Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Frivillige soldater mødes i Jonstruplejren to gange om ugen for at holde formen ved lige med fysisk træning. Foto: Bo Nymann

Godt kammeratskab og bedre form med frivillig træning

I Jonstruplejren i Ballerup er der valgfri fysisk træning to gange om ugen for frivillige soldater, hvor alle kan være med. Det hjælper på både den fysiske og mentale form og styrker kammeratskabet.

15-10-2020

​​

Af Anders Birch Breuning, Context Media

To gange om ugen mødes frivillige soldater fra forskellige kompagnier, der hører hjemme i Jonstruplejren i Ballerup. Men uniformerne er skiftet ud med sportstøj, og aktiviteter som appel, eksercits og kortlæsning er byttet ud med burpees, squats og pullups.

For det er ingen almindelig kompagniaften, de mødes til, men frivillig fysisk træning. Træningen har kørt i henved to år, og bag den står menig Kenni Madsen fra Infanterikompagni Jonstrup, som også har taget uddannelsen til sundheds- og træningsvejleder (STV).

Uddannelsen til sundheds- og træningsvejleder er netop blevet revideret.

Læs om det første hold kursister, der gennemførte uddannelsen i efterårsferien på Hjemmeværnsskolen

 

 

Kenni Madsen er uddannet sundheds- og træningsvejleder og har taget initativ til fælles træning to gange om ugen i Jonstruplejren ved Ballerup.

”Idéen til fysisk træning for frivillige soldater kom, da jeg havde været på kurset ‘Bliv din egen træner’, for jeg ville gerne bruge uddannelsen til noget mere end min egen træning,” siger Kenni Madsen.

Måtte ikke være uoverskueligt

Tre uger senere trænede han første gang med et par frivillige soldater, der gerne ville være med. I starten trænede de en gang om ugen.

”Det skulle ikke være uoverskueligt at deltage for de frivillige soldater, der måske kommer langvejs fra. Der var fornuftig opbakning, og så begyndte vi at træne to gange om ugen,” siger Kenni Madsen.
 
Der kom flere deltagere til. Også fra andre kompagnier. Nu trænes der hele året rundt – om sommeren foregår det udenfor – om vinteren er de inde i en hal i Jonstruplejren.
 
Alle kan være med

Træningen er tilrettelagt sådan, at alle kan være med, og ingen bliver skræmt væk. Det er typisk crossfit-inspirerede øvelser med blandt andet kropsvægtøvelser, og intervallerne eller gentagelserne kan varieres alt efter, hvor god form man er i.

 

”Det skal være for alle. Man kan deltage uanset niveau eller styrker og svagheder, og ingen griner af hinanden her. Vi arbejder meget med de muskelgrupper, som man bruger mest som soldat – for eksempel styrke i hofte og ben til når man er ude at gå eller på øvelse med grej,” siger Kenni Madsen.

Nu og da er basistesten også på programmet, hvilket er meget populært blandt kompagnierne. Og træningsholdet deltager også i forskellige arrangementer sammen – for eksempel Hærløbet ved Frederiksberg Slot og Kastelløbet.

En klar social gevinst

Som med al anden træning kommer deltagerne i bedre form. Det er altid rart og især som frivillig soldat. Men effekten af træningen er også i høj grad social.

”Man lægger hierarkiet på hylden, når man træner. Man er ikke delingsfører og næstkommanderende – man er bare Kenni og Klaus, og man får talt om nogle ting. Det skaber også samhørighed på tværs af kompagnierne. Der er helt klart en social gevinst ved det,” siger Kenni Madsen.

Samtidig sender træningen et stærkt signal.

”Man hører tit fordomme om Hjemmeværnet, og det her er mit lille bidrag til at ændre ved dem. Træningen gør en i stand til at lykkes med flere opgaver, når man er på øvelser, og man kan holde til mere mentalt, når man også er i form. Så det er også med til at give os en skarpere profil. Hvis de unge, der kommer efter værnepligten, kan se, vi mener det seriøst, bliver de også nemmere at rekruttere,” mener Kenni Madsen.

Vil du være sundheds- og træningsvejleder?

Uddannelsen som sundheds- og træningsvejleder (STV) indeholder undervisning i blandt andet kostvejledning til vægttab, træningsplanlægning, styrketræning og kredsløbstræning. Uddannelsen er ntop blevet revideret og varer cirka 50 timer svarende til Hærens sergentskoles idrætsinstruktørers uddannelse – dog tilpasset Hjemmeværnets behov. Uddannelsen tilbydes trre gange årligt.

Kompagnichef Tim Dalvang Andersen har netop deltaget i den reviderede uddannelse i efterårsferien.

"Jeg vil gerne blive motiveret og få inspiration, så jeg kan komme hjem i mit kompagni og være et  forbillede på området. Her vil jeg især fokusere på mikrotræning, fordi min tilgang er, at træning ikke er noget, der skal være hårdt og give nederlag,. For så mister vi alle dem, der i forvejen ikke er motiveret. Det skal være små, sjove, lette og hurtige øvelser, hvor der er garanti for en succesoplevelse for alle," siger Tim Dalvang Andersen, der er chef for Svanemøllens bevogtningskompagni i København.

Er du interesseret i uddannelsen, så tal med din kompagnichef om mulighederne i kompagniet, og tilmeld dig kurset på hjv.dk eller via kommandovejen. Hvis du vil vide mere, så kontakt kursuskontoret på Hjemmeværnsskolen.
 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring