Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Mød Hjemmeværnsskolens nye skolechef

En ny oberst er tiltrådt i stillingen som chef for Hjemmeværnsskolen. Oberst Flemming Meinertz er Hjemmeværnsskolens 15. skolechef, men hvem er han? Hvad kommer til at præge Flemmings lederskab? Og hvilke visioner har han for Hjemmeværnsskolen?

04-02-2021

​​af Hasna Eggers, KOM-MA, HVS

Man kan vist hurtigt konkludere, at den nye chef for Hjemmeværnsskolen, oberst Flemming Meinertz har fået en start i sit nye job, som ingen af hans 14 forgængere har haft. At starte i et nyt job midt under en lockdown, hvor de fleste af Hjemmeværnsskolens medarbejdere ikke befinder sig i Nymindegab, men på diverse hjemmekontorer rundt omkring i landet, er ikke just den ideelle måde at lære sin nye arbejdsplads at kende på.


Jeg møder Flemming på hans nye kontor i Bygning 5 under en af hans ture til Nymindegab. Væggene er stadigvæk bare, for han har naturligvis på grund af lockdown ikke rigtigt haft chancen for at komme på plads endnu, men gode visioner for Hjemmeværnsskolen har han dog allerede gjort sig mange tanker omkring.


HVS: Fortæl mig lidt om dig selv.
Flemming: Jeg er 56 år og kommer fra en stilling som chef for Ledelsessekretariatet i Hjemmeværnskommandoen. Jeg har snart været i Forsvaret i 35 år, hvor jeg er gået den klassiske vej med alle de strukturelle uddannelser fra sergentskole til løjtnantskole til officersskole, og derefter har jeg arbejdet mig op til, hvor jeg, i forbindelse med min stilling som chef for Hjemmeværnsskolen, nu er blevet oberst. Under en mission i Bagdad i 2017 fik jeg tilbudt en stilling i CSI i Hjemmeværnskommandoen. Efter 1,5 år pga. en omstrukturering fik jeg tilbudt stillingen som chef for Ledelsessekretariatet, så jeg er et relativt uskrevet blad i Hjemmeværnet. Min baggrund ligger primært i det øvrige forsvar - bl.a. har jeg arbejdet i stabstjenesten som lærer på Hærens Officersskole og Forsvarsakademiet, i Personeltjenesten og Materieltjenesten samt i operativ tjeneste med 7 udsendelser og i geledtjeneste på forskellige niveauer.


HVS: Hvorfor valgte du at søge jobbet som chef for Hjemmeværnsskolen?
Flemming: Jeg har ikke søgt, hvad som helst på oberstniveau – kun nogle få stillinger. Når man, som jeg, godt kan lide at have med uddannelse, operation og soldater at gøre, så er Hjemmeværnsskolen et sted, hvor man virkelig kan få udlevet dette. Det, som også tiltrak mig ved Hjemmeværnsskolen, er at arbejde et sted, der skal omfavne mangfoldighed og sørge for, at hjemmeværnssoldaterne bliver i stand til at løse de opgaver, der bliver efterspurgt. Det er selvfølgelig et minus, at jobbet ligger i Nymindegab, når jeg bor i Helsingør, men jeg kører gerne efter de gode jobs – og det her er et af dem.

 

HVS: Hvordan har din første måned som skolechef været?
Flemming: Det har været opad ad bakke på nogle områder. Det er svært at interagere med mennesker, når vi ikke kan mødes fysisk. Jeg er dog blevet mødt med meget varme og et åbent sind fra staben på Hjemmeværnsskolen og kursisterne, men jeg ser frem til, at vi åbner op og kan komme rigtigt i gang – også glæder jeg mig til at møde de forskellige sektioner og uddannelsessteder der, hvor de arbejder til dagligt.

 

HVS: Hvilke mål har du for Hjemmeværnsskolen?
Flemming: En af mine målsætninger er, at Hjemmeværnsskolen fortsat skal være verdens bedste skole i en arbejdsmiljøkontekst. Det vil sige, at det skal være en god og attraktiv arbejdsplads, hvor vi kan fastholde og tiltrække de rigtige kompetencer. Derudover har jeg også en målsætning om, at jeg gerne vil have kortlagt, hvem der har ansvaret for, hvad i undervisningen og se, hvordan vi måske/måske ikke kan tune det endnu bedre i forhold til samspillet mellem Hjemmeværnsskolen og vores kunder – dvs. 2 to landsdelsregioner, de 2 værn og Hjemmeværnskommandoen.

 

HVS: Hvilke 3 ord vil du sætte på Hjemmeværnsskolen - og hvorfor?
Flemming: 1. ord er effektivitet. Jeg har et billede af en professionel, velsmurt maskine. Tingene fungerer på Hjemmeværnsskolen. Man er gode til at hjælpe hinanden og få tingene fra hånden. Det næste ord er rummelighed. Det virker til, at man er knyttet til hinanden, og der er et godt arbejdsklima, hvor man giver plads til hinanden. Det tredje og sidste ord er spændende, fordi skolen rummer så mange aspekter – f.eks. er den værnsfælles. Hjemmeværnsskolen er en hjørnesten i hele Hjemmeværnets evne til at understøtte samfundet og de operative enheder – og det synes jeg, er et særligt interessant aspekt ved skolen.

 

HVS: Fortæl om dit tidligste minde fra Hjemmeværnsskolen, som har gjort størst indtryk på dig?
Flemming: Det må være flagparaderne, fordi jeg er meget bevidst om Hjemmeværnsskolens ånd og historie. Hjemmeværnsskolen har altid lagt her. Som en tidligere general eller skolechef har sagt, så ligger Hjemmeværnets hjerte begravet på græsplænen i Nymindegab. Traditioner betyder meget for mig og er noget, som Hjemmeværnet har været gode til at holde på. Det kunne f.eks. mærkes under 70-års jubilæet, og det vil jeg gerne være med til at værne om.

 

HVS: Hvilke 3 egenskaber er vigtigst for dig i dit lederskab?  
Flemming: 1. egenskab er rummelighed. Jeg ønsker at give plads til medarbejderne, så der er rum til at tænke selvstændigt og innovativt. Jeg kan have de bedste idéer og intentioner, men ekspertisen ligger ude blandt medarbejderne. Den næste egenskab er tillid – altså tillid til hinanden ift. professionalisme og, hvor vi kan diskutere i et åbent miljø, men når der er truffet en beslutning, så arbejder vi alle i denne retning. Den tredje og sidste egenskab er ordentlighed. Det vil sige ordentlighed i, hvordan vi er som mennesker og overfor hinanden, samt vi gør tingene ordentligt og efterlever love og bestemmelser.

 

HVS: Hvis du skal beskrive dit lederskab som et dyr, hvilket dyr vil du så vælge og, hvorfor?

Flemming: Den er svær, men mit umiddelbare svar vil være en ulv. Ulven er socialt veludviklet og bevidst om at skabe harmoni i flokken. Ulveflokken er hierarkisk veldefineret, hvor enhver med sin personlighed har sin plads og arbejder sammen. Ulven tager også de nødvendige kampe op – og det synes jeg, beskriver mit lederskab meget godt.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring