Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Her er opgaven for garderne at håndtere et ungt par, der skændes højlydt midt på ”Amalienborg Slotsplads”. Alle fotos: Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster

Hjemmeværnet bidrager til vagten om Dronningen

I fire dage har en gruppe hjemmeværnssoldater gjort deres bedste for, at de kommende vagthold ved slottene er forberedte på alle tænkelige situationer, når de om få uger overtager vagten om Hendes Majestæt.

19-07-2021


Af Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster

De kommende vagtgående gardere fik stiftet bekendtskab med en bred vifte af urolige personer og underlige episoder. Et ungt par begyndte for eksempel at skændes med hinanden midt på ”Amalienborg slotsplads”. Der kom også helt almindelige turister, der havde et hav af spørgsmål, og hvordan tackler man lige den situation?

Pressen var også talstærkt tilstede, og ligesom i den virkelige verden, havde de flair for at komme, når det er allermest ubelejligt. Det er ikke sjovt, at få et pressekort stukket i hovedet, mens man ligger tre mand ovenpå en voldelig person – og heldigvis har garderne da så også kammerater, der kan tilkaldes, så ro og orden kan genetableres.


Et par unge fyre finder på at give hinanden en hestesko, så man kan kigge ind ad vinduerne på ”Slotspladsen” – også her skal der reageres hurtigt og korrekt.

Den Kongelige Livgarde træner atter sine soldater, så de er klar til at bestride vagten ved de kongelige slotte og palæer. Over fire dage trænes der fire vagthold, så de er klar til at møde de udfordringer, man måske kan komme ud for, når man er på vagt. Som soldat reagerer man mere hensigtsmæssigt, hvis man allerede under øvelse er stødt på en situation, som kræver ekstra opmærksomhed fra soldatens side.

Hjemmeværnet skaber udfordringerne, men bidrager også til sikkerheden

Vi er nogle stykker fra Hjemmeværnet – både som momenter og som Politihjemmeværn, så garderne kan færdes sikkert på vejene. Endvidere er der et hold politibetjente, et større hold fra ambulancetjenesten/ redningsberedskabet samt endda en dronefører fra en særlig myndighed.


Et par flotte biler, udstyret til lejligheden med Krone-nummerplader, deltog også i øvelsen for at gøre den så livagtig som mulig.

Bataljonschefen,  oberstløjtnant  Ægidiussen fortæller, at han er glad for, at der er så bredt et spænd af momenter gennem de fire dage øvelsen varer.

”Det virker bedre, når der kommer en ambulance eller en politibil, end hvis der kommer en buslet med blå minestrimmel”, forklarer han.

Når man ser på, hvor alvorligt og seriøst de unge gardere går til opgaven, er det svært at være uenig. På nogen af momenterne må indspilleren have endda have en tandbeskytter på for en sikkerheds skyld, for momentet bliver ikke stoppet, førend kontrollanterne er tilfreds med, at læringsmålet er nået.

Øvelsen blev virkelig taget alvorligt fra alles side, og undervejs underviste politiet eksempelvis garderne i, hvorledes retsreglerne er, samt hvordan man bedst nedskalerer en situation samt gav ’fif’ videre, når de blev adspurgt.

Gennemgående klarede de unge soldater det rigtig flot. Og de er i hvert tilfælde godt rustet nu til at møde en bred vifte af udfordringer i vagttjenesten, hurtigt og korrekt.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring