Af Sara Amos Pedersen

Foto: Paul Skovbakke Hansen

Hun svinger benene ud af helikopteren og begynder langsomt turen ned på fartøjet Askø. Armene holder hun rutineret ind til kroppen, og benene er strakt ud. Oversergent Lene Faurbye Hattesen er kommandobefalingsmand i Hjemmeværnsflotille 361 Isefjord og er ved at blive hoistet ned på flotillens fartøj.

“Som frivillig i Marinehjemmeværnet har jeg fået mange spændende oplevelser. Første gang jeg blev hoistet ned fra en helikopter eller sejlede i gummibåd med fuld fart, fik jeg rykket nogle af mine grænser og opdagede at jeg kunne mere, end jeg havde troet,” fortæller Lene Faurbye Hattesen.

Da hun er tilbage på dækket, giver hun makkeren menig Mia Kahl Hellebek Stæhr et kram, inden de begge vinker til Forsvarets helikopter, da den sætter kurs tilbage mod land.

“Når man er på opgave eller indsættelse, deltager man som kvinde i opgaveløsningen på lige fod med mændene. Men jeg oplever ofte, at mange bliver overrasket, når jeg fortæller, at jeg er med i Marinehjemmeværnet, for det er ikke noget, alle forbinder med kvinder,” siger hun.

Mens Lene og Mia sammen med helikopterens personel har trænet deres hoiste-teknik, har deres kvindelige kolleger sørget for, at fartøjet har holdt kursen.


Kvinder kan bestride alle funktioner

Lene og Mia er langtfra de eneste kvinder i Hjemmeværnsflotille 361 Isefjord, der har base i Hundested. I dag er 11 af flotillens 70 medlemmer kvinder. For at nå dertil har det krævet en bevidst strategi om at skabe synlighed om de kvindelige besætningsmedlemmer. Derfor stiller kvinderne talstærkt op, når flotillen inviterer til åbent hus. Det har skabt en øget interesse blandt kvinder i lokalområdet.

“Vi har oplevet en voksende interesse fra nye medlemmer. Der er mange, som tror, man skal kunne noget særligt for at være med i Marinehjemmeværnet, men vi gør meget ud af at fortælle, at alt er muligt, når man har meldt sig ind,” fortæller premiereløjtnant Henriette Lønborg Hansen.

Hun er ansvarlig for uddannelsen af kvinderne i flotillen. Når hun møder nye potentielle medlemmer, fortæller hun altid sin egen historie for at vise, at kvinder har alle muligheder i flotillen. Da Henriette Lønborg Hansen meldte sig ind i Marinehjemmeværnet, havde hun ingen erfaring med at sejle. I dag er hun fartøjsfører og er den øverste ansvarlige om bord.

“Jeg er et godt eksempel på, at alt kan lade sig gøre, så længe man har viljen og indstillingen. Når jeg er ude at rekruttere nye frivillige, taler jeg altid ud fra mine egne erfaringer, for det er en god måde at vise, at det kun er en selv, der sætter begrænsningerne,” siger hun.


Kønnet er ikke det vigtigste

Fartøjet er ikke nået langt væk fra Hundested Havn, før Henriette Lønborg Hansen skal træffe en række beslutninger, der har stor betydning for dagens sejlads. Hun har nemlig fået en besked om, at der er en drivende jolle i horisonten. Jollen blev spottet af menig Lærke Vigerø Dyrehauge, der holder øje med skærmene på broen. Hun er ved at tage uddannelsen til vagtchef, og har allerede en uddannelse som kommunikationsgast og civilt uddannet styrmand med i bagagen.

“Da jeg meldte mig ind i flotillen, gik alle ud fra, at jeg ville være fartøjsfører. Men det havde jeg ikke lyst til, for det arbejder jeg med til dagligt. Jeg ville prøve kræfter med noget andet, fordi jeg vil lære noget nyt og udvide mit kendskab til de forskellige funktioner på et fartøj,” fortæller hun.

Lærke Vigerø Dyrehauge er en af de nyeste kvinder i flotillen. Hun flyttede til Nordsjælland sidste forår og meldte sig ind i Marinehjemmeværnet for at få en hobby, hvor hun lærte nogle nye mennesker at kende i lokalområdet.

“Jeg vidste ikke, at der var mange kvinder i flotillen, da jeg meldte mig ind. Som civil styrmand er jeg vant til at være den eneste kvinde, men det er ikke noget, jeg tænker over. Det afgørende er, at besætningen udfører sin funktion, så er det ikke så vigtigt, hvem der gør det,” forklarer hun.


Alle aldersgrupper repræsenteret

Under sejladsen er det i dag kvinderne, der løser opgaverne ombord. Lærke Vigerø Dyrehauge sørger for, at jollens koordinater bliver givet videre til menig Inger Magnussen, der er 

kommunikationsgast. Hun er besætningens ældste medlem og kan derfor drage nytte af et helt livs erfaring med radiokommunikation. Inger Magnussen er for nyligt gået på pension fra Lyngby Radio, som hun med rutineret hånd sender koordinaterne om jollen videre til.

“Da jeg startede i min første besætning, var jeg den eneste kvinde. Jeg kan mærke, at der i dag er kommet flere kvinder til, og de bidrager til et godt sammenhold. Det er altid hyggeligt, hvis man har en af sit eget køn omkring sig,” fortæller hun.

Inger Magnussen er stolt over, at hun kan være med til at videregive sine erfaringer til besætningens nye medlemmer. Flotillen arbejder med en føl ordning, hvor eksempelvis nye kommunikationsgaster kommer i lære hos hende.

“Jeg har beskæftiget mig med radiokommunikation i hele min levetid. Systemerne og rutinerne sidder på rygraden, og jeg er glad for at kunne oplære andre i mit felt,” fortæller Inger Magnussen.

Under sejlturen holder hun Kanal 16 tændt, så hun er klar til at give beskeden videre, hvis der er nogle civile, som har brug for assistance, fortæller hun.

“Jeg kan godt lide at have en finger på pulsen og følge med i, hvad der rører sig, når vi sejler. Selvom jeg i dag er 67 år, så kan jeg stadig være med på øvelser og indsættelser. Den dag, hvor jeg ikke kan mere, så skal jeg nok sige til.”


Gummibådsfører på vej

Da koordinaterne er sendt af sted, kalder Henriette Lønborg Hansen besætningen til samling på broen. Hun briefer alle om situationen og udpeger to af de mandlige besætningsmedlemmer til at styre gummibåden. De er med på sejlturen for at sikre, at kabalen kan gå op. Henriette Lønborg Hansen er nemlig den eneste kvinde i flotillen, der har gennemført uddannelsen til gummibådsfører, men hun kan ikke forlade fartøjet, da hun som fartøjsfører skal blive ombord på Askø.

“Min funktion er at udpege dem, jeg mener, kan løse opgaven bedst i situationen. Det bedste ved at få lov til at sejle er at være i spidsen for en flok mennesker, der alle har forskellige køn, alder og civile job. I en flotille kommer du til at være sammen med nogle mennesker, du normalt ikke ville være sammen med. Jeg plejer at sige, at jeg har fået min egen hjemmeværnsfamilie,” fortæller hun.

Hjemmeværnsfamilien bliver snart udvidet med en kvinde mere, som har søgt overflytningen fra en anden del af Hjemmeværnet og har vist interesse for at blive operativ gummibådsfører, så flotillen også kan stille med en kvinde i den funktion. Derudover låner flotillen ind imellem vagtchef, premiereløjtnant Marianne Hartmeyer fra Flotille 243 Faaborg. Hun er med på sejlturen, fordi flotillens egen vagtchef stadig er i gang med uddannelsen.

“Det er utrolig inspirerende og lærerigt at komme ud og sejle i et nyt farvand. Det udvikler en som vagtchef, fordi der ikke er to fartøjsførere, der er ens. Man derfor får nogle nye indgangsvinkler på nogle af de ting, man skal handle på,” fortæller hun.


Søger store udfordringer

Kvinderne løser også de tekniske opgaver ombord. Da gummibåden skal sættes i vandet, er det en del af flotillens yngste kvinder, Mia Kahl Hellebek Stæhr, der har opgaven med at styre kranen. Hun er hovmester og under uddannelsen til motorpasser og operativ kranfører.

“Jeg har valgt de funktioner, der ligger lidt op af min egen uddannelse som tekniker. Det er fedt, at jeg kan arbejde selvstændigt med at løse mine opgaver, selvom jeg også hele tiden arbejder som en del af et team,” forklarer hun.

Mia Kahl Hellebek Stæhr har to små børn. Sejlturene er derfor et pusterum, der tager tankerne væk fra hverdagens gøremål.

“Marinehjemmeværnet er mit frirum, hvor jeg kan have helt fokus på mig selv. Det giver ny energi, når man kommer ud blandt andre på vandet,” forklarer hun.

Oplevelsen af at sejlturene er ren fritid, kan menig Trine Skriver nikke genkendende til. Hun er ved at tage uddannelsen til motorpasser og har sejlet siden hun var barn.

“Jeg valgte at blive motorpasser, fordi det er noget, jeg ikke kunne i forvejen. Maskinrummet er den største udfordring på skibet i forhold til det, jeg vidste i forvejen. Det gælder om at kunne finde fejl og udbedre dem eller omgå dem. Det har tidligere været min kæphest, at selvom jeg vidste alt om navigation, så var jeg helt blank på motorer, men det er fascinerende at lære, hvordan de virker.”

Efter en sejltur i fuld fart vender gummibåden retur til Askø. Den har en tom jolle med på slæb, og Search and Rescue indsættelsen (SAR) kan afblæses igen. Det glæder menig Pernille Sørensen, som er uddannet motorpasser.

“Der går en lettelse gennem en, når vi får bekræftet, at der ikke ligger nogen personer i vandet. Det kan være ren hygge at sejle, men så snart der sker noget, så vender situationen på stedet. Det er fedt, at vi har trænet så meget, at alle ved, hvad de skal gøre,” forklarer hun.

Det er netop muligheden for at gøre en forskel til søs, der gør, at Pernille Sørensen bliver ved med at bruge så mange timer i flotillen.

“Vi er ofte ude at sejle i mange timer i træk. Når vi kommer ud i en situation, hvor der er brug for vores assistance, så er det alle timerne værd,” fortæller hun.

Da Pernille Sørensen og resten af besætningen efter tre timers sejlads igen ligger til kaj i Hundested Havn, har hun følelsen af, at tiden er gået meget hurtigt.

“Tiden flyver altid af sted, når vi er på havet. Det er fordi, vi hele tiden er i gang med at lære noget nyt eller holde vores uddannelse ved lige,” siger hun.