Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Jens Garly bliver ny chef for Hjemmeværnet

Brigadegeneral og chef for hærens 2. Brigade, Jens Garly, skal den 1. august 2017 være chef for Hjemmeværnet. Et valg som glæder den nuværende Hjemmeværnsledelse.

21-02-2017

 

Af Hjemmeværnskommandoen

Hjemmeværnets nye chef hedder Jens Garly og er i dag brigadegeneral og chef for hærens 2. brigade. Han tiltræder 1. august 2017.

"Jeg er overordentlig glad for og stolt over at få muligheden for at blive chef for Hjemmeværnet. Det bliver en fantastisk positiv udfordring at skulle lede en organisation med så mange dygtige og dedikerede mennesker, der på frivillig basis yder en kæmpe indsats for Danmarks sikkerhed og i øvrigt støtter vores samfund på en lang række områder. Jeg ser frem til at lære Hjemmeværnet at kende og sammen med den kommitterede, at stå i spidsen for udvikling og drift af Hjemmeværnet i årene, der kommer", siger Jens Garly.

 Hjemmeværnsledelsen byder den nye chef velkommen.

Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, hilser valget af den nye chef velkomment.

"Jeg glæder mig over valget af Jens Garly, som jeg føler mig sikker på, vil blive en god chef for Hjemmeværnet og dets frivillige. Desuden glæder jeg mig over, at der i dette forligsår er rigtig god tid til at overdrage ledelsen af Hjemmeværnet på en rigtig god måde", siger Finn Winkler.

Hjemmeværnets kommitterede Bjarne Laustsen (S) glæder sig også til samarbejdet.

"I et år hvor der skal indgåes nyt forsvarsforlig er det godt for Hjemmeværnet med en afklaring af spørgsmålet om, hvem der skal løfte ledelsesopgaven fremadrettet. Med udnævnelsen af Jens Garly som kommende chef for Hjemmeværnet kan vi se fremad til gavn og glæde for alle i Hjemmeværnet", siger Bjarne Laustsen.

Endelig fremhæver den kommitterede, at det er en helt særlig organisation, som Jens Garly skal være chef for.

"Hjemmeværnet er som Danmarks største frivillige organisation en helt særlig og enormt værdifuld samfundsressource, hvor det er helt afgørende at være opmærksom på, at frivilligheden lever af lysten og dør af pligten", siger Bjarne Laustsen (S). 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring