Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

SKYDNING ER DET SAMME SOM AT BYGGE ET HUS

Når man melder sig ind i Hjemmeværnet, er skydning en af de militære færdigheder, som man skal kunne bestride. Derfor er vores nye hjemmeværnssoldater på LPU 2 lige nu i færd med den grundlæggende våbenuddannelse på skydebanen i Skrydstrup.

16-10-2019

​​af Hasna Eggers

Det er formiddag på skydebanen i Skrydstrup, og vinden er frisk, selvom solen ofte titter forbi. Her er LPU 2's 2. deling i gang med den grundlæggende våbenuddannelse, mens 1. deling er blevet tilbage på Uddannelsescenter Fyn, Syd- og Sønderjylland i Søgårdlejren for at lære førstehjælp.  

Dagens program for 2. deling på skydebanen er at blive fortrolig med de 4 grundsten, der findes for at kunne skyde – i daglig tale kaldet SÅSA.

"SÅSA er et huskeord, som står for skydestilling, åndedræt, sigtebillede og aftræk. Vi lærer kursisterne at forstå, at skydning er det samme som at bygge et hus. Skydestilling er husets fundament, mens åndedrættet er væggene, sigtebilledet er taget og aftrækket er skorstenen. Hvis huset er korrekt bygget, så vælter det ikke, når det bliver stormvejr", fortæller den kursusansvarlige Jesper Ø. Larsen, der er premierløjtnant og næstkommanderende i Hjemmeværnskompagniet Horsens.     

"Lige nu øver vi sigteøvelser med kursisterne. Vi lærer dem at se det samme sigtebillede igen og igen og igen", fortsætter Jesper.

På skydebanen er 2. deling, grundet af et rigt antal af kursister, delt op i 2 grupper.

Gruppe 1 er i gang med at øve sig i at afgive et skud på et stykke papir. Derefter kan de se, hvordan spredningen er på træfningerne. Kursisterne er delt op i to og to – en bag våbnet og en bag tavlen. Kursisten bag tavlen sætter en lille prik, når kursisten bag våbnet mener, at han ser det rigtige sigtebillede. Det sker 3 gange efter hinanden. Hvis prikkerne kan dækkes af toppen af en blyant, er resultatet acceptabelt. 



 

Længere nede af skydebanen er Gruppe 2 i gang med at lære om åndedræt, skydestilling og det korrekte aftræk. Mere præcist lærer kursisterne; 1) Hvordan de skal komme fra stående til liggende skydestilling uden at komme til skade ved at falde ned på knæene, 2) Opbygning af skydestilling – dvs. hvordan kroppen skal være ift. våbnet og 3) At bringe åndedrættet til ro og slappe af. Derefter er skytten klar til at finde sigtebillede og lave det korrekte aftræk. 




"På torsdag er vi på skydebanen i Søgård, hvor vi fortsætter fra de liggende og knælende skydestillinger på 50 meters afstand til de stående skydestillinger på 50 meters afstand. Derefter bygger vi på, så de skal sigte fra 100 meters afstand. Vi skruer hele tiden på sværhedsgraden, men kursisterne mærker det ikke, fordi fundamentet er på plads. Derfor er det en naturlig udvikling", fastslår Jesper, der kan fejre, at han er i gang med at køre sit hold nr. 60.

Afslutningsvis skal kursisterne på fredag bestå en testskydning og med den grundlæggende skydeuddannelses 4-5 årig gamle læringsplan har vores nye hjemmeværnssoldater, når de er færdige, gennemgået stort set de samme øvelser som i Hæren.

God fornøjelsen herfra med resten af LPU 2 :) 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring