Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Chefen for det svenske hjemmeværn, generalmajojr Stefan Sandborg, (nr. to fra højre), var blandt andet ude og se en hjemmeværnsøvelse, som han fik en gennemgang af på kommandostationen. I midten ses også Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly.     

Svensk hjemmeværnschef på dansk visit

Chefen for det svenske hjemmeværn, generalmajor Stefan Sandborg, fik set alle dele af Hjemmeværnet, da han sammen med en mindre delegation for nylig var på sit første besøg hos Hjemmeværnet.

08-03-2019


Af Charlotte Baun Senholt

I St. Merløse i Nordvestsjælland fik Stefan Sandborg og delegationen lejlighed til at følge de frivillige hjemmeværnssoldater fra Hærhjemmeværnet på en PRIK-øvelse under Landsdelsregion Øst.

Herefter gik turen til Roskilde, hvor Stefan Sandborg på Flyvestation Skalstrup fik en orientering om Flyverhjemmeværnets kapaciteter og også så et af Hjemmeværnets Defenderfly, som er på fast beredskab og blandt andet kan indsættes ved eftersøgninger.

Besøget ved de danske hjemmeværnsenheder sluttede i Kalundborg, hvor Stefan Sandborg og delegationen var ude og sejle med Marinehjemmeværnet i Kalundborg Fjord. Fra fartøjet Holger Danske så de blandt andet, hvordan den frivillige besætning udlagde en flydespærring, som kan bruges eksempelvis i tilfælde af en olieforurening.

Også to Maritime Force Protection-enheder med gummibåde var til stede og demonstrerede deres evner til at bevogte i et havneområde.  Så det var alle dele af Hjemmeværnets kapaciteter, som blev vist frem for den svenske hjemmeværnschef.

 

 

Stefan Sandborg ses her på broen på marinehjemmeværnsfartøjet Holger Danske i Kalundborg Fjord. 

”De frivilliges indsats under hele besøget var helt afgørende for at give Stefan Sandborg og hans delegation et solidt indtryk af Hjemmeværnet som helhed og de frivillige hjemmeværnssoldaters kompetencer. Så jeg er meget tilfreds,” understreger Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly.

Besøget dannede samtidig ramme for drøftelser mellem de to chefkolleger. ”Det svenske hjemmeværn er en af vores tætteste samarbejdspartnere, og vi fik mulighed for at drøfte vores fremtidige samarbejde, og hvordan vi kan støtte hinanden,” siger Jens Garly.

Generalmajor Stefan Sandborg har stået i spidsen for det svenske hjemmeværn siden 1. september 2018.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224