Så er endnu et år på Hjemmeværnsskolen gået – og vi
træder ind i et nyt år, et nyt årti og mit femte år, som chef for verdens
bedste hjemmeværnsskole.
2019 bød på mange store begivenheder for Hjemmeværnet og
dermed også for Hjemmeværnsskolen.
Årets absolut største begivenhed var Hjemmeværnets 70 års
jubilæum, som Hjemmeværnsskolen i Nymindegab fik æren af at være vært for med
deltagelse af H.M Dronning Margrethe og H.K.H Kronprinsesse Mary. Til jubilæet
var vi bl.a. vidner til Kronprinsessens udnævnelse til kaptajn og
Dronningens overrækkelse af 70-års mærket til de 5 frivillige, der har været
med lige fra starten i 1949.
Kronprinsessen på Chefkursus, Sommerkursus 2019 med endnu
en rekordhøj deltagelse, bootcamps og Uddannelsesugen på Slipshavn er nogle af
de øvrige begivenheder, som jeg ser tilbage på med glæde, men det der gllæder mig allermest, er den meget høje tilfredshed, der er med Hjemmeværnsskolens
kurser blandt vores kursister.
I 2020 vil Hjemmeværnsskolen fortsat arbejde hårdt for at
levere undervisning på det sædvanlige høje niveau til vores knapt 5000
kursister. Derudover vil vi udvikle den nye LPU, der er efterspurgt af de
operative myndigheder og implementere de nye ledelseskurser, hvor vi vil give
den ekstra gas med hensyn til udviklingen af nye instruktører. Endvidere er det
mit personlige mål, at jeg vil mere rundt og se vores forskellige kurser, så vi
ses forhåbentlig derude i løbet af 2020.
Afslutningsvis vil jeg ønske dig og dine nærmeste et godt
og lykkebringende 2020 med masser af udviklende, underholdende, uddannende og
udfordrende uddannelse på verdens bedste hjemmeværnsskole!
De bedste hilsner
Jens Sund
Oberst & Skolechef