Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Casper og Gorm med Comnanders Coin, som de fik som en anerkendelse for deres livreddende førstehjælpsindsats. 

Udsendte reserveofficerer rekrutteret af HJV redder albansk officers liv

Det var en sand heltedåd, da de to udsendte danskere Casper Resenbro og Gorm Grønborg-Forsingdal for nylig reddede en albansk officers liv i Kabul på grund af deres hurtige og super kompetente førstehjælpsindsats.

17-10-2018

AF Charlotte Baun Senholt

I en meget kritisk situation viste de to reserveofficerer, der indgår som en del af Hjemmeværnets bidrag til NATO-missionen ”Resolute Support Mission” i Afghanistan, at de kunne give akut livreddende hjertemassage til albaneren - og dermed yde en professionel førstehjælpsindsats af høj karat. 

Indsatsen skete efter, at den albanske officer under et indendørs fodboldspil faldt og slog sit hoved så voldsomt, at han mistede bevidstheden.

"Situationens alvor gik meget hurtigt op for os. Han  trak vejret med stort besvær og fik kort efter hjertestop," fortæller Casper Resenbro.

Så de to reserveofficerer gik straks igang med at give albaneren akut hjertemassage og kunstigt åndedræt. Efter adskillige minutters indsats begyndte albaneren heldigvis at trække vejret igen og hans hjerte begyndte at slå. Han fik senere lægehjælp og har det godt i dag. 

Heltedåden har høstet kæmpe ros på missionen. ”De to officerers indsats er bemærkelsesværdig. Uden deres indsats havde albaneren ikke overlevet. Det er en stor cadeau til dansk forsvar og til Danmark,” lyder det i en takkemail til Hjemmeværnet. 

Casper Resenbro og Gorm Grønborg-Forsingdal har hel fortjent modtaget anerkendelse for indsatsen i form af Commanders Coin fra en højtstående officer på missionen. De har også fået et personligt takkebrev fra Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly. 

”Vi er stolte over, at repræsentere Hjemmeværnet i Resolute Support Mission. Igennem vores virke i missionen, hvor vi kombinerer vores militære og civile kompetencer, er vi med til at gøre en markant forskel for de afghanske sikkerhedsstyrker,” anfører Casper Resenbro og Gorm Grønborg-Forsingdal.

 
Fakta: Hvad er Resolute Support Mission?

Fra starten af 2015 har Forsvaret bidraget til "Resolute Support Mission" i Afghanistan. Det danske styrkebidrag omfatter omkring 150 soldater. 

Missionen har til formål at styrke afghanernes evne til at varetage deres egen sikkerhed og fokuserer på træning, rådgivning og støtte til nationale institutioner, herunder de afghanske nationale sikkerhedsstyrker. Det danske bidrag til Resolute Supports hovedkvarter er på 15 medarbejdere, hvoraf Hjemmeværnet støtter med fire medarbejdere.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring