Den 1. april 2022 tiltræder Lars Johansson i den nyoprettede stilling som chefrådgiver for chefen for Hjemmeværnet i relation til personel af reserven. Ifm. tiltrædelse i stillingen udnævnes Lars til oberst af reserven.
Lars kommer med en meget solid ledelseserfaring fra den private sektor, hvor han blandt andet har varetaget direktørstillinger i en række større danske virksomheder, herunder i SAS og Systematic.
Lars har en baggrund som professionel soldat. I 1979 startede han i Forsvaret ved Ingeniørregimentet som konstabelelev, blev senere sergent og skrev efterfølgende kontrakt som reserveofficer i 1990. Siden da har han haft en flot karriere i reserven, og han blev i 2016 udnævnt til oberstløjtnant.
"Jeg har stor respekt for den professionelle og entusiastiske tilgang både frivillige, fastansatte og reservisterne har til løsning af opgaver i Hjemmeværnet. Jeg glæder mig og er utrolig stolt over nu at kunne blive involveret yderligere i arbejdet for at styrke Hjemmeværnet, herunder ikke mindst i relation til at sikre, at vi også i fremtiden blandt reserven har de rette kompetencer og det rette antal kollegaer til opgaveløsningen", fortæller Lars Johansson.
Oplagt at der skal gøres noget ekstra
Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, glæder sig over ansættelsen med ordene:
"Vi kigger ind i en fremtid med øgede krav til Hjemmeværnets operative formåen, og her vil reserven – både i totalforsvarsstyrken og andre steder i strukturen – have en vigtig rolle. Lægges hertil en stigende konkurrence ift. personel af reserven er det oplagt, at vi skal gøre noget ekstra på dette område, og det er ansættelsen af Lars et klart udtryk for.
Lars er i såvel erhvervslivet som i det militære system kendt for nogle unikke kompetencer, et fantastisk "drive" samt evne til at skabe resultater. Jeg ser utrolig meget frem til vores samarbejde og er sikker på, at Lars vil bidrage til at skabe resultater ikke alene for reserven, men for hele Hjemmeværnet."