Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Mange skibe fra Marinehjemmeværnet var på vandet under landsøvelsen.

Landsøvelse styrker Marinehjemmeværnet som en enhed

En mere militær profil i Hjemmeværnet – det var beskeden i forsvarsforliget i begyndelsen af året. Det brugte Marinehjemmeværnet weekenden på at opfylde med en omfangsrig landsøvelse ved Struer, hvor mange forskellige militære opgaver blev trænet.

04-06-2018

Af: Nicoline Viola Hoeg
Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset 
 
I den netop overståede weekend fik knap 330 hjemmeværnssoldater på tværs af geografi og værn mulighed for at arbejde tæt sammen på Marinehjemmeværnets Landsøvelse 2018. 
 
I sommervarmen møder HJV.DK dæksgast Jens Haaning, der sidder på et vuggende hjemmeværnsskib i Struer Havn. Bag ham ligger de resterende ni skibe, der foruden de orange gummibåde og de øvrige deltagere var i aktion hele weekenden.
 
Efter startskuddet lørdag brugte Jens Haaning 15 timer på intensiv træning i operative opgaver som eskorte, skydning, førstehjælp og almindelige sømilitære færdigheder. På øvelsesscenariet blev et transportskib udsat for trusler ved Oddesundbroen – herefter var det blandt andet Marinehjemmeværnets opgave at eskortere skibet i havn og lægge sig mellem skibet og fjenden. 
 
 
Gummibåde fra Marinehjemmeværnet lå ige i hælene på transportskibet, som de skulle beskytte under øvelsen.
 
"Vi skal vide præcis, hvad vi skal gøre, når vi bliver kaldt ud, så vi er klar. Derfor er det vigtigt at have trænet så meget, at man har det siddende på rygraden, hvis nødsituationen skulle opstå,” siger Jens Haaning.
 
Kommandør Henrik Holck Rasmussen, der er chef for Marinehjemmeværnet uddyber: ”Trusselssituationen har jo ændret sig inden for de seneste fem-ti år. Så det forbereder vi os på.”
Undervejs fik øvelsen besøg af kommitteret Søren Espersen, som overværede den konkrete militære træning, og Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj, der var glad for, at byen kunne danne ramme for så stor en øvelse.
 
 
Kommitteret Søren Espersen til højre sammen med øvelsesleder Henning Damholt Kristensen. 
 
Øvede også våbenbetjening
Øvelsesleder Henning Damholt Kristensen håber, de mange deltagere på øvelsen vendte glade tilbage, men forhåbentligt også trætte. For deltagerne kom virkelig på prøve.
 
”Vi har også øvet med våben på skibene, hvilket er vigtigt i forhold til de nye opgaver vedrørende værtsnationsstøtte, som forsvarsforliget lægger op til. Derfor er det vigtigt, vi alle sammen får trænet sammen i en større skala, så vi står stærkere som en samlet enhed i Marinehjemmeværnet,” understreger Henning Damholt Kristensen. 
 
Samarbejde på tværs
Hjemmeværnssoldaterne var både geografisk og værnmæssigt bredt fordelt under øvelsen. Så selvom det maritime var i fokus, var flere andre dele af Hjemmeværnet også mødt op. Det kunne Christoffer Frimor sagtens mærke. Han er en del af Marinehjemmeværnets Maritime Force Protection og nød at få lov at samarbejde med andre hjemmeværnssoldater.
 
”En øvelse som denne styrker virkelig sammenholdet. Både med Hærhjemmeværnet, marinerne og MFP’erne som jeg selv. Vi har fået uvurderlig træning, mærket fællesskabet og har lært hinanden bedre at kende på tværs af enhederne. Det er et kæmpe plus og styrker korpsånden,” mener Christoffer Jepsen.
 
Se eller læs mere om Marinehjemmeværnets Landsøvelse 2018:
 
 
 

 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring