Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Soldater fra Infanterikompagni Nordsjælland træner bykamp. Foto: Bo Nymann

Infanterikompagni har rejst sig fra asken

For bare nogle få år siden var Infanterikompagni Nordsjælland helt nede og skrabe bunden. I dag strutter kompagniet med motiverede soldater, som er bidt af livet i uniform - også når det er hårdt.

09-05-2022


​Af Charlotte Baun Senholt

Det er noget af en rejse, som Infanterikompagni Nordsjælland ​​​​har været på. Kompagniet var tæt på at lukke og slukke i kølvandet på en omlægning i Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, der for fire år siden valgte at gå en ny vej med oprettelsen af seks nye kompagnier. For infanterikompagniet betød det, at deres patruljesoldater og motoriserede overvågning blev overført til et nyt kompagni.

”Jeg kan huske, vi kiggede på hinanden og tænke – hvad fanden skete der lige der?”, fortæller kompagnichef, kaptajn Claus Meinke, om perioden tilbage i 2018. 


Kompagnichef Claus Meinke. Foto: Charlotte Baun Senholt

Trods modgangen mistede Claus og den trofaste skare ikke modet, og i dag blomstrer kompagniet med et stærkt team i toppen og tilgang af nye soldater. Kompagniet, der nu holder nu til på Garderkasernen i Høvelte, består aktuelt af 33 motiverede soldater, hvoraf cirka en tredjedel har værnepligtsbaggrund, og flere nye er på vej.

Mund til mund-metode
Nogle soldater er kommet til, fordi de har hørt godt om kompagniets militære niveau via den gode gammeldags ”mund-til-mund” metode. Andre – det gælder eksempelvis nogle af de tidligere værnepligtige – kommer fordi, de ser mulighederne for at dygtiggøre sig som soldat i kompagniet, inden de tager springet ind i Forsvaret. 

I sin rekruttering benytter kompagniet både Facebook, et velfungerende gardernetværk og kontakter også værnepligtige typisk et halvt år efter de er færdige. Desuden får de virkelig god støtte fra deres distrikt. 

"Vi har et sindssygt godt sammenhold på tværs af distriktet. Den nye kurs har også betydet, at de soldater jeg får ind hos mig i dag - de har et mere ensartet uddannelsesniveau, hvilket er en klar fordel,” siger Claus Meinke.

En livsstil at gå til soldat
Gruppefører Christian Meyer er en af de soldater, som er blevet hængende i infanterikompagniet. At gå til soldat er en livsstil for ham.


Gruppefører Christian Meyer er bidt af det frivillige soldaterliv. Foto: Bo Nymann 

”Det er simpelthen bare så fedt at mærke sin krop, når den har været brugt, og din stemme er hæs efter en felttur i uniform med intensiv soldatertræning og lange marcher på programmet. Jeg bliver så høj af de oplevelser, som ligger meget fjernt fra min hverdag,” fortæller Christian Meyer, der har været frivillig soldat i ti år. 

Han er overbevist om, at han ved at blive i kompagniet også har været med til at få vendt udviklingen i en positiv retning sammen med kompagniledelsen. 
”Det er meget motiverende at være en del af det her fællesskab og få lov til at sætte en retning for os infanterister,” siger Christian Meyer.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring