Avisannoncen sprang mig i øjnene. Naturligvis, det var jo det, jeg skulle!
Det var med en vis undren mine forældre modtog min melding, om at jeg, en gymnasiepige på 17½, skulle på årets Lottegrundskole i Bornholms Hjemmeværn.
Tiden i sluttresserne var til ”peace,” folkemusik og fodformede sko, men jeg var også barn af en gennem generationer historiebevidst familie, Far havde været med i Modstandsbevægelsen, var nu delingsfører i Rønne-kompagniet, Mor var regnskabsfører ved Hjemmeværnet – og ikke mindst - så blev vi bornholmere tit og ofte mindet om Den kolde Krig tæt omkring øen.
Mine forældre var overbeviste om, at jeg hjemmefra måtte være helt fyldt op med krig, russerbesættelse, ”historien gentager sig” og Hjemmeværn. Det var jeg muligvis også, men i mit inderste var jeg heller ikke et sekund i tvivl om mine værdier, hvad angik min ø og nation! Her skulle intet gentages, og vi i Hjemmeværnet kunne gøre en forskel.
Jeg er her endnu – meget er forandret hos mig og i samfundet – men ikke min holdning til Hjemmeværnets eksistensberettigelse i det danske samfund.
