Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnet på Ærø har succes med at rekruttere nye unge soldater. Foto: Lene Esthave

Her taler de Hjemmeværnet op

Den værnfælles underafdeling på Ærø har succes med at tiltrække unge. Strategien, der skal sikre næste generation, er et fokuseret arbejde med rekruttering.

30-12-2020

Af Marlene Grøftehauge

Fire soldater sidder på hug foran et stykke skov. De taler lavmælt med hinanden og afgiver kommandoer. Der lyder et skud. En fjende er løs i området, og soldaterne lægger sig ned på maven for at skjule sig mest muligt. Det er lørdag i den værnfælles underafdeling på Ærø.

Vi besøgte Hjemmeværnet på Ærø i november – læs også hele reportagen i den seneste udgave af HJV magasinet

De unge hjemmeværnssoldater er i gang med en øvelse, der træner kommandosprog og formatering, og det er fedt, synes 20-årige Peter Jørgensen. Han var i militæret sidste år og savnede kammeratskabet, disciplinen og øvelserne.

”Det er dejligt at komme ind og springe og få våde knæ. Og så giver det en vis energi, at her er mange unge” siger Peter, inden han trækker sin hjelm ned over håret igen og går tilbage til sin position.

Fokuseret indsats

Peter Jørgensen er et af de nye medlemmer, som den værnfælles underafdeling på øen i det sydfynske øhav er lykkedes med at trække til.

Henover de senere år er andelen af unge blevet markant større. Faktisk har Ærø den laveste gennemsnitsalder blandt alle underafdelinger på Fyn – 32 år. Det skyldes en fokuseret indsats fra en leder, der også selv er ung. Kenny Søby Jørgensen er 29 år og har været aktivt hjemmeværnsmedlem på Ærø, siden han var 18 år.

 

Kenny Søby Jørgensen er chef for Værnsfælles Underafdeling på Ærø. Foto: Lene Esthave

”Vi har brug for de unge, så vi fortsat kan hjælpe med de opgaver, vi bliver brugt til. Her på Ærø er der kun to politibetjente, så der er virkelig brug for os,” siger han.

Fortæller de gode historier

Den fire år yngre Atli Mikkelsen er rekrutteringsspecialist og har det overordnede ansvar for at tiltrække unge til underafdelingen. Det sker ad flere kanaler, fortæller han.

”Vi bruger Facebook og Instagram til promovering, men derudover er VUC og Navigationsskolen i Marstal vigtige steder at få flere med. Og så handler det om, at alle medlemmer hele tiden skal sørge for at tale Hjemmeværnet op. Vi fortæller de gode historier og giver folk viden om, hvad vi laver,” fortæller Atli.


Læs mere om Hjemmeværnet på Ærø på Facebook


Fakta om Værnsfælles Underafdeling Ærø
• På Ærø i det sydfynske øhav er der 60 aktive medlemmer i den værnfælles underafdeling. Heraf er cirka 35 personer under 30 år.
• I 2020 er der kommet seks nye medlemmer, og medio november var der yderligere to ansøgninger, som ventede på svar. De fire af dem er under 25 år.

 

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring