​Af Lars Christiansen

Vores gode ven og kammerat Mikkel Hiort afgik ved døden onsdag den 6. maj.

Et pludseligt hjertestop på en af de elskede ture på MTB-cyklen en uge tidligere viste sig at gøre uoprettelige skader. En uge med håb, bønner og søvnløshed blev afløst af stor sorg og fortvivlelse, da Mikkels liv ikke stod til at redde, og vi måtte sige farvel til ham i en alt for tidlig alder. Blot 49 år gammel.

Sorgen er naturligvis størst i hjemmet i Simested, hvor Mikkels hustru gennem 19 år, Pia, og sønnen Victor, 7, må erkende, at deres ægtemand og far aldrig kommer hjem igen. Og hos hans far Frede, der må se livet gå sin unaturlige gang og nu skal begrave sin søn.

Mikkel var en stolt far til Victor, og der var aldrig tvivl om, at han nød at være far for sin dejlige dreng. Og når telefonen ringede, med Pia i den anden ende, var han straks helt kælen i stemmen, så man ikke var i tvivl om, at her var han glad.

Mikkel havde mange nære venner, der gennem årtier har kendt ham og været sammen med ham. Venner han nåede at have en godt liv sammen med i Hjemmeværnet, på løbeture, gåture, cykelture og over en kop øl. Venner der har mistet en bror.

Vi kendte alle Mikkel som et godt menneske. Rar som dagen er lang, en god kammerat, altid klar til at hjælpe, eftertænksom, ydmyg, lyttende og et menneske, der altid havde smilet med sig, hvor end han kom frem.

Han kunne naturligvis også være sur, træls, bestemt og alt muligt andet. Men altid i en god mening. Aldrig ondskabsfuld. Aldrig bare for at genere. Altid for at flytte tingene i en bedre retning. Sådan som gode mennesker gør, når de kæmper for det, de har kært. 

Vice-kontorchef

Mikkel læste Statskundskab på Aalborg Universitet, hvorefter han begyndte en lang og dygtig karriere inden for det offentlige regnskabsvæsen. De første år som ansat i Ølgod Kommune, derefter hos Region Midtjylland, indtil han fik job hos Region Nordjylland.

Her blev Mikkel i 2018 udnævnt til vice-kontorchef med ansvar for regionens regnskab og dermed ansvarlig for at der var styr på de milliarder af kroner, der flyder gennem regionen hvert år.

Derudover engagerede han sig også i Pias store passion med hundeopdræt, og han var med til mange stævner i ind- og udland som hjælper for Pia.

Den dygtigste i landet

Ved siden af alt dette, nåede Mikkel at tjene 31 år i Hjemmeværnet.

Allerede tidligt fik han ansvar som gruppefører. Så rykkede han op som næstkommanderende for en deling, og til sidst som delingsfører. Først i en bevogtningsdeling og patruljedeling, så i en infanterideling, indtil han kastede sin kærlighed på den motoriserede overvågning.

Det var her, at Mikkel virkelig skilte sig ud fra flokken.

Han var en af de bedst uddannede motoriserede delingsførere i Danmark, og det, der gjorde ham til den bedste i sit fag, var dels mangeårig praktisk erfaring og dels at han altid kerede sig, om han nu gjorde det godt nok. Altid villig til at lytte og involvere for at få den bedst mulige løsning af opgaven.

Velvillig og værdsat

Med Mikkels alt for tidlige død, har Hjemmeværnet mistet en stor kapacitet.

Han var værdsat for sin altid velvillige indstilling til opgaverne, og der er mange officerer i både hær og hjemmeværn der har Mikkels nummer i telefonen. Her vidste de, at de fik en dygtig mand, klar til at stille op, og som kunne løse de opgaver, der var behov for.

Derfor var det også helt naturligt, at han var ledende instruktør på uddannelsen af gruppefører til den motoriserede overvågning. Derudover havde han fået til opgave at revidere Hjemmeværnets håndbog for faget, ligesom han også var involveret i indkøbet af nye overvågnings-køretøjer til Hjemmeværnet.

Afghanistan

Da Hjemmeværnet begyndte at stille personel til internationale missioner, var Mikkel naturligvis også med. Sammen med mange af sine svende blev han udsendt til Afghanistan på ISAF hold 8 i 2009-2010. Da en fastansat skulle være delingsfører, kvalificerede Mikkel sig som gruppefører med ansvar for sin gruppe gennem det lange uddannelsesforløb og udsendelsen til Helmand Provinsen.

Aldrig væk

Selv om Mikkel nu har forladt os, og vi aldrig skal have det privilegie at blive gamle sammen, så er han heldigvis ikke væk.

For mindet om ham vil altid leve videre. I en solopgang over Hjarbæk Fjord. I et krat vi har sovet i. I sandet på Vejers Strand. På en skovvej hvor vi har plejet vabler. I en god whisky. Eller på en bakke vi har prustet opad på cyklen leende over at formen ikke altid matchede udfordringen.

Alt det, vil stadig være der, og alt det vil altid få os til at mindes en god far, en god ægtemand, en god chef, en god ven og ikke mindst et godt menneske.

Hvil i fred Mikkel – vi vil savne dig.