Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Premierløjtnant Hans Mouszynski ses her med Frivilligprisen 2022. Alle fotos: Lærke Weensgaard, Flyverhjemmeværnet​​

Fungerende forsvarsminister hædrer eskadrillechef med Frivilligpris 2022

Eskadrillechef Hans Mouszynski fra Flyverhjemmeværnet modtog i går Forsvarsministerens Frivilligpris, der hylder en stor frivillig indsats til gavn for Forsvaret og samfundet.

26-05-2023



Af Lærke Weensgaard, Flyverhjemmeværnet

”Hans, du er bredt anerkendt som leder for at motivere de frivillige til at yde deres bedste.” 

Sådan indledte fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, sin tale, da han i går overrakte premierløjtnant Hans Mouszynski med Frivilligprisen 2022. 

Hans Mouszynski er eskadrillechef for Hjemmeværnseskadrille 233 Lolland-Falster, og det var en stolt eskadrillechef, som modtog prisen i de elegante gemakker på Frederiksberg Slot. 



”Der må jeg nok sige, det betyder rigtig meget for både mig og min enhed, men også for Flyverhjemmeværnet, at vores indsats bliver værdsat uden for vores egen enhed og værnsgren,” fortæller Hans Mouszynski smilende efter prisoverrækkelsen. 

I forsvarsministerens tale blev blandt andet Hans Mouszynski og eskadrillens ihærdige indsats på corona hotlinen fremhævet. Det er blot én ud af mange gange, hvor Hjemmeværnseskadrille 233 er trådt til, når der var behov for støtte til skarpe indsættelser. Eskadrillen har det seneste års tid været skarpt indsat på blandt andet Bornholm, i Karup og Esbjerg ad flere omgange og skal afsted igen i næste uge – og Hans Mouszynski går gerne selv forrest på opgaverne: 

”Når vi skal løse en skarp opgave, sidder jeg jo ikke derhjemme og siger til mine folk: ’Så skal I afsted i en uge og være væk fra familien. I kan lige nå at være hjemme et par dage, og så skal I afsted igen.’ Mine folk er væk fra familien. Men det er jeg også. Det bliver man nødt til både som god leder og som god chef.”



Det griber om sig 
Hans Mouszynski startede sin hjemmeværnskarriere i 2016, da han flyttede til Danmark efter en årerække i Grønland. Egentlig havde han ikke nogen intension om at skulle i Hjemmeværnet, men efter et halvt år på dansk grund fik den lokale eskadrille alligevel overbevist ham – og det greb hurtigt om sig:
”Der manglede en ny eskadrillechef, og så blev der peget på mig. Der fortalte jeg, at jeg ikke havde tid til at bruge hverken 500 eller 700 timer om året i Flyverhjemmeværnet,” fortæller Hans Mouszynski. 

Det blev da heller ikke til hverken 500 eller 700 timer som eskadrillechef. Sidste år blev det i stedet 1750 timer. 

Et af de projekter, som han blandt andet lægger timer i, er et pilotprojekt med droner, hvor eskadrillens medlemmer bliver uddannet droneoperatører. Det fremhævede forsvarsministeren også i sin tale: 

”Du har gjort en ihærdig indsats for at udvikle din egen eskadrille og hele Flyverhjemmeværnet med dit store engagement  i Hjemmeværnets droneprojekt,” lød det fra Troels Lund Poulsen, mens han også lagde vægt på eskadrillechefens fokus og succes med rekruttering. 

”Det er derfor med stor glæde, at jeg kan uddele Frivilligprisen 2022 til dig Hans, da din indsats er et godt eksempel på alt det, Hjemmeværnet kan og betyder,” afsluttede forsvarsministeren. 

Til den særlige dag på slottet var Hans Mouszynski i selskab af sin kone, eskadrillens næstkommanderende og kommandobefalingsmand samt sin bror og svigerinde, som også er aktive i Marinehjemmeværnet. 



Om Frivilligprisen

*Frivilligprisen tildeles frivillige eller frivillige enheder i Redningsberedskabet og Hjemmeværnet. Formålet med prisen er at påskønne det store arbejde og den indsats, som udføres af de frivillige. Det er endvidere formålet med priserne, at de kan medvirke til at støtte op om anvendelsen af frivillige og generelt skabe øget opmærksomhed om frivilligområdet.

*Frivillige i Hjemmeværnet og Redningsberedskabet, myndigheder i beredskabet, Politiet, Forsvaret og Hjemmeværnet kan indstille individuelle frivillige eller frivilligenheder til årets Frivilligpriser. Frivilligkontaktudvalget vurderer indstillingerne og fungerer som priskomité for årets frivilligpriser. Priserne uddeles hvert år af forsvarsministeren.​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring