Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Med våben i hånd


Uden efterårsmanøvre – intet Hjemmeværn! Således også anno 2019. Flyverhjemmeværnet iværksætter storstilet Cimbrer-manøvre på Flyvestation Aalborg med deltagelse af flere hundrede soldater, også jeres lokale eskadrille 275 Djursland.

19-10-2019

​Af rekrutteringsspecialist Kirsten Jul

De store efterårsmanøvrer har været kendetegnende for Hjemmeværnet igennem tiderne. Øvelser, der bringer sved på panden hos deltagerne og smil på læben hos gamle soldater, der husker egne øvelser, som var det i går. Hvert år er disse store øvelser da også på ønskesedlen hos de fleste hjemmeværnssoldater. Sådanne øvelser, der giver godt sammenhold, får udstyret frem af depoterne, flere bolde i luften og frem for alt god træning. På Flyvestation Aalborg foregår i alt 3 øvelser af denne slags i kommende weekend 25-27 oktober.

 

Cimbrer certificering. Det forholder sig således, at Flyverhjemmeværnet hvert år skal kunne stille med et givent antal soldater, der er certificeret til Hjemmeværnets Beredskabsstyrke. Kravene til certificering til er fx: Gå 3000m, løbe 50m med udrustning. Knæle, lægge og rejse sig med udrustning. Gennemført LPU-1-4, altså hele den lovpligtige uddannelse. Have gyldig førstehjælpskvalifikation. Have gennemført de nødvendige skydninger og for en fører gælder det, at han skal være færdiguddannet. Dette kun et udpluk af de samlede krav til en certificeret hjemmeværnssoldat. Til certificering i Aalborg er der 56 tilmeldte.

Det er ikke nødvendigvis de samme soldater, der certificeres hvert år. Enkelte kan jo være på uddannelsesorlov, på arbejde i udlandet, eller være forhindret i certificering af andre årsager. Derfor tilbydes hvert år løbende certificeringsøvelser, så der er god mulighed for at uddanne sig.

 

Cimbrer Lille øvelse skal træne Flyverhjemmeværnets soldater i indsættelse på Flyvestation Aalborg i operativt område jævnfør de foreliggende objektplaner. Samtidig repeteres den lovpligtige uddannelse.

Således trænes delinger og grupper i bevogtning, som sker i rammen af eskadrillernes objekter på Flyvestation Aalborg. Under øvelsen afprøves logistik, administration, bevogtningsfærdigheder, delingsstader, radiokommunikation mmm. Der er 86 tilmeldte til denne øvelse.

 

Cimbrer momentstyrke og indspil. Ingen manøvre uden hjælpere. Således består tredje Cimbrer øvelse i at stille hjælpere og ledere til træning og uddannelse af det personel, der har Flyvestation Aalborg som deres arbejdsområde, altså deltagerne i de første to øvelser.

Øvelsesansvarlig oversergent Jan Kaj Larsen giver ikke på forhånd ved dørene angående indhold i momenterne. Det ville jo svare til at udlevere eksamensopgaverne før eksamen. Men nogle instrukser har han forberedt deltagerne på: "Fantasi, gå-på-mod, tålmodighed samt overbærenhed. Ifør jer uniform og evt. civilt tøj, som kan tåle hårdhændede aktiviteter". Så er det sagt!

Det bør her nævnes, at forgangne års øvelser har budt på ihærdige demonstranter, bilbrand, hjertestop, berusede gæster, indtrængen på forbudt område og såmænd familiedag på Flyvestationen oveni. Indspillerne er vant til at yde godt skuespil og glæder sig hvert år til øvelsen. Mon ikke den store efterårsmanøvre hos Flyverhjemmeværnet bliver en gedigen succes igen i år.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring