Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Chefkonsulent Louise Wrist Sørensen står i spidsen for Hjemmeværnets nye centrale rekrutteringssektion, der holder til i Vordingborg. Foto: Bo Nymann 

Nyt kraftcenter for viden om frivillige

Ny central rekrutteringssektion i Hjemmeværnskommandoen skal samle og optimere viden om frivillige, så flere danskere vælger Hjemmeværnet til og holder fast i at være aktive hjemmeværnssoldater.

10-12-2018


Af Charlotte Baun Senholt   

 
Hvad vil det egentlige sige at være frivillig i dagens Danmark? Hvordan holder man dampen og gejsten oppe blandt frivillige? Er der små sten i skoen, som trykker og gør det besværligt at være frivillig?

Det er nogle af de spørgsmål, som Hjemmeværnskommandoen nye centrale rekrutteringssektion i Vordingborg skal beskæftige sig med. Sektionen skal samle og optimere viden og kompetencer om Hjemmeværnets frivillige soldater – og dermed bidrage til, at flere danskere vælger Hjemmeværnet til og holder fast i at være hjemmeværnssoldater.

Flere nye initiativer

Den nyansatte chefkonsulent Louise Wrist Sørensen står i spidsen for rekrutteringssektionen, der tæller seks medarbejdere, som målrettet skal arbejde på at udvikle rekrutterings- og fastholdelsesområdet.  Louise og hendes stab har allerede været ude og besøge nogle af de frivillige ved forskellige distrikter og værn for at samle erfaringer og viden.

”Det har været rigtig spændende at høre om deres trivsel i Hjemmeværnet, og vi bliver hele tiden klogere,” siger Louise Wrist Sørensen, der senest har arbejdet i Veterancentret med blandt andet strategisk involvering af frivillige i veteranindsatsen.

Louise nævner nogle af de nye initiativer: ”Vi vil blandt andet have fokus på at øge forståelsen hos de frivilliges arbejdsgivere, så eksempelvis deres militære kompetencer, som de har opnået gennem deres virke i Hjemmeværnet, kan forstås og blive udnyttet i deres civile karriere.”

Sektionen vil sammen med de frivillige også udvikle forskellige praktiske værktøjer, der skal klæde nye frivillige hjemmeværnssoldater bedre på.

”Vi vil gerne bidrage til, at det er sjovt, udviklende og giver mening at være frivillig i Hjemmeværnet,” siger Louise Wrist Sørensen.

For at gøre det lettere for potentielle nye frivillige at få svar på deres spørgsmål om optagelse i Hjemmeværnet har sektionen også lanceret en ny Rekrutteringstelefon på nummeret 29 24 78 04. Telefonen er bemandet i dagtimerne. 

Baggrunden   

Pernille Langeberg, der er chef for Hjemmeværnskommandoens Koordinationsdivision, som Rekrutteringssektionen er en del af, uddyber baggrunden for Hjemmeværnets satsning på enheden:

”Vi skal blive bedre til at forstå, hvad det er for et hjemmeværn, de frivillige møder, og vi skal have bedre dokumenteret viden om de frivilliges vilkår. Vi har en ret god fornemmelse af, hvorfor man melder sig til Hjemmeværnet og hvorfor man forlader det igen, men vi er desværre ikke gode nok til at omsætte denne viden til konkrete initiativer. Det prøver vi nu at sætte fokus på.” 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring