Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Foto fra tidligere international opgave i Mali. Bendix Lavigne (i midten) instruerer maliske soldater.​

Hjemmeværnet sender seks soldater til Ukraine

Seks hjemmeværnssoldater skal hen over sommeren træne ukrainske styrker i grundlæggende militære færdigheder. Det skal være med til at sikre reformprocessen i landet, som har været under militært pres, siden Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014.

11-06-2019

​​​​

​Af Frank Rasmussen

Fra 9. juni og frem til 10. august er seks soldater fra Hjemmeværnet til stede i Ukraine for at træne styrker fra den ukrainske 10. brigade i grundlæggende militære færdigheder. Hjemmeværnssoldaterne bliver sendt af sted i regi af Forsvarets Ukraine-program 2018-2021, der bakker op om Ukraines territoriale integritet og de igangværende reformer på blandt andet forsvarsområdet. 

”Hjemmeværnet støtter Forsvaret på mange områder. En af dem er at bistå i den internationale opgaveløsning, og derfor sender vi seks soldater til Ukraine for at træne deres styrker i grundlæggende militære færdigheder,” siger major Henrik Lysholm Nielsen fra Hjemmeværnskommandoens operationsafdeling.

De seks soldater skal instruere de ukrainske styrker under britisk ledelse i Operation Orbital, og den internationale erfaring er med til at skærpe kompetencerne hos soldaterne.

53-årige Bendix Lavigne er en af de seks soldater, der skal afsted. Han er til daglig næstkommanderende i Hjemmeværnskompagni Sjætte. Derudover har han en række af internationale erfaringer med sig i bagagen, blandt andet fra deltagelse i Hjemmeværnets opgaveløsning i de baltiske lande, Mali, Georgien og Irak.

”Jeg synes, det er en spændende opgave, for vi har en mulighed for at udnytte alle vores militære erfaringer, som ligger på et højt niveau. Vi kan løfte barren, uanset ukrainernes niveau, for de har en stor hunger efter at lære nyt inden for især Nato-standarder. De har, på grund af situationen i Ukraine, en del praktisk erfaring, men vi kan supplere med at gøre deres instruktører bedre, så de selv kan uddanne deres egne instruktører,” siger Bendix Lavigne.

Internationale erfaringer styrker hjemmebanen
Med Ukraine-programmet 2018-2021 viser Danmark, at der en stærk interesse i stabilitet og fremgang i nærområderne, og at internationale spilleregler overholdes. En aktiv rolle ude i verden er en vigtig forudsætning for øget sikkerhed herhjemme.

”Hjemmeværnets største samarbejdspartner er Forsvaret, og det stiller krav til vores militære kompetencer. Der er derfor ingen tvivl om, at de erfaringer, Hjemmeværnets soldater får gennem deltagelse internationale opgaver, er af stor betydning for de opgaver, vi løser herhjemme,” siger Henrik Lysholm Nielsen.

Bendix Lavigne er enig i, at international erfaring styrker opgaveløsningen inden for grænserne.

”Når jeg underviser herhjemme, har jeg på grund af mine udsendelser en langt større troværdighed og myndighed. Det er vigtigt, at det, jeg underviser i, er opdateret og realistisk og virker under alle krigsmæssige forhold, så vi kan gøre folk klar til alle typer operationer.”

Til sine ligesindede i Hjemmeværnet, som gerne vil bidrage til den internationale opgaveløsning, har Bendix Lavigne følgende gode råde:

  • Styrk dine instruktørmæssige færdigheder. Hjemmeværnet har nogle fantastiske uddannelser, og på nogle punkter synes jeg faktisk, at de er bedre end Forsvarets
  • Gå i dybden med de fag, du brænder for. Hvis du for eksempel er interesseret i sanitet, signal eller skydeteknik, så skal du dygtiggøre dig inden for dit fag og søge alle uddannelsesmuligheder, så du er klædt bedst muligt på
  • Få noget erfaring med at uddanne større hold i din egen enhed, for det får du brug for, når du er udsendt, hvor du sagtens kan komme til at stå over for op til 50 personer

Fakta om Hjemmeværnets internationale operationer ​

2006 - Irak: 

Otte patruljesoldater fra Hjemmeværnet står til rådighed for Forsvarets internationale operationer i Irak. De indgår i Protection Teams, der blandt andet beskytter diplomater. 

2008-2011 - Afghanistan: 

I slutningen af 2008 bliver den første hjemmeværnsdeling udsendt til Afghanistan i Helmand-provinsen som støtte for Hærens enheder. I alt syv bevogtningsdelinger bestående af cirka 200 hjemmeværnssoldater var fra 2008-2011 fordelt på holdene ISAF Hold 6 til ISAF Hold 11.

2011-13 - Kosovo:

I alt 12 bevogtningsdelinger fra Hjemmeværnet er udsendt til NATOs KFOR-styrke i Kosovo fra 2011-2013, hvor de bevogter en lejr i Novo Selo. Hjemmeværnsdelingerne er på det tidspunkt det eneste danske styrkebidrag i lejren. Cirka 360 hjemmeværnssoldater når at gøre tjeneste i de år i Kosovo. 

2014-2019 – Georgien, Afghanistan, Mali, Irak og Kenya:

I perioden er hjemmeværnssoldater udsendt som enkeltmand og i teams på forskellige internationale opgaver:

  • I Georgien bidrager Hjemmeværnet med adskillige instruktører, der underviser soldater fra den georgiske nationalgarde.
  • I Afghanistan er et mindre antal hjemmeværnssoldater med baggrund i deres civile kompetencer udsendt som rådgivere for det afghanske forsvarsministerium inden for blandt andet økonomi, landbrug og controlling.
  • I Mali er to hold hjemmeværnssoldater i 2017 udsendt på den fredsbevarende FN-operation MINUSMA, hvor de bevogter lejren Camp Bifrost i hovedstaden Bamako. Yderligere støttes den maliske nationalgarde i opbygning af kapaciteter, blandt andet inden for signaltjeneste og Human Ressources.     
  • I Irak bidrager instruktører fra Hjemmeværnet med at uddanne irakiske styrker på Operation Inherent Resolve. Yderligere støttes med rådgivere til det irakiske forsvarsministerium inden for logistiske systemer og Human Ressources. 
  • I Kenya bidrager instruktører ligeledes fra Hjemmeværnet med at undervise styrker til en stabilitetsskabende indsats i Somalia.​​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring