Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Fra venstre ses chefen for Flyverhjemmeværnet, Kern Oddershede, eskadrillechef Hans Henrik Grøn, forsvarsminister Trine Bramsen, piloterne MOLog MAS samt navigatør FAL. Foto: Tonny Bender Christensen

Forsvarsministeren på vingerne med Hjemmeværnseskadrille 270

Siden et besøg i efteråret ved Hjemmeværnets flyvende enhed har forsvarsminister Trine Bramsen været ganske interesseret i en prøveflyvning med et af eskadrillens to Britten-Norman Defender fly. Her til formiddag blev ønsket endelig til virkelighed.

26-04-2021


Det var ved et festligt arrangement i efteråret i Roskilde lufthavn, hvor eskadrille 270 modtog Forsvarsministerens frivilligpris
, at forsvarsminister Trine Bramsen for alvor fattede interesse for at komme med op og flyve i et af eskadrillens to Britten-Norman Defender fly.

Ikke et nemt ønske at honorere i en coronatid, men i dag den 26. april kunne det endelig lade sig gøre.

Så, efter at chefen for Flyverhjemmeværnet, oberst Kern Oddershede havde fået budt velkommen og - sammen med eskadrillechef Hans Henrik Grøn - havde orienteret om Flyverhjemmeværnet og den flyvende eskadrilles militære og civile opgaver både ude og hjemme, gik turen ud til det holdende fly.

På trods af at store skyer hang over Roskilde, forløb turen ganske fint. Da Defenderen var nået ind over København, var sigtbarheden endda så god, at Trine Bramsen kunne se sit eget ministerium ved Holmens Kanal og undersøge om de nu også bestilte noget derinde, som hun med et glimt i øjet sagde efter flyveturen.   


Fotoet er taget under ministerens flyvetur. Her ses et vue over Købennhavn, hvor Christiansborg ses øverst. Foto: Tonny Bender Christensen

Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet

Hjemmeværnet råder over to fly af typen Britten-Norman Defender, som er enkadreret i Flyverhjemmeværnets eskadrille HVE 270 med et fly i Aalborg og et i Roskilde.

De primære opgaver er observation, overvågning, opklaring, rekognoscering, trafikkontrol og eftersøgninger.

Hvad kan flyene?

Flyene er udstyret med to 6-cylinderede stempelmotorer, som giver en forholdsvis stor rækkevidde og en flyvetid på op til 6 timer. Flyene kan operere fra stort set alle lufthavne og flyvepladser, da de er beregnet til korte start- og landingsdistancer. Flyene er ligeledes fuldt instrumenteret til flyvning i dårligt vejr, og opgaverne vil kunne udføres både dag og nat.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring