Af Landsdelsregion Øst
Under
sidste uges øvelse ”Store Etat” blev SSR patruljesoldater fra Øst- og
Vestdanmark indsat i en klassisk fjernopklaringsopgave. En opgavetype,
som nogen helt afskrev med murens fald, men som siden har vist sig mere
aktuel end nogensinde før: Også i moderne krigsførelse er det vigtigt at
kende modstandernes komposition, placering og hensigt, og at kunne
verificere formodninger med det blotte øje.
"På
denne øvelse blev patruljesoldaterne indsat over åbent vand bag
fjendens linjer med henblik på at træne Special Rekognoscering (SR), men
også for at træne dele af enhedens Standard Operation Procedures (SOP) i
den mere offensive ramme." udtaler chefen for SSR, major Morten Rask og
fortsætter:
"Det er vigtigt, at soldaterne fra
SSR på hver øvelse både får rykket nogle grænser, men også får trænet
og vedligeholdt deres militære kompetencer inden for enhedens
opgaveramme, særligt med fokus på taktisk informationsindhentning til
støtte for både konventionelle og specielle operationer.”
Hybridt scenarie
Øvelsesscenariet
var et hybridt landmilitært internationalt scenarie hvor
patruljesoldaterne blev indsat i et område behersket af en overlegen
konventionel militær modstander og paramilitære enheder, med henblik på
at lokalisere modstanderens C2-struktur (hovedkvarter- og
signalenheder).
Henover fem dage, fra onsdag til søndag, gav øvelsen mulighed for at træne både stab og patrulje, og samarbejdet i mellem disse.
Patruljesoldater i færd med at forberede deres opgave. Foto: SSR.
For
patruljesoldaternes vedkommende var vægte lagt på forberedelsesfasen,
herunder planlægning og teknisk og taktisk indøvelse, og en
operationsfase, der bl.a. omfattede indsættelse over vand, område- og
punktopklaring, påkaldelse af ild og Battle Damage Assesment (BDA),
HF-kommunikation over stor afstand til hovedkvarteret, intern UHF
kommunikation imellem soldaterne og kontakt i felten med allierede
enheder. For staben var det vigtigt at få trænet SSR Stabens sektioner
indenfor Efterretning (S2), Operationer (S3) og Planlægning (S5), samt
Signalsektionen (S6), der sikrede den vigtige signalforbindelse via
HF-radiokommunikation. To delingsfører fik trænet Mission Manager (MM)
rollen.
Regionschefen besøgte øvelsen
Øvelsen
blev besøgt af både chefen for Landsdelsregion Øst, Oberst Lennie
Fredskov og stabschef oberstløjtant Kenneth Algreen Starskov, samt af
regionens efterretningssektion og kommunikationssektion, og der var
lejlighed til at se både patruljesoldater og stabspersonel arbejde.
”Det
er godt at se hvor seriøst i arbejder, som altid! Det har været mig en
stor fornøjelse at være øverste chef for SSR siden januar 2017, og se
den positive udvikling og gejsten, som de frivillige soldater i SSR
udviser, og at opleve at enheden bliver brugt, senest under mit besøg i
Mali” sagde Chefen for Landsdelsregion Øst, Oberst Lennie Fredskov til
de forsamlede soldater fra SSR og fortsætter:
”Både
mit og Chefen for Hjemmeværnets besøg ved Frømandskorpset under øvelse
NIGHT HAWK 2018, var for alvor en øjenåbner i forhold til hvor unik en
kapacitet SSR er i Hjemmeværnet. Det var en stor fornøjelse at se
hvorledes de to enheder arbejdede tæt sammen, både under øvelsen og på
opgaven i Mali.
Jeg ønsker enheden det bedste
fremover, og håber at vi ses igen, når jeg lige om lidt tiltræder som
stabschef ved den multinationale division i Letland.”
Regionschef oberst Lennie Fredskov (t.v.) og major Morten Rask, chefen for SSR.
Major Morten Rask overrakte herefter enhedens skjold til den afgående regionschef, og sagde:
”Tak
for dit lederskab, der har givet os håbet tilbage, du har virkelig være
med til at skubbe SSR videre ind i en meget spændende fremtid og det
skal du have stor tak for.
Vi håber at du også vil trække på
SSR i din fremtidige funktion, om end vi naturligvis ikke håber på at
der ligefrem opstå en situation hvor en operativ indsættelse af enheden i
de baltiske lande er nødvendig!”
Øvelsens sluttede efter dag fem, hvor
et fjendtligt hovedkvarter var blevet lokaliseret og nedkæmpet med
påkaldelse af ild. Den langtrækkende HF-kommunikation spillede som altid
en central rolle i opgaveløsningen.
FAKTA OM SSR
Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) er Hjemmeværnets nationale specialenhed indenfor patruljetjeneste og indhentning af informationer under vanskelige taktiske forhold.
Enheden skal kunne støtte løsningen af Hjemmeværnets og Forsvarets nationale og internationale opgaver, og herunder kunne støtte Forsvarets specialoperationsstyrker, med stabspersonel og patruljer.
SSR består af frivillige soldater fra hele landet, der er særligt udvalgt, uddannet og udrustet. Både optagelsesforløbet og den videre uddannelse stiller store krav til den enkelte soldat.
SSR er operativt underlagt Landsdelsregion Øst, og kan som national enhed indsættes i hele landet. SSR er placeret i Høvelte, Sjælland (ØST) og i Brabrand, Jylland (VEST). Ansøgere fra hele landet skal kontakte SSR direkte på telefon 70226504 – info@ssr.dk – www.ssr.dk for mere information.
---
Denne artikel blev udgivet første gang af LRGNE og Hjemmeværnskommandoen den 30. september 2019: https://www.hjv.dk/oe/HJK/nyheder/Sider/SSR-traener-fjernopklaring-bag-fjendens-linjer.aspx