Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnets Britten-Normann Defender fly er forankret ved Hjemmeværnseskadrille 270. Foto: Flyverhjemmeværnet.

Hjemmeværnsfly: Over 2.000 missioner på fire år

Det er fire år siden, Hjemmeværnet modtog det første Britten-Normann Defenderfly, og det er blevet til mere end 2.000 missioner. Den nuværende flykontrakt er blevet forlænget, så Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet er sikret frem til ultimo september 2022.

24-05-2019

​ 
Af Tonny Bender Christensen

23. maj 2015 fik Hjemmeværnet det første Britten-Norman Defender fly. Der er sket en kæmpe udvikling siden da, og de i alt to fly har frem til nu fløjet 3.000 timer på over 2.000 missioner.

Flyene er forankret ved Hjemmeværnseskadrille 270, som holder til i Roskilde og Aalborg.  De er blandt andet blevet anvendt til løsningen af en række observations- og rekognosceringsopgaver for Forsvaret, Politiet og Skat. Og der er fortsat stor efterspørgsel på flyene, som her i maj har været på vingerne mere end 70 timer.

Hjemmeværnets Flyvende Kapacitets kernekompetence er at levere billeder og video i høj kvalitet, så beslutningstagere på jorden kan bevare ”overblikket”. Til august sendes det ene fly til Malaga i Spanien, hvor det på vegne af Danmark i en måned vil støtte FRONTEX, som er EU's grænseagentur. Opgaven lyder på at overvåge farvandet ud for Spaniens sydlige Middelhavskyst med fokus på illegal migration og grænseoverskridende kriminalitet.

Stort tillykke til eskadrillen

”Det er en kæmpe udvikling, vi har været igennem. Man kan kun blive imponeret over det store engagement, som alle frivillige i Hjemmeværnseskadrille 270 har udvist gennem årene. Så tillykke med dagen. Jeg håber, der fortsat vil være kræfter til at konsolidere og forbedre ”Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet”, siger en stolt chef for Luftoperationssektionen i Flyverhjemmeværnet, major Peter Scharling Pedersen.

Læs mere om Flyverhjemmeværnets opgave for FRONTEX i det nye HJV magasin 1 2019 på side 37.

Læs mere om Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring