Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Instruktørerne fra Hjemmeværnet på træningsopgave i Irak. ​Foto: Presseofficer Simone, OIR hold 2.

Første melding fra Irak

Luften er varm og fuld af ørkenstøv. Vand er pludselig en ressource, man ikke ødsler med, og internetforbindelsen lader noget tilbage at ønske. Fire instruktører fra Hjemmeværnet er i fuld gang med at træne irakiske soldater.

11-08-2015

Af Jeanette Serritzlev

”Her er enormt varmt,” fortæller Brian fra Al Asad Airbase i Irak. ”Det er 50 grader, hvilket gør det praktisk umuligt at lave noget fysisk fra kl. 11 til 16. Men længe leve aircondition.”
 
Brian er leder for instruktørteamet fra Hjemmeværnet, der indgår på Operation Inherent Resolve hold 2. Den første forvirring har lagt sig i ørkenstøvet, og selv om forholdene er spartanske, er der lyspunkter:
 
”Maden er bedre end forventet,” fortæller Brian. Den er dog ”typisk amerikansk”, som han siger.
”Nogle gange drukner de bare maden i ost eller smør. Så undværer man indimellem hellere. Jeg er begyndt at springe nogle måltider over.”​

​​Kommet på pl​​ads i basen
Men alt i alt er de landet godt. ”Vi har et sted at sove. Vi går ikke sultne i seng, og der er toiletter af hæderlig standard, ligesom der er mulighed for bad,” siger han. Internet er en sparsom ressource: ”Nogle steder er det så godt som ubrugeligt. Det minder om de gamle 56k modem-dage.”
 

Foto: Presseofficer Simone, OIR hold 2.
 
Men vigtigere end internetforbindelsen er førstemødet med irakerne, og det har været meget positivt: Første træningsopgave bestod i våbenuddannelse og førstehjælp.
 
”De er meget imødekommende, og de er nysgerrige efter at lære,” fortæller Brian.​
”Vi vandt mange point, fordi vi har øvet os meget på de gængse irakiske gloser på skydebanen plus et par hilsefraser,” siger han. ”Ingen tvivl om, at vores engagement i at kunne tale lidt af sproget har givet pote.”

Om Hjemmeværnets bidrag
Hæren har anmodet Hjemmeværnet om at stille et instruktørbidrag til Operation Inherent Resolve. Instruktørerne er frivillige i Hjemmeværnet og kontraktansat i Forsvaret under udsendelsen.
Hjemmeværnet har p.t. fire instruktører på OIR hold 2.
 

Om Danmarks bidrag til Operation Inherent Resolve
Danmarks bidrag til kampen mod ISIL fordeler sig på kapacitetsopbygningsbidraget, hvor Hjemmeværnets instruktører indgår; F16-bidraget, hvor Hjemmeværnet ligeledes støtter med bevogtningsassistenter, samt et stabsbidrag.

Læs mere om dansk deltagelse i kampen mod ISIL her.

 
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring