen
har indstillet i alt 30 reserveofficerer og frivillige soldater til
Forsvarets Medalje for International Tjeneste i bronze, som gives som en
påskønnelse for deres indsats.
Medaljemodtagerne
har blandt andet været udsendt som rådgivere og instruktører i perioden
fra 2015-2020 på internationale missioner, som Hjemmeværnet har
støttet. Nogle har været udsendt flere gange.
”Helt
grundlægende oplever vi, at man for alvor har fået øjnene op for den
enorme ressource, som personel af reserven og Hjemmeværnets frivillige
udgør. De besidder en unik blanding af militære og civile kompetencer,
som i stigende grad bliver efterspurgt i takt med, at konflikter og
krige har ændret karakter,” siger oberstløjtnant Paul Gordon Nielsen,
der er chef for Hjemmeværnskommandoens Operationsafdeling og har
ansvaret for udsendelsen af reservepersonel til stabiliseringsindsatser i
en række lande.
Bidrag gør en forskel
Paul
Gordon Nielsen stod for overrækkelsen af medaljerne til ni af
modtagerne – syv reserveofficerer, en frivillig hjemmeværnssoldat og en
hjemsendt officer - ved et lille arrangement på Kastellet i København.
De øvrige indstillede har fået deres medajle på anden vis.
Paul
Gordon Nielsen understreger, at medaljemodtagernes bidrag har været med
til at gøre en forskel i forhold til at opnå stabilitet i de respektive
lande. Også selv om tingene ikke altid går så hurtigt, som man kunne
ønske sig.
”Der er - og vil fortsat -
være behov for at gøre en indsats både herhjemme og rundt omkring i
verden i lande, som har behov for en hjælpende hånd fra folk, som både
kan og vil,” siger Paul Gordon Nielsen.
FAKTA
Hjemmeværnet
har siden 2006 bidraget med både enheder og enkeltpersoner til en lang
række internationale opgaver – både til internationale operationer og i
stadigt stigende grad også til den danske stabiliseringsindsats.