Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Missionen er målrettet menneskesmugling, narkotika-og våbensmugling​. Foto: Eskadrille HVE 270​​​​

På mission for Frontex i Middelhavet

Besætningen på syv frivillige og en fastansat fra Flyverhjemmeværnets eskadrille HVE 270 er snart i mål med missionen, som slutter med udgangen af august.

23-08-2019

​Af Tonny Bender Christensen 

Hjemmeværnets fly med besætning ankom den 29. juli til luftbasen i Malaga.  Forberedelserne, inden det gik for alvor løs med flyvninger, var mange. Der skulle indrettes faciliteter i hangaren, opsættes internet og telefoner, udleveres biler og briefes af Malagas lufthavns kontrolcenter. 


​Besætning og fly fik hurtigt sin ilddåb den 1. august, da flyets næsehjul punkterede umiddelbart før start på den første mission. På trods af hektisk aktivitet med afgange og landinger, blev hjulet skiftet tæt på landingsbanen på bare 15 minutter. ​​Foto: Eskadrille HVE 270​​​​

Migranter på åbent hav 
Missionen er målrettet menneskesmugling, narkotika-og våbensmugling, og det skulle hurtigt vise sig, at de mange træningstimer i SAR (eftersøgning og redning til søs) hurtigt kom besætningen til hjælp, da de under den syvende mission blev tasket til at søge efter en gummibåd med migranter i åbent hav.  

 ”Vi spottede hurtigt den overfyldte gummibåd efter ankomsten til søgeområdet, og fik herefter hurtigt koordineret med fartøjer til søs, så de kunne undsætte flygtningene”, fortæller HAN, eskadrillechef i HVE 270. 
 
Hurtiggående smuglerbåd 
På en anden ordinær mission, den 15. i rækken, kom besætning og fly også ud for at skulle agere hurtigt. Kort efter starten fra Malaga, blev flyet tasket til at hjælpe med lokalisering af en ”go fast” (hurtiggående smuglerbåd) nord for Gibraltars sydkyst.  

 ”Inden længe havde vi opdaget speedbåden og så, at den var på vej i sydgående retning ned langs kysten mod Gibraltar. Undervejs slog de spanske myndigheder til og indsatte to hurtiggående både til at jagte den. Missionen endte succesfyldt med, at den lile båd ​blev opbragt. Så en god og effektiv mission, baseret på et fortrinligt samarbejde” fortæller HAN. 


Både chefen for Hjemmeværnet, general Jens Garly, (th) og Flyverhjemmeværnet chef, oberst Per Larsen, havde kun rosende ord til overs for indsatsen, da de var på besøg midt i august. Her blev det også pointeret​, at HVE 270 nu havde skrevet historie ved at være den første selvstændige enhed i Hjemmeværnet udsendt i international mission. Foto: Eskadrille HVE 270​​​

Værdifulde erfaringer med hjem 
Missionen for Frontex lakker mod enden, og eskadrillechef HAN kan med tilfredshed konstatere, at fly og besætning fornemt har levet op til opgaven.  

”En sådan mission indebærer kommunikation på mange platforme og med forskellige signalmidler. Her kommer vores gode træning, uddannelse og erfaring hjemmefra os klart til gode. Det gælder både kommunikationen i luften, men også den daglige koordinering på jorden med vores GST (Ground support team) og de mange samarbejdspartnere, der holder en sådan mission i gang."

"Sidst, men ikke mindst, giver operationer i et anderledes miljø og under fremmede himmelstrøg værdifulde erfaringer, som vi kan tage med hjem og dele med vores kolleger i Flyverhjemmeværnet”, tilføjer en tilfreds eskadrillechef. 

 


 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring