Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Der var stor ros til de frivillige, da generalmajor Jens Garly indledte sit besøg i Hjemmeværnets værnsgrene og regioner. Foto: Sara Amos Pedersen

Ros til de frivillige på chefens første besøg

Hjemmeværnets nye chef, generalmajor Jens Garly, har indledt en rundtur i Hjemmeværnet. Han ser frem til at lære organisationen bedre at kende.

28-08-2017


Af Sara Amos Pedersen


De næste par måneder vil nogle af Hjemmeværnets soldater få mulighed for at hilse på Hjemmeværnets nye chef. Generalmajor Jens Garly har indledt sin tur rundt i Hjemmeværnet, der tager ham forbi alle værnsgrene og regioner. 


Chefens rundtur startede ved grænsekontrollen i Rødbyhavn, hvor han hilste på nogle af de soldater, der hver dag støtter Politiet i arbejde ved den dansk-tyske grænse.


“Det giver mig utroligt meget at komme ud og møde Hjemmeværnets frivillige her, hvor de er indsat. Jeg er ny i Hjemmeværnet og har ikke selv været frivillig eller gjort tjeneste i Hjemmeværnet, så det er helt afgørende for mig at komme ud og møde Hjemmeværnets frivillige,” sagde Jens Garly under besøget.


Ved grænsekontrollen fik han mulighed for at se soldaterne udføre én af Hjemmeværnets mange opgaver. 


“Opgaven ved grænsen er vigtig, fordi vi er blevet bedt om at kunne støtte Politiet, og det kan vi, fordi vi har nogle utroligt dygtige og veluddannede folk blandt de frivillige. Det er helt afgørende, at de frivillige har lyst til at lade sig uddanne, træne og indsætte på Hjemmeværnets forskellige opgaver,” siger Jens Garly.


Under besøget tog Hjemmeværnets nye chef sig god tid til at snakke med de frivillige. Han spurgte interesseret ind til deres uddannelse, arbejdsgangene ved grænsekontrollen, samarbejdet med Politiet, indkvarteringsforhold og soldaternes sammenhold.


“Det har været en super god dag i dag, og det er første gang, jeg kommer rigtigt ud og møder de frivillige. Det er vigtigt for mig netop at komme ud og lære den spidse ende af Hjemmeværnet at kende. Vi går ind i en vigtig periode, hvor der skal laves en politisk aftale om blandt andet vores myndighed, og derfor skal jeg naturligvis som fagmand være om Hjemmeværnet, herunder ikke mindst om den sammenhængskraft, der er så vigtig for os og så særligt for alle de frivillige, der bærer Hjemmeværnet,” afslutter Jens Garly.


 


Foto: Sara Amos Pedersen


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring