Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnssoldater er her ved at klargøre water tubes i Frederikssund. Foto: Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland​​​

Hjemmeværnet tog kampen op mod Ingolf

Over 200 hjemmeværnssoldater har været indsat i weekenden for at hjælpe danskerne gennem efterårets første storm. Det var særligt den overhængende fare for oversvømmelser, der fik politiet til at anmode om støtte flere forskellige steder i landet.

30-10-2017

 
Af Christine Dahl

”Gang på gang viser vores frivillige, hvor vigtig en ressource, Hjemmeværnet er i det samlede beredskab, og det blev endnu engang bevist i weekenden” konstaterer en stolt chef for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, oven på de sidste dages talrige indsættelser overalt i Danmark.

Ingen af de tre landsdele undgik fuldstændigt mødet med den hæsblæsende storm, og det var gamle velkendte områder, som de frivillige var indsat i, typisk fra lørdag formiddag til søndag midnat.

Gamle kendinge
På Sjælland blev Hjemmeværnet anmodet om støtte i Jyllinge Nordmark og Frederikssund, hvor beboerne kæmpede hårdt mod vandmasserne fra Roskilde Fjord. Her blev 72 frivillige indsat til at fylde sandsække og udlægge de såkaldte water tubes, der fungerer som en slags midlertidige dæmninger.

I Østjylland var det Horsens, Juelsminde, Fredericia og Vejle, der havde brug for hjælp. Her blev 55 hjemmeværnssoldater indsat i kampen mod de faretruende høje vandstande. 

På Fyn var det særligt Nyborg, Odense, Kerteminde og Bogense, der var i fare for at blive oversvømmet. Her fik fynboerne bistand af yderligere 40 hjemmeværnssoldater. 

Flere af stederne blev de frivillige også indsat til at regulere trafikken og desuden sørge for bevogtningen af afspærrede veje for at sikre, at ingen bilister tog nogen dumdristige chancer.
Både i Vejle og Bogense havde man desuden henholdsvis to tunge lastbiler af mærket MAN og fem terrængående biler, de såkaldt fleksible indsatskøretøjer, til rådighed.

Værdifuld støtte
Generalmajor Jens Garly er slet ikke i tvivl om, at det, at Hjemmeværnet uden problemer kan stille med flere hundrede frivillige, når naturen spiller med musklerne, og danskerne har brug for hjælp, har en stor samfundsmæssig værdi:

”Det gør en kæmpe forskel for vores samfund, når så mange frivillige smider, hvad de har i hænderne for at hjælpe de borgere, der blev ramt af stormen og oversvømmelserne”, fastslår chefen for Hjemmeværnet.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring