Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​​Den erfarne instruktør og SSR-soldat Peter har været udsendt til Kenya, hvor han var med til at uddanne soldater i taktisk sanitetstjeneste for enkeltmand. Foto: Privat

Træning af Afrikanske soldater: Jeg kan lide at se, at jeg gør en forskel

[HJK] Peter er patruljesoldat i Hjemmeværnets specialenhed, SSR, og instruktør på Hjemmeværnsskolen. Opgaven i Kenya har givet ham en personlig oplevelse samt mulighed for at gøre en forskel – og ros fra en engelsk general.

10-05-2018

 
Af Anders Birch Breuning. 
Hjemmeværnsmagasinet nr. 1, Maj 2018, udgivet af Hjemmeværnskommandoen.

 
Hvad underviste du i?
”Primært taktisk sanitetstjeneste for enkeltmand (TSE). Jeg var udsendt ad flere omgange og underviste mere og mere i takt med, at de britiske styrker, der ledte opgaven, fik mere tiltro til os. Til sidst stod vi for at afholde TSE-træningen. Vi var to fra SSR på missionen, så vi underviste også i blandt andet patruljetjeneste.”

 
Hvilke kompetencer kræver det?
”Man skal selvfølgelig være skarp til det, man underviser i. Al uddannelse i sanitet har jeg med fra SSR, som jeg har været en del af i 12 år. Man skal også være en dygtig instruktør. Jeg underviser i Hæren og SSR, og jeg er instruktør på Hjemmeværnsskolen, hvor jeg underviser i TSE og både den grundlæggende og videregående patruljeuddannelse. Man behøver ikke være SSR-soldat for at løse en træningsopgave som den i Kenya, men det er nødvendigt med en bred taktisk forståelse, gode soldatermæssige færdigheder. Og så skal man være i god form - i Kenya foregik træningen i 1.300 meters højde og inkluderede natøvelser.” 

 
Hvilke personlige egenskaber kræver sådan en opgave?
”Man skal have en god menneske- og kulturforståelse, så man kan tilpasse undervisningen til dem, man underviser. Man skal kunne skabe en relation til nye mennesker, så ens undervisning når ind til dem. Derudover er man Hjemmeværnets repræsentant, så man skal kunne begå sig og opføre sig godt, ellers falder det tilbage på hele Hjemmeværnet. ”

 
Hvorfor sagde du ja til at tage til Kenya? 
”Jeg var nysgerrig og kan godt lide nye udfordringer. Man møder nye mennesker med en anden kultur og lærer sig selv bedre at kende. Man får mulighed for at præge de her mennesker i en retning, der gør, at de har bedre mulighed for at løse deres opgave og vende hjem igen. Jeg kan godt lide at se, at jeg har gjort en forskel – for eksempel når jeg tester dem, jeg underviser, og ser, at de har lært noget nyt. Samtidig har vi jo et mål i SSR om at støtte løsningen af Forsvarets internationale opgaver, så det var lige til højrebenet.”

 
Hvad får man ud af det? 
”Hver gang jeg underviser, bliver jeg skarpere og en bedre instruktør. Men jeg har også fået en god oplevelse og lyst til at komme til Kenya igen. Jeg kan godt lide folkene og landet. Vores indsats har også givet os anerkendelse fra englænderne – vi fik ros for vores undervisningsmetode fra en engelsk general, der overværede undervisningen. Det betyder noget at få sådan et skulderklap. ”

 
Peters fulde navn er redaktionen bekendt.

 

 
Faktaboks om SSR:

 
• SSR, Særlig Støtte og Rekognosceringskompagniet, er Hjemmeværnets nationale specialstyrke, som blandt andet skal kunne støtte løsningen af Forsvarets nationale og internationale opgaver.

 
• Enheden består af frivillige soldater fra Hjemmeværnet, der er særligt udvalgt, uddannet og udrustet. Både optagelsesforløbet og den videre uddannelse stiller store krav til den enkelte soldat.

 

 
Hjemmeværnsmagasinet nr. 1, Maj 2018, udgivet af Hjemmeværnskommandoen.

 
​------------

 
OBS! SSR påpeger: 
I denne portrætartikel har Hjemmeværnskommandoen valgt at fokusere på een mand, nemlig "Peter fra SSR". Træningsopgaven i Kenya er blevet løst af et samlet team af primært fem (5) patruljeinstruktører ved Hjemmeværnsskolens Patruljeuddannelser, herunder to fra SSR og tre fra lokale patruljedelinger, og opgaveløsningen har været støttet af Hjemmeværnsskolens daværende patrujlefaglige sagsbehandler samt af CSI.  

 
I artiklen omtales Træningsopgaven som en "Mission" og en "udsendelse". Træningsopgaven er ikke en af Forsvarets internationale udsendelser men, en del af Hjemmeværnets bidrag i andet halvår 2017 i Kenya for at uddanne de afrikanske styrker i forskellige soldaterfærdigheder. Læs mere på side 62-63 i HJV Magasinet nr. 1, 2018. 

 
------------

 
 
 

Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring