Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hvis ikke kursisterne opnår læringsmålet, så har instruktøren ikke gjort det godt nok!

​Sådan udtrykker instruktøren Bjarne sig om instruktørvirket over for sine kursister på det grundlæggende instruktørkursus, som lige nu finder sted under Uddannelsesugen i Slipshavn...

11-07-2019

​​af Hasna Eggers 

...men passer det? Hvad vil det egentlig sige at være kursist på Grundlæggende Instruktørkursus og, hvilke værktøjer kan kursisterne tage med fra kurset og over i deres civile liv? 

Ovenstående spørgsmål prøvede jeg at finde svar på, da jeg besøgte kurset, der holder til på DSB's Konferencecenter. Her møder jeg Mads og Kim fra henholdsvis Flotille 362 og Flotille 251, der fortæller mig, at kurset har gennemgået nogle forandringer for at få bedre tid til refleksion. Det betyder, at kurset er forlænget i et par dage frem for at køre hver dag til Kl. 22, hvor kuristerne derefter også havde lektier for.

Det er en udvikling, som begge kursister er glade for. Det forbedrer nemlig indlæringsevnen, for det er ikke så lidt, som instruktørkursisterne skal lære på kurset, der kører fredag til og med fredag. "Der er mange aspekter i det at være en god instruktør. Vi lærer f.eks. at skabe struktur i undervisningen og at få forståelse for, hvad der virker og, hvad der ikke virker, men vi lærer også om kommunikation og kropssprog", siger Mads, der til dagligt har sit virke i Politiet. "Det grundlæggende instruktørkursus handler meget om, hvordan man kommer ud med sit budskab. Der er meget fokus på os enkelte for selv, hvis der undervises i det samme materiale, får man ikke nødvendigvis det samme resultat. På kurset er man ærlig og nysgerrig på det enkelte menneske", supplerer Kim, der til dagligt arbejder som VVS'er. Begge er enige i Bjarnes påstand om, at det er instruktørens ansvar at sikre, at kursisterne opnår kursets læringsplan: "Vi lærer jo alle forskelligt", fortæller Mads. Kim fortsætter: "Selvom der er lagt en plan, så er det ikke sikkert, at den plan når ud til alle. Derfor er det vigtigt som instruktør, at man har en plan b".

Kursister i gang med at undervise hinanden på stran​den foran Storebælt.

Ligesom det som instruktør er en god idé at have flere planer, er der ligeledes flere grunde til at tage på et Grundlæggende Instruktørkursus. Mads har f.eks. ambitioner om at undervise i de sejladsrelaterede kurser på Slipshavn, hvorimod Kim er blevet opfordret til at tage kurset af sin flotille, da de mener, at han har en godt tag på kollegaerne og er god til at komme ud med sine budskaber.

Kursets popularitet gør, at der sommetider godt kan være ventetid for at få en af de eftertragtede pladser. "Kurset kan bruges både i Marinehjemmeværnet og i vores civile liv. Det er nok også derfor, at det er så populært. Jeg arbejder i Politiet, og her kan jeg bruge nogle af de værktøjer, som jeg får på kurset til at instruere og lede. At komme ud med sine budskaber handler i den grad også om at lede modtageren via samtale til at forstå mine budskaber", fortæller Mads. Også Kim kan bruge kursets værktøjer i sit civile job: "Jeg er en god menneskekender i forvejen, men nu kan jeg bedre sætte ord på det konkrete. Jeg kan f.eks. bedre instruere mine lærlinge i mit civile job, som VVS'er".

Slipshavns Grundlæggende Instruktørkursus slutter i morgen, og i dag skal kursisterne prøve at undervise for hinanden. 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring