Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Flyverhjemmeværnet bliver 75 år i 2009

Af Bent Aalbæk-Nielsen , 18 NOV 09
Fra frivillig luftmeldertjeneste til flyverhjemmeværn.
Læs den spændende artikel der gennemgår 'luftmeldernes' historie i lyset af nationale og globale begivenheder.


Luftmeldepost Struer 1955.  

    Det var den legendariske statsminister Thorvald Stauning, der for 75 år siden – nærmere betegnet den 30. november 1934 – satte sin underskrift på fødselsattesten for det, der dengang hed Den frivillige Luftmeldetjeneste, senere Luftmeldekorpset og i dag Flyverhjemmeværnet.
Og selv om Den frivillige Luftmeldetjeneste dengang var organiseret som en civil forening – hvad der jo var helt naturligt her i det land, der ofte betegnes som foreningernes hjemland – så var det nu alligevel ikke nogen helt almindelig forening, der med statsministerens underskrift blev en realitet efter et forarbejde, der havde været i gang gennem nogle år. Den havde nemlig et noget specielt formål.
     
    Baggrunden for ønsket om at oprette en luftmeldetjeneste skal findes i den militære udvikling under og efter den første verdenskrig. Det var specielt to nye våbentyper, man var opmærksomme på: flyvemaskinen og giftgassen, og ikke mindst på de muligheder, der lå i at kombinere disse to våbentyper, og som man tidligt så som den største trussel mod såvel militære styrker som mod det civile samfund i en eventuelt kommende krig.
     
    Forskellige forhold og begivenheder i verden omkring os i disse år var medvirkende til at skærpe opmærksomheden omkring den nye trussel. I 1919 lykkedes det således for to officerer fra Royal Air Force at foretage en nonstop flyvning over Atlanterhavet i et Vickers Vimy bombefly. Dermed var det vist, at bombefly nu havde den rækkevidde, der for alvor gjorde dem til en trussel næsten hvor som helst. I praksis så man dette i årene 1923-1925, da det var fly fra Royal Air Force, som var den helt afgørende faktor i nedkæmpelsen af oprørske stammer både i Nordvestindien og i Mesopotanien – det land, der i dag er kendt som Irak.
     
    Og da den unge sovjetrepublik i 1927 begyndte at opstille en flystyrke med bl.a. flere end 800 langrækkende tremotorede Tupolev bombefly, forstod man for alvor nødvendigheden af at få etableret en effektiv beskyttelse mod angreb fra luften.   Derfor sendte det danske krigsministerium i 1930 premierløjtnant S.A. Andersen fra Kystartilleriet på en seks ugers tjenesterejse til England for at studere det nyligt oprettede engelske luftværnsartilleri. Det var ham, der få år senere som kaptajn kom til at forestå opbygningen af Den frivillige Luftmeldetjeneste.
     
    En af de erfaringer, som han bragte med sig hjem fra England, var nødvendigheden af, at der blev etableret en meldetjeneste, som dels kunne varsle luftværnsartilleriet om indkommende fjendtlige fly, men dels også kunne give grundlag for en varsling af civilbefolkningen. I hæren havde man allerede gennem mange år haft gode erfaringer med et samarbejde med frivillige korps, og derfor var det en nærliggende tanke at søge oprettet et tilsvarende korps, der kunne varetage denne luftmeldetjeneste.   Allerede i 1933 var de første elementer af et sådant korps blevet etableret; men på det tidspunkt var det med værnepligtigt personel fra Artilleriet, og den 7. september dette år afholdtes den første egentlige luftmeldeøvelse herhjemme. Det foregik i området omkring Holbæk , og der indgik 12 luftmeldeposter, som afgav deres meldinger om observerede fly til   en luftmeldecentral, som var oprettet til lejligheden i Holbæk. Derfra blev meldingerne videregivet til en interimistisk luftværnscentral, som var blevet etableret i København.
     
    Erfaringerne fra denne øvelse var så positive, at det blev pålagt Kommandanten i København at forestå det praktiske arbejde med opbygning af en landsdækkende organisation, som med et frivilligt personel kunne tage sig af en egentlig luftmeldetjeneste. Og i november 1934 var man så langt med forarbejdet, at statsministeren som nævnt kunne sætte sin underskrift på loven om Den frivillige Luftmeldetjeneste.  


Statsminister Thorvald Staunning der i 1934 underskrev luftmeldertjenestens fødselsattest.  
 
Luftmeldepost 1938.  
Besættelsesårene  
    Ved indgangen til året 1940 var hele landet dækket af et tæt net af luftmeldeposter, hvorfra meldingerne gik til luftmeldecentraler og derfra videre til de militære og civile myndigheder. Hele denne organisation var trænet gennem instruktioner for de enkelte poster og gennem øvelser med deltagelse af Forsvarets fly. Alt fungerede, som man kunne ønske det.
     
    Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var tjenesten klar til at træde i funktion, men den blev aldrig aktiveret. Det var en meget stor skuffelse for alle medlemmer, og den 18. april opsøgte foreningens landsformand F.C.R. greve Scheel den daværende forsvarsminister Alsing Andersen for at få en forklaring på den manglende aktivering.   I et brev om dette besøg, som landsformanden samme dag sendte til alle ledere og bestyrelsesmedlemmer i foreningen Den frivillige Luftmeldetjeneste, skriver han afslutningsvis: ”Ministeren udtalte, at han på nuværende Tidspunkt ikke er i Stand til at give nogen Forklaring herpaa”.
      Det kan tilføjes, at der heller ikke senere har kunnet findes nogen forklaring – end ikke i de undersøgelser, som er foretaget efter besættelsen.
     
    Få dage efter besættelsen fik Kommandanten i København af Generalkommandoen overdraget opgaven at føre forhandlinger med den tyske værnemagt om bl.a. luftmeldetjenestens fremtidige virke.   Derefter kunne der den 1. juni 1940 sendes følgende meddelelse til de respektive danske militære myndigheder:
     ”Den danske Luftmeldetjeneste   vil – indtil videre – ikke blive etableret, men Foreningen ”Den frivillige Luftmeldetjeneste” består fremdeles og skal være beredt til, hvis Situationen ændres,   med kort Varsel at kunne træde i Funktion, men kun efter særlig ordre ”.

     Denne meddelelse blev fulgt op af en appel til alle foreningens medlemmer fra dens hovedbestyrelse og ledelse om ”fortsat at slutte op om Foreningen til Gavn for vort Land og vort Folk”. Der blev da også i tiden frem til den 29. august 1943, da det endelige brud mellem de danske og de tyske militære myndigheder blev en realitet, holdt talrige møder med det frivillige personel rundt over hele landet, og tjenestens to faste officerer, kaptajnerne E.J. Joest og L. Sabroe, var i disse år stadig på farten for at komme rundt til flest muligt af de mange lokale møder.
     
    En vigtig begivenhed for foreningen fandt sted på Kong Christian X’s 70 års fødselsdag den 26. september 1940, da foreningen fik sin første fane. Den bar kongens monogram på fanedug og topstykke, og den blev indviet ved en improviseret højtidelighed På Tøjhusmuseet i København. I sin tale ved den lejlighed sagde kaptajn Joest bl.a.:
     ”Måtte denne nye danske fane komme til at vaje over et frit folk, der ikke vil imødese sin skæbne med korslagte arme”.
     
    Og det var da absolut heller ikke de korslagte armes holdning, der prægede foreningen, indtil også den måtte indstille de egentlige aktiviteter med operativt sigte. Møder med instruktioner og improviserede øvelser fandt fortsat sted, og den egentlige organisation af foreningen blev opretholdt, således at kaptajn Joest i 1942 kunne afgive melding om, at Luftmeldetjenesten under en eventuel allieret invasion kunne træde i funktion, og at dette kunne ske med ”fra få timers til dags varsel”.
     
    Også tilgangen af nye medlemmer fortsatte. Bl.a. meldte mange af spejderbevægelsernes voksne ledere sig til tjeneste, og pr. 29. aug. 1943 var medlemstallet oppe på 6.758. Efter den dato gik mange af medlemmerne over i en aktiv indsats i modstandsbevægelsen.


Befalingsmænd fra flyverhjemmeværnet uddannet på Slipshavn i 1953.  
 
Luftmeldeposter på Fyn og øerne efter reorganiseringen i 1952.  
Koldkrigs-årene  
    Efter befrielsen den 4. maj 1945 forventede alle i Luftmeldetjenesten, at nu skulle tjenesten i gang igen. Men der kom til at gå meget lang tid – flere år – inden der for alvor skete noget.
     Allerede fra foreningens første hovedbestyrelsesmøde efter befrielsen den 27. juni 1945 var det ellers meldt klart ud, at ”vi har rammerne – og vil let kunne udfylde dem, når nye retningslinier kommer. Hvor længe må vi vente?”
     
    Blandt medlemmerne over hele landet bredte pessimismen sig, og mange meldte sig ud for at indgå i de hjemmeværnsforeninger, som blev oprettet netop i disse år. Men fra ledelsens side opfordrede man igen og igen til besindelse og tålmodighed, og Kommandanten i København gav udtryk for, at det var vigtigt, at Den frivillige Luftmeldetjeneste blev bevaret intakt. Men det var en opgave, der blev vanskeligere og vanskeligere. Et øget kendskab til en af anden verdenskrigs teknologiske nyskabelser, radaren, gjorde det ikke lettere. Mange mente, at dette overvågningssystem helt ville overflødiggøre en visuel overvågning af luftrummet.
     
    Det var først den 28. april 1948, at Krigsministeriet bestemte, at Den frivillige Luftmeldetjeneste skulle søges reetableret. Det skete under indtryk af den kraftigt øgede politiske spænding i Europa, og i en skrivelse til Generalkommandoen anførte ministeriet bl.a.:
     ”Det vil tage tid, før et radarnet vil kunne være etableret. Radar er sårbar og kan ikke se alt. Der vil derfor også fremover være behov for en visuel observationstjeneste”.
     
    Snart var man da også i gang med at genetablere centraler, poster og telefonforbindelser, og den 3. oktober 1949 kunne Generalkommandoen meddele, at Hærens Flyvertropper havde overtaget den reetablerede luftmeldetjeneste på Sjælland med omliggende øer samt i Jylland og på Fyn. Få dage efter – den 9. oktober – kunne man så gennemføre den første luftmeldeøvelse med fly efter krigen. Samtlige luftmeldeposter og centraler i Nord-, Øst- og Sydsjælland samt på Møn deltog med i alt 1.400 frivillige.
    
    En af de væsentlige ændringer i forbindelse med genetableringen af luftmeldetjenesten var, at antallet af luftmeldeposter blev reduceret fra ca. 700 til ca. 400. Men en effektivisering af selve meldesystemet blev opnået ved at samle tre-fire poster i en såkaldt klase, som blev koblet på en fælles direkte telefonlinje ind til centralen.   Der skulle altså ikke længere kaldes op over den lokale telefoncentral.
     Som noget nyt efter krigen kunne der nu også optages kvinder i luftmeldetjenesten, og specielt på luftmeldecentralerne regnede man med, 60-80% af personelstyrken skulle være kvinder.     


Plottebord ved lavvarslingscentralen i Odense.  
 
    I forbindelse med hærens vintermanøvre på Fyn i 1950 blev der søndag den 26. februar afholdt en luftmeldeøvelse, hvor to nyheder blev præsenteret. Den ene var, at der for første gang i Danmark blev anvendt et plottebord i kommandocentralen. Den anden var Flyvertroppernes Meteor jetjagere, og efter øvelsen udtalte kaptajn S.A. Schack.:   ”Disse nye flys kolossale hastighed lærte os, at vore meldinger skal afgives hurtigt og sikkert”. Gennemsnitstiden for en melding fra post til hovedcentral var under øvelsen på 1 minut.
     
    I april 1950 begyndte medlemsbladet ”Den frivillige Luftmeldetjeneste” en serie med instruktion i flykending, og fra da af blev netop flykendingen en af de vigtigste discipliner på luftmeldeposternes instruktionsaftener. I de første mange år var det Søværnets Fjernkendingsskole, der stillede instruktionsmateriale til rådighed, men senere overtog folk fra Luftmeldekorpset selv en væsentlig del af arbejdet med at fremstille det relevante og efterhånden mere og mere avancerede materiale – til sidst bl.a. på cd-rom.

     Den 20. december 1950 – kort tid efter at flyvevåbnet var blevet oprettet som selvstændigt værn – blev luftmeldetjenesten, som siden oprettelsen i 1934 havde henhørt under Generalkommandoen – overført til flyvevåbnet, og i medlemsbladet for december bød chefen for flyvevåbnet, generalløjtnant C. Førslev, velkommen til denne nye enhed under flyvevåbnet, og han udtalte i den forbindelse bl.a.: ”Luftmeldetjenesten er nødvendig; den er mere end en reserve for radarnettet; den er et udmærket supplement”.

      I 1949 var de tidligere nævnte hjemmeværnsforeninger indgået i et statsligt hjemmeværn, og i den forbindelse var der ønsker om at få oprettet et ”enhedshjemmeværn” med det, der nu fik betegnelsen Luftmeldekorpset, placeret under de eksisterende hærhjemmeværnsdistrikter. Det kunne hovedbestyrelsen ikke acceptere, for det ville betyde en opsplitning af korpsets medlemmer. Det førte til en række forhandlinger, som til tider var meget følelsesladede, og hvor en trussel om, at hovedbestyrelsen for Den frivillige Luftmeldetjeneste ville træde tilbage, og at der ville ske en kollektiv udmeldelse af foreningens 8.000 medlemmer, blev nævnt som en mulighed. Løsningen kom fra flyvevåbnet med et kompromisforslag, hvorefter det kommende Luftmeldekorps skulle placeres operativt under flyvevåbnet som en del af Flyvevåbnets Kontrol- og Varslingstjeneste, men administreres af hjemmeværnet, således at det indgik som en hjemmeværnsregion i det nye Flyverhjemmeværn. I denne ordning indgik også, at Luftmeldekorpsets medlemmer blev iklædt flyvevåbnets blå uniform, og at personellet ville blive bevæbnet til selvforsvar.

     Som årene gik, blev en del flere opgaver helt naturligt lagt over til Luftmeldekorpset. Det gjaldt således afgivelse af ABC-meldinger – altså meldinger om observerede atomeksplosioner samt om anvendelse af biologiske og kemiske kampstoffer. Til det formål fik posterne udstyr til måling af radioaktivitet og til registrering af biologiske og kemiske kampstoffer.   Posternes placering på gode udsigtspunkter i terrænet bød på mulighed for at observere eventuel landmilitær aktivitet, som skulle meldes til luftmeldecentralerne gennem særmeldinger. Senere fik man radioudstyr, så meldingerne også kunne sendes direkte til hærhjemmeværnets kommandostationer.   Også vejrmeldinger blev en del af opgaverne, og endelig fik udvalgte poster nær kysterne til opgave at melde om maritim aktivitet.

     Fra luftmeldecentralerne (senere benævnt lavvarslingscentraler - LAVAC) gik der meldinger om al fjendtlig og ukendt luftaktivitet til flyvevåbnets operationscentraler, hvor der ved siden af det store GSM (General Situation Map), hvor radarstationernes observationer blev plottet ud, var et mindre plottebord, kaldet Rats Table, hvor ”rotterne”, d.v.s de lavtflyvende fjendtlige fly, som kun Luftmeldekorpset kunne se, blev markeret.   Senere, da al registrering af luftaktiviteten over Danmark blev foretaget på computere, blev denne rapportering fra LAVAC’erne foretaget ad elektronisk vej, først ved hjælp af et system kaldet LOLA (Low Level Air Situation) og senere med det langt mere avancerede VERDI (Visual Enhanced RAP (Recognized Air Pictural Display)). Særligt effektive for flyvevåbnet blev LAVAC’ernes billede af situationen i luften, da man placerede såkaldte broadcastcontrollere i centralerne med direkte radioforbindelse til piloterne i egne jagerfly. Så kunne man helt uden forsinkelse orientere om fjendtlige fly, deres type og position til jagerpiloterne, som dermed fik de bedst tænkelige forudsætninger for effektive angreb mod de fjendtlige fly.

     Men der var også andre, som med stort udbytte kunne trække på informationerne i LAVAC. Derfor var der repræsentanter for civilforsvaret, som i givet fald kunne varsle civilbefolkningen, og der var folk fra det jordbaserede luftforsvar, i de senere år specielt HAWK-raketterne, som via direkte forbindelse til egne enheder kunne varsle dem om fjendtlige anflyvninger. Endelig gik der meldinger til hærens enheder i området.
     Men i 2004 havde udviklingen definitivt overhalet Luftmeldekorpset. Det var blevet overflødigt. Den kolde Krig var afsluttet med Warszawapagtens opløsning, og dermed var den fare fra øst, som siden slutningen af 40’erne havde været den vigtigste begrundelse for at have et Luftmeldekorps, forsvundet. Dertil kommer, at den teknologiske udvikling havde gjort korpset helt overflødigt. Det måtte nedlægges, og det skete i 2004, men for en stor del af dets medlemmer var det en naturlig sag at flytte over i andre dele af flyverhjemmeværnet.

     I forbindelse med nedlæggelsen blev der af Inspektøren for Flyverhjemmeværnet udsendt et hæfte til alle Luftmeldekorpsets medlemmer under titlen ”I gjorde en forskel”. Heri skrev den daværende chef for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor L. Simonsen, bl.a.:
    ”Det er måske ikke så god tone mere at omtale det som en sejr, da Den kolde Krig blev afsluttet. Det vil jeg dog tillade mig i denne anledning, hvor vi udgiver et hæfte om en af de sejrende organisationer – og som vi netop har nedlagt, fordi den var sejrherre i den lange seje krig, som vi kalder Den Kolde.
     Der er et vemodigt udtryk i det danske sprog, som hedder: ”Moderen har gjort sin pligt, moderen kan gå”. Det er netop det, der er sket: Luftmeldekorpset har gjort sin pligt, korpset har fuldendt opgaven, og det kan gå”.

Kilder:
W. Görnandt: Luftmeldetjeneste i 40 år
Poul Steen Jensen og J. Clausen: Den frivillige Luftmeldetjeneste gennem 60 år
Inspektøren for Flyverhjemmeværnet: I gjorde en forskel  
 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224