Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Kraftig stigning i antallet af elektroniske kursister

​​Selvom der er helt stille på Hjemmeværnsskolens fem uddannelsessteder, så er billedet det stik modsatte på de digitale læringsplatforme. Her viser en optælling nemlig, at aktiviteten i perioden januar-april i år klart overgår hele sidste år.

13-05-2020

​​
 Af Hasna Eggers, Hjemmeværnsskolen

Interessen for at uddanne og dygtiggøre sig på Hjemmeværnsskolen er ikke faldet under coronakrisen. Tværtimod.
 
En frisk oversigt viser således, at Forsvarets Elektroniske Skole, der leverer fjernundervisningsplatformen kunne notere 5209 kursister i perioden januar-april 2020. Til sammenligning havde Hjemmeværnsskolen 4283 fjernundervisningskursister i hele 2019.
 
Det er en stigning på næsten 1000 kursister på dette års første fire måneder.

Går mere i dybden
Noget tyder dog på, at denne succes ikke udelukkende skyldes coronakrisen, men også at de nye fjernundervisningskurser, som Hjemmeværnsskolen har udarbejdet, går langt mere i dybden og viser flere perspektiver end tidligere.

 ”Meget af det er lavet sammen med Hærens Sergentskole, og det giver nogle andre perspektiver ift. tidligere fjernundervisningskurser, som udelukkende Hjemmeværnet stod bag. Stor ros herfra!”, siger Christian Skov Nielsen, der er gruppefører i 2. infanterideling i Hvidsten nær Randers, og fortsætter:
 
”Jeg har taget Kort- og Orienteringslære, og det har været smaddergodt. Indholdet er meget lærerigt og går mere i dybden end tidligere. Det fungerer også, hvis man laver det sammen i en gruppe på 3-4 stykker – i disse tider med afstand selvfølgelig. Jeg har tilbudt at finde nogle fjernundervisningskurser til de andre i min gruppe, der passer til deres funktioner – og det har flere af dem sagt ja til”. 

”Der gik sport i det” 
I Marinehjemmeværnet holder de sig også til ilden og dygtiggør sig via Hjemmeværnsskolens store udbud af fjerundervisningskurser:

”Det var min uddannelsesstøtteofficer, der anbefalede mig Hjemmeværnsskolens fjernundervisning”, fortæller Henrik Pontoppidan Nielsen fra Hjemmeværnsflotille 367 Dragør, der har haft en god og lærerig oplevelse med flere fjernundervisningskurser: 

”Til min store overraskelse fandt jeg ud af, at jeg faktisk manglede at tage nogle af kurserne derinde – og så gik der sport i det. Jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange kurser jeg er oppe på nu”, konstaterer han. 

​​​​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring