Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Det er blevet bemærket, at de frivillige soldater så hurtigt rykkede ud til opgaver under coronakrisen. På billedet er soldaterne i aktion på Svendborg Sygehus. Foto: Simon Nørlev/Skovdal Nordic   

Værdsat indsats under coronakrisen

Lige meget hvilken opgave Hjemmeværnet fik under coronakrisen, så har de frivillige soldater været klar til at stille op. Soldaternes hurtige reaktion har virkelig været værdsat blandt samarbejdspartnerne i både Forsvaret, Politiet og sundhedsvæsenet.

10-06-2020


Af Charlotte Baun Senholt


Både i Forsvaret, Politiet og i sundhedsvæsenet har Hjemmeværnet høstet stor anerkendelse for sin beredvillighed og hurtige evne til at stille med de nødvendige ressourcer under coronakrisen.

Krisen har budt på helt nye opgaver for Hjemmeværnet. Det gælder ikke mindst indsættelsen i det nationale myndighedsfælles callcenter i Jonstruplejren, som har været en kæmpe opgave og meget anderledes i forhold til, hvad Hjemmeværnet er vant. Her har frivillige soldater fra første færd været med til at besvare opkald fra borgerne på Corona-Hotlinen, som stadig er åben.

 

Politikommissær Thomas Hinge fra Rigspolitiet. Foto: Charlotte Baun Senholt

Politikommissær Thomas Hinge fra Rigspolitiet står i spidsen for callcentret. Om samarbejdet med Hjemmeværnet siger han:

”Det har fungeret rigtig godt. Ikke kun i etableringsfasen, men i høj grad også i den daglige drift. Hjemmeværnet har i forbindelse med eskaleringen af opkald været omstillingsparate og har ydet den ressourcemæssige støtte, som har været helt afgørende for, at det fælles myndighedscenter har kunnet besvare den store mængde af opkald, som der har været i perioden. Medarbejderne fra blandt andet Hjemmeværnet har været yderst kompetente i udførelsen af arbejdet i centret.”

Callcentrets operatører har i gennemsnit besvaret mellem 3.000-14.000 opkald i døgnet. Mest pres var der i midten af marts. 

Hurtig reaktion

Oberst Jens Lønborg, der er chef for Operationer i Forsvarskommandoen i Karup, har været ansvarlig for koordineringen af de nationale indsættelser under coronakrisen.

”Vi har altid haft et særdeles godt samarbejdet med Hjemmeværnet. Men i de hektiske uger i marts og april har det været næsten mere end særdeles godt. Jeg synes, det er værd at fremhæve Hjemmeværnets evne til at reagere hurtigt - inden vi har kunnet nå at tælle til tre, så er der vokset en hjemmeværnsmand eller kvinde op af jorden, som har været klar til at løse opgaven. Det har virkelig været værdsat,” siger oberst Jens Lønborg.

Koordineringen af indsættelserne under coronakrisen er sket i tæt samarbejde med Hjemmeværnets myndigheder, Forsvarskommandoen, Rigspolitiet og Den Nationale Operative Stab også kaldet NOST’en, hvor Hjemmeværnet har været repræsenteret med en forbindelsesofficer fra start af. 

Uundværlig støtte

Hjemmeværnet har også høstet stor ros fra et af de syv sygehuse, hvor frivillige soldater under coronakrisen har hjulpet til med at anvise patienter til podestationer. Det gælder eksempelvis Kolding Sygehus, hvor sundhedspersonale fik udfordringer, da sygehuset blev løbet over ende af henviste borgere, der skulle testes i opsatte telte.

 

Det var helt nødvendigt for Kolding Sygehus at få assistance fra Hjemmeværnet. Foto: Simon Nørlev/Skovdal Nordic

”Vi var nødt til at have nogen til at hjælpe os med at holde styr på alle bilerne. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have løst opgaven, hvis ikke Hjemmeværnet var trådt til med så kort varsel,” siger overlæge på akut- og medicinsk afdeling Poul Henning Madsen, der har stor respekt for Hjemmeværnets professionalisme og måden, hvorpå alt lynhurtigt blev sat i system.

De frivillige soldater var også klar til at yde mere end det vanlige, og netop denne samarbejdsvilje i opgaveløsning har været værdsat.

”De påtog sig at udlevere masker til patienterne for at få det hele til at glide hurtigere. Det er formentlig lidt uden for deres komfortzone, men det til trods har der ikke været det mindste brok. Desuden har de på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved at stå helt fremme i forhold til coronasmittede. Det spiller bare, når Hjemmeværnet er her,” siger overlæge Poul Henning Madsen.

Militær grunduddannelse er fundamentet

Alle soldater i Hjemmeværnet har gennemgået en militær grunduddannelse og er i stand til at løse en lang række opgaver.

”Vores generelle militære kommandostruktur, landsdækkende tilstedeværelse og de frivilliges uddannelses- og træningsniveau har gjort det muligt at samle de nødvendige ressourcer også under coronakrisen. Med de frivillige soldaters udtalte engagement til at stille op, har vi kunnet få opgaverne organiseret og løst i en ad-hoc-struktur. Også selv om typen af flere opgaver var helt nye. Det er godt gået,” siger oberstløjtnant Paul Gordon Nielsen, der er chef for Hjemmeværnskommandoens Operationsafdeling og har haft ansvaret for koordineringen af Hjemmeværnets nationale operative indsættelser under coronakrisen.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring