Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Mali's sikkerhedsstyrker skal trænes af Frømandskorpset og SSR. Foto: HJK.

HJK: SSR og Frømandskorpset skal igen træne soldater i Mali.

[HJK] Hjemmeværnets nationale specialenhed SSR og Frømandskorpset skal for anden gang til Mali og træne den maliske nationalgardes antiterrorenhed FORSAT. "Et vigtigt bidrag til den langsigtede stabilisering af landet" siger forsvarsminister Trine Bramsen

06-11-2019


Af Hjemmeværnskommandoen

I juni i år var Hjemmeværnets nationale specialenhed Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) og Frømandskorpset i Mali for at rådgive og træne den maliske nationalgardes antiterrorenhed, FORSAT. Nu tager det danske bidrag af sted igen for at fortsætte træningen.

"Vi udsender snart nye danske militære bidrag til FN's mission i Mali, MINUSMA og den franskledede terrorbekæmpelsesmission, Operation Barkhane. Men de operative indsatser står ikke alene. Hjemmeværnets og Forsvarets træning af maliske sikkerhedsstyrker indgår også i det danske engagement. Det er et vigtigt bidrag til den langsigtede stabilisering af landet," siger forsvarsminister Trine Bramsen. 

Udvikling af træningen
"Vi sender et nyt instruktørbidrag afsted, og træningen vil denne gang blive justeret til også at inkludere de forhold, som FORSAT aktuelt indsættes under. Ud over antiterroropgaven og kamp i bebyggelse vil træningen også inkludere mere konventionelle elementer såsom forhold over for baghold, kamp på længere afstande og samvirke med andre enheder fra nationalgarden," siger major Thomas Eddelien fra Operationsafdelingen i Hjemmeværnskommandoen. 

Elementer som førstehjælp og taktisk sanitetstjeneste samt undervisning i krigens love og korrekt håndtering af tilbageholdte indgår også i træningen.

Værdsatte færdigheder
Under indsatsen tidligere i år trænede Hjemmeværnets og Forsvarets instruktørbidrag FORSAT-enheden i færdigheder, som siden er blevet brugt i forbindelse med konkrete opgaver, og FORSAT har blandt andet på grund af den danske indsats været indsat i højere grad end tidligere. 

"Det er tilbagemeldingen, vi har modtaget, fra både FORSAT og den maliske nationalgarde, at FORSAT har haft et positivt udbytte af træningen, og at de ønsker at fortsætte denne form for træning fremadrettet. Og at de også ønsker, at vi lægger yderligere elementer på træningen," siger major Thomas Eddelien. 

Læs mere om opgaven i juni, hvor SSR og Frømandskorpset for første gang
samarbejdede om at træne den maliske nationalgarde
.

 

 

 

----

Denne artikel blev bragt af Hjemmeværnskommandoen, den 6. november 2019 her:

https://www.hjv.dk/oe/HJK/nyheder/Sider/Hjemmevaernet-og-Forsvaret-til-Mali.aspx

 

Hvis du vil vide mere

  • Kontakt Hjemmeværnskommandoen:
  • 72 82 00 00
  • hjk@hjk.dk
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring