Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Fornuftig omgang med persondata

Fra 25. maj bliver kravene til håndteringen af persondata skærpet, og registrerede brugere får flere rettigheder over deres personlige oplysninger. Læs her, hvad reglerne kommer til at betyde i Hjemmeværnet.

21-05-2018

Af Charlotte Baun Senholt 

Fremover skal fastansatte og frivillige i Hjemmeværnet tænke sig om en ekstra omgang, når de indsamler, registrerer og opbevarer data om andre personer. Det kan være alt lige fra mailadresser, fødselsdato eller for den sags skyld skostørrelsen på en person.

For 25. maj 2018 træder EUs personbeskyttelsesforordning således i kraft. Forordningen har overordnet til formål at beskytte EU-borgernes personlige data mod at blive misbrugt og giver samtidig de registrerede brugere flere rettigheder over deres personlige oplysninger. Generelt lægger forordningen op til, at organisationer og offentlige myndigheder som Hjemmeværnet begrænser mængden af opbevarede persondata, så man kun behandler relevante persondata og i øvrigt ikke opbevarer persondata længere end højst nødvendigt, men automatisk sletter dem efter en given periode. 
 
”Hjemmeværnet vil blandt andet få en øget informationspligt over for de personer, hvis persondata vi registrerer. Vi skal populært sagt kunne forsvare og forklare de persondata, vi behandler og registrerer. Vi kommer også til at indføre nye sletteprocedurer. Så der er ting vi gør i dag, som vi kommer til at ændre på, så vi lever op til forordningens krav,” forklarer chef for Hjemmeværnskommandoens Koordinationsdivision, Pernille Langeberg. 

Kortlægning af området
Forordningens krav kommer til at gælde alle steder, hvor man opbevarer og registrerer persondata. Det gælder også på Facebook. For at få overblik over hele området har Hjemmeværnskommandoen igangsat en større kortlægning af mængden af persondata og dataenes digitale strømme blandt Hjemmeværnets myndigheder. Hjemmeværnet vil også få en ny såkaldt databeskyttelsesrådgiver (DPO), der skal holde øje med og sikre, at Hjemmeværnet lever op til kravene i forordningen.

Det kan lyde kringlet. Så der ses på forskellige måder at kommunikere og vejlede de frivillige om deres rettigheder og pligter i forhold til forordningen, så de er klædt på og ved, hvordan de skal forholde sig. Man er også i færd med at etablere et netværk af sagsbehandlere ved distrikterne, som kan bistå med rådgivning i dagligdagen. Pernille Langeberg har desuden et par råd: 

”Generelt er det vores anbefaling, at frivillige bruger velkendte systemer som HJV.DK til at registrere og opbevare persondata. Så har vi mulighed for at have et overblik over persondata på egne platforme. Til gengæld er det ikke smart at gemme lister eller excelark med andres persondata på egne digitale medier, hvor det er svært at gennemskue, hvem der har adgang til data.” 

Hun opfordrer også til, at man kun indsamler, registrerer og giver personer adgang til nødvendige persondata.

”I sidste ende handler det om at sikre, at den enkelte borgers personlige data ikke bliver misbrugt. Det kan kun være i alles interesse.”

FAKTA: 
EUs persondataforordning stiller krav om:
Større gennemsigtighed 
Bedre dokumentation for behandlingen af persondata  
Større muligheder for den registrerede for at få kontrol over egne personoplysninger
Større krav om samtykke fra den registrerede
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring