Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Træning af irakiske sikkerhedsstyrker på Al Asad Air Base er en del af den globale kamp mod ISIL. ​​

Hjemmeværnet er fortsat repræsenteret i de internationale operationer

​Med den nyligt overståede Flagdag til ære for de udsendte soldater, er det værd at huske på, at Hjemmeværnet også støtter Forsvaret uden for Danmarks grænser. Læs her et rejsebrev fra Rasmus, der pt er udsendt til Irak for Hjemmeværnet.

10-09-2018
​​
​​​​​​​Af Christine Dahl

I Danmark er Rasmus kompagnichef i S​tabskompagni Midt- og Vestsjælland. Men i de næste måneder er han udsendt til Al Asad Air Base i det nordlige Irak. Her er han Public Affairs Officer og indgår i det danske træningsbidrag, Operation Inherent Resolve, DANCON Hold 8​.

Nedenunder kan du læse et rejsebrev, som Hjemmeværnskommandoen modtog i løbet af ugen. I øvrigt netop på Flagdagen d 5. sept.

”Siden de første hjemmeværnssoldater fra SSR tilbage i 2006 var udsendt til Irak som personbeskyttelse er det gået stærkt. Både i Afghanistan, Kosovo, Mali og Irak, har Hjemmeværnet støttet det øvrige Forsvar med opstilling af personel.
Det har været opgaver af forskellig karakter, primært inden for bevogtning og Force Protection, men også instruktører og folk med specifik civil uddannelse og baggrund har været sendt af sted.

Livet som udsendt er relativt simpelt. Man arbejder, man spiser, man sover. Alligevel er det noget helt andet, som hovedparten af de udsendte peger på, når de skal beskrive, hvad de tager med sig fra missionen; Kammeratskabet. I missionsområdet lever man med både savnet til dem derhjemme og det fysiske afsavn i forhold til den hjemlige hverdag. Leverpostej, koldt vand i vandhanen eller en løbetur i skoven. 

I missionen må man undvære det hele og har kun sine kammerater omkring sig. Måske er det derfor, der formes livslange venskaber, når man er ude. Man har delt både spænding og kedsomhed, savn og afsavn og man har kun hinanden. Det binder nogle bånd.
At være udsendt for Danmark er noget særligt. Det er der nok mange, der vil kunne tilslutte sig.”

Fakta om træningen på Al Asad Airbase: 
*Træning af irakiske sikkerhedsstyrker på Al Asad Air Base er en del af den globale kamp mod ISIL. 

*Indsatsen skal sikre, at de irakiske hær- og politistyrker forsat kan holde ISIL ude af Irak og på lang sigt skabe et mere fredeligt og stabilt Irak. 

*Danmark har i øjeblikket ca. 200 soldater udsendt til Operation Inherent Resolve inkl. et radarbidrag fra flyvevåbnet.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring