Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Forsvarets svømemærkeprøver gennemføres dels i kampuniform dels i badetøj. Foto: Heidi P. Villumsen 

Uniformer i svømmebassin

Et tilbud om kampsvømning til soldaterne i Hjemmeværnets nordjyske underafdelinger har vakt interesse også uden for egne rækker. Soldater fra Trænregimentet i Aalborg er også hoppet i bassinet.

22-01-2020

Af Charlotte Baun Senholt og Heidi P. Villumsen 

Frivillige soldater fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjyllands underafdelinger har siden september 2019 prøvet kræfter med kampsvømning og Forsvarets svømmemærkeprøver i henholdsvis bronze, sølv og guld, hvor dele af prøverne foregår i uniform.

 
​​
Tilbuddet om kampsvømningen foregår i to svømmehaller i Hjallerup og Pandrup i Nordjylland og er gået over al forventning. Begge steder har træningen været godt besøgt, og tilbuddet har ovenikøbet vakt genlyd også uden for egne rækker, fortæller kompagnichef Allan Gøttrup fra Hjemmeværnskompagni Jyske Ås. Sammen med instruktør Morten Larsen, der er næstkommanderende i Hjemmeværnskompagni Børglum Hvetbo, er han ansvarlig for aktiviteten.

 
”Et halvt hundrede hjemmeværnssoldater fra ti underafdelinger i Nordjylland har takket ja til tilbuddet. Desuden har soldater fra to kompagnier fra Trænregimentet i Aalborg også deltaget i svømmetræningen, som Morten står for. Senest har soldater fra Marinehjemmeværnet også vist interesse. Så vi er meget tilfredse med opbakningen,” siger Allan Gøttrup.

 
Næsten 70 mærker uddelt 
Foreløbig er der uddelt 42 bronzemærker, 23 sølvmærker og fire guldmærker til soldatersvømmerne. Guldmærket er det mest krævende og forudsætter en del forudgående træning. Tilbuddet om kampsvømning foregår et stykke tid endnu hver onsdag og fortsætter februar måned med. 

 

Førstehjælp indgår også i soldaternes træning i svømmehallen. Til højre ses instruktør Morten Larsen. Foto: Heidi P. Villumsen 

 
”Ud over de mærker, som soldatersvømmerne har erhvervet og som kan sys på uniformen, så får de jo også styrket deres fysiske form, så de er endnu mere skarpe også i deres militære træning,” siger Allan Gøttrup.

 
Som en ekstra appelsin i turbanen har aktiviteten medført, at en ung pige nu er på vej ind i Jyske Ås-kompagniet. Hun blev inspireret til at søge om medlemskab i kompagniet, da hun så soldaterne træne i svømmehallen.
”Man kan ikke sige andet end, at aktiviteten har været en gevinst for os og har skabt god synlighed,” siger Allan Gøttrup.

 
Fakta om Forsvarets mærkeprøver i kampsvømning
Forsvarets mærkeprøver i kampsvømning er en duelighedsprøve i praktisk svømning for soldater. 
Prøverne indeholder en række grundlæggende øvelser og afholdes i en svømmehal. Prøverne gennemføres dels i kampuniform dels i badetøj, men kræver ikke specielt kampsvømmerudstyr som tørdragt eller svømmefinner.

 



 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring