Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnet træner i arktisk miljø

​Hjemmeværnet kører i øjeblikket Pilotprojekt Arktis. En række soldater fra alle værn deltager i projektet, som skal undersøge mulighederne for at give bred støtte til Arktisk Kommando.

11-09-2020


Deltagerne i projektet bliver undervist på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab, inden de skal på øvelse i Grønland. De får bl.a. undervisning i vejrforhold og dyreliv, så de er i stand til at arbejde under arktiske forhold. Underviserne har erfaring fra Siriuspatruljen og Arktisk Kommando. 

Udvikler sig som soldat

En af deltagerne er Christoffer Pickering, som er tilknyttet Infanterihjemmeværnskompagni Jonstrup.

"Jeg ser frem mig til at udvikle mig selv som soldat ved at arbejde i anderledes og udfordrende miljøer. Det er svært at takke nej til at komme til så unikt et sted," fortæller Christoffer Pickering. 

Nogle af de ting, der kan blive brug for støtte til, er bevogtning af fx områder, der har været udsat for naturkatastrofer og logistisk støtte i lufthavne og byer, hvor der skal transporteres en større mængde gods i forbindelse med større hændelser.

Se video fra første træningsmodul i Nymindegablejren her​​.

Hjemmeværnet er vant til at blive indsat med kort varsel

Pilotprojektet skal afdække Hjemmeværnets muligheder for at støtte Arktisk Kommando i deres beredskab og opgaveløsning. Chef for Operationsdivisionen i Hjemmeværnskommandoen, oberst Johnny Thomsen forklarer om Hjemmeværnets styrke.

"Vores force er, at vi har noget personel, der er vant til at blive indsat med kort varsel. Vores personel besidder både militære kompetencer og en lang række civile kompetencer, som er særdeles relevante for de potentielle opgaver og scenarier, man ser i det arktiske område."

Første modul af undervisningen blev gennemført i august, mens andet modul gennemføres i september. Halvdelen skal på øvelse på Grønland i september, mens anden halvdel skal på øvelse i maj 2021. Pilotprojektet bliver undervejs evalueret.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring