Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Fra venstre: Forsvarsminister Trine Bramsen, eskadrillechef kaptajn Hans Henrik Grøn, chef for operationer, premierløjtnant VAT, leder af systemoperatørerne premierløjtnant Finn Nymann Hovgaard, og Carl Christian Kristensen, køre-og stabshjælper.

Hjemmeværnseskadrille 270 får Forsvarets frivilligpris

Hjemmeværnseskadrille 270 består af to Defender-fly og 77 soldater til at flyve og bemande dem, og det er deres ekstraordinære indsats og engagement, der ligger til grund for tildelingen af Forsvarets Frivilligpris.

30-11-2020

Tekst og foto: Poul Monggaard og Tonny Bender

“I er luftens helte.”

Forsvarsminister Trine Bramsens ordforråd var i det høje luftlag, da hun den 30. november uddelte frivilligprisen 2019 til Hjemmeværnseskadrille 270 i eskadrillelokalerne ved Roskilde lufthavn.

”Eskadrillen løser komplicerede opgaver for vort samfund og vores allesammens sikkerhed. Det gør den med høj faglighed og kompetence. Eskadrillen udmærker sig ved en særlig holdindsats. De har opbygget et stærkt og dedikeret sammenhold, og det er baggrunden for, at de får Forsvarets Frivillighedspris,” fortsatte ministeren.

Fire frivillige repræsentanter modtog prisen på vegne af de 77 aktive fra Hjemmeværnseskadrille 270. Det var eskadrillechef kaptajn Hans Henrik Grøn, premierløjtnant Finn Nymann Hovgaard, chef for operationer, premierløjtnant VAT​, leder af systemoperatørerne og Carl Christian Kristensen, køre-og stabshjælper.


Guld værd for samfundet

”Hver eneste time, de frivillige lægger i Hjemmeværnet, er guld værd for vort samfund, der herved bliver tryggere og bedre. Ingen kan gøre det alene, og når Hjemmeværnseskadrille 270 kan løse de opgaver, den gør, så hænger det i høj grad sammen med den holdånd, de har skabt. Der er rigtig mange myndigheder nationalt og internationalt, der får støtte af eskadrillen,” fastslog ministeren videre i hendes tale.

I begrundelsen for tildelingen lyder det videre: 

”Siden modtagelsen af de to observationsfly i 2015 har eskadrille 270 haft maksimal fokus på at skabe en ny og anderledes kapacitet for Hjemmeværnet. I 2019 er de operative opgaver fortsat samtidig med en konsolidering af mandskabet med yderligere piloter, systemoperatører, ground support teknikere og stabsmedarbejdere.”


Styrker Hjemmeværnets image

Søren Espersen, MF og Kommitteret for Hjemmeværnet, chefen for Hjemmeværnet Jens Garly og chefen for Flyverhjemmeværnet kunne desværre ikke deltage på grund af frivillig selvisolation. Men Søren Espersen sendte lykønskninger:

”Først og fremmes stort tillykke med Frivilligprisen til de 77 aktive i Hjemmeværnskadrille 270. Jeg har et par gange være på besøg hos eskadrillen og er fuld af beundring for det arbejde, der er blevet udført, så prisen falder det helt rigtige sted. Indsatsen i Frontex har været et ganske særligt kapitel i Flyverhjemmeværnet. At frivillige i FHV med stor dygtighed er i stand til at yde en sådan indsats – 3000 kilometer hjemmefra – og 100 procent levet op til de krav, der nødvendigvis må stilles til deltagerne i Frontex, har vakt interesse i det store udland.

Også på hjemmefronten har der været opmærksomhed på deltagelsen i Frontex. Og Hjemmeværnets image er i høj grad blevet styrket herhjemme, hvilket er af umådelig vigtighed.” 


Holdet er dynamoen

Eskadrillechef HVE 270, Hans Henrik Grøn, sagde efter overrækkelsen:

”For Hjemmeværnseskadrille 270 og Flyverhjemmeværnet er det kronen på værket efter fem års målrettet arbejde. At vi får tildelt prisen som enhed understreger, at holdet er dynamoen, og det er vores samarbejde, der får dynamoen til at snurre,” sagde en stolt eskadrillechef.

”At Hjemmeværnseskadrille 270 modtager denne pris er en velfortjent anerkendelse af en årelang indsats. Ikke bare en fokusering mod den operative kerneopgave, at levere overvågningsstøtte til Flyvevåbnet, Forsvaret, Politiet m.fl., men også ledelsesmæssigt at motivere så mange frivillige til engageret at opbygge et enestående højt fagligt niveau, der aftvinger respekt internt som eksternt. Jeg ønsker alle i Hjemmeværnseskadrille 270 hjertelig tillykke med Frivilligprisen 2019,” siger chef for Flyverhjemmeværnet, Kern Odderhede.


Giver andre baghjul

Efter en hyggelig rundbordssamtale mellem ministeren, de fire fra eskadrillen og stedfortræder for chefen for Hjemmeværnet, chef for operationsdivisionen Johnny Rahbæk Thomsen, var det tid til prisuddelingen.

”I er blevet bygget op over kort tid med piloter, systemoperatører, ground support teknikere og stabsmedarbejdere. Sammen har I vist et ekstraordinært engagement, og andre myndigheder misunder os i Forsvaret, at vi har nogen som jer med jeres ekspertise. Der er en kæmpe efterspørgsel for at arbejde sammen med jer. Og derfor giver I altså rigtig mange myndigheder baghjul, når det handler om faglighed. I får prisen for jeres dygtighed, jeres holdspil og jeres fælles engagement. Så et stort tillykke med den velfortjente pris,” sluttede Trine Bramsen sin tale. 


FAKTA OM FRIVILLIGPRISEN

Årets Frivilligpriser er en påskønnelse af det store arbejde og den indsats, som udføres af de frivillige i Hjemmeværnet. Det er endvidere formålet med priserne, at de kan medvirke til at støtte op om anvendelsen af frivillige og generelt skabe øget opmærksomhed om frivilligområdet. Der uddeles årligt to frivilligpriser – én i redningsberedskabet og én i Hjemmeværnet. Priserne overrækkes af Forsvarsministeren ved et særskilt arrangement.

Priserne, som blev uddelt første gang for 2003, er indstiftet af Frivilligkontaktudvalget, der består af repræsentanter for Forsvarsministeriet (formand), Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnskommandoen, KL, Beredskabsforbundet og Hjemmeværnets Landsråd. Det er Frivilligkontaktudvalget, der vurderer de indkomne indstillinger og fungerer som priskomité for Årets Frivilligpriser.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring