Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnssoldater er her ved at klargøre water tubes i Frederikssund for at forhindre oversvømmelser under stormen Ingolf. Arkivfoto: Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland​​​​

Altid parat til storm

225 hjemmeværnsoldater prøvede det for et par weekender siden. Da Ingolf susede hen over Danmark, og telefonopkaldet kom fra kompagnichefen, måtte de alle skynde sig af sted for at efterkomme Hjemmeværnets benhårde beredskabskrav.

15-11-2017

Af Christine Dahl

Svaret falder prompte.

”30 personer på en time. Så mange skal hvert af de 12 hjemmeværnsdistrikter kunne stille, og præcis samme krav gælder for Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet”, fortæller oberstløjtnant John Flarup om de meget præcise krav og forventninger, de enkelte politikredse har til Hjemmeværnet.

”Det betyder, at vi hurtigt kan stille med en talrig styrke, 420 mand i alt i hele landet, til støtte for redningsberedskabet”, tilføjer oberstløjtnanten, der til daglig bestrider posten som chef for Operations- og Uddannelsesafdelingen i Hjemmeværnskommandoen.

Opgaverne ved kraftigt stormvejr lyder ofte på forskellige tiltag, der kan bremse eller forhindre oversvømmelser i kystnære områder. Det vil sige udlægning af sandsække og de såkaldte water tubes, der er en slags midlertidige dæmninger. Men politiet bruger Hjemmeværnet til flere opgaver, når blæsten skifter til orkanlignende styrke:

”Hjemmeværnet bliver også brugt til afspærringer og færdselsregulering, så folk ikke forvilder sig ind i oversvømmede områder, og desuden bruges hjemmeværnssoldater til forskellige typer transport, hvor vores tærrængående køretøjer eller tunge lastbiler kan trænge frem”, forklarer John Flarup, og tilføjer, at det også kan dreje sig om indsættelser til bevogtning af stilladser, der er i fare for styrte sammen.

Ingolf oversvømmer dele af Danmark
Ingen af de tre landsdele undgik fuldstændigt mødet med den hæsblæsende storm søndag d. 29. oktober, og det var velkendte områder, de frivillige var indsat i indtil ved midnatstide.

På Sjælland blev Hjemmeværnet anmodet om støtte i både Jyllinge Nordmark og Frederikssund, hvor beboerne kæmpede hårdt mod vandmasserne fra Roskilde Fjord. Her blev 124 frivillige indsat til at fylde sandsække og udlægge water tubes.

I Østjylland var det Horsens, Juelsminde, Fredericia og Vejle, der havde brug for hjælp. Her blev 55 hjemmeværnssoldater indsat i kampen mod de faretruende høje vandstande.

Og på Fyn var det særligt Nyborg, Odense, Kerteminde og Bogense, der var i fare for at blive oversvømmet. Her fik fynboerne bistand af 40 hjemmeværnssoldater. 

”Gang på gang viser vores frivillige, hvor vigtig en ressource, Hjemmeværnet er i det samlede beredskab, og det blev endnu engang bevist her” konstaterede en stolt chef for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, kort efter de talrige indsættelser, som Ingolf forårsagede.

Værdifuld støtte
Det, at Hjemmeværnet uden problemer kan stille med flere hundrede frivillige, når naturen spiller med musklerne, er generalmajoren slet ikke i tvivl om, udgør en stor samfundsmæssig værdi:

”Det gør en kæmpe forskel for vores samfund, når så mange frivillige smider, hvad de har i hænderne for at hjælpe borgere, der rammes af storm og oversvømmelser.”

Denne gang kunne opgaven klares med et par hundrede mand. Men om nødvendigt kan Hjemmeværnet stille med 100 personer per distrikt og værn, bare tre timer efter den vagthavende officer i Hjemmeværnet er blevet bedt om støtte fra politiet.

Det betyder med andre ord, at Hjemmeværnet, ved behov, kan stille med 1400 soldater på landsplan inden for få timer.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring