Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Træning er for alle

14 kursister har startet efterårsferien i Nymindegab, hvor de har gennemført Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen (STV). STV er blevet revideret, og det er derfor første gang, at den nyreviderede uddannelse er blevet ført ud i livet.

15-10-2020

Sundhed og træning er to vigtige elementer i et godt fysisk og psykisk velvære. Det kan dog være svært at komme i gang – især hvis man mangler viden på området. Det er her, at underafdelingens sundheds- og træningsvejleder kommer ind i billedet. Han er i stand til at vejlede om kost og forskellige træningsformer, der kan forbedre ens styrke, kondition og smidighed – og det er netop det, som han bliver klogere på under Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen.

En revideret uddannelse  
Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen er blevet revideret, og det er derfor første gang her i efterårsferien, at den nyreviderede uddannelse er blevet ført ud i livet.

"Over årene var niveauet blevet for højt. Træning er og skal være for alle, så i den nyreviderede STV-uddannelse har vi nedjusteret niveauet. Nu underviser vi i det nødvendige, som sundheds- og træningsvejlederen skal kunne for at varetage sin funktion hjemme i underafdelingen. Der er også kommet et større fokus på vejlederrollen. Derudover oplevede vi også et faldende deltagerantal, fordi modulerne lå for spredt over året. Nu er der to moduler, der ligger i forlængelse af hinanden", fortæller kaptajn Claus Berg, der er kursusansvarlig og har stået i spidsen for revideringen af STV.  

"Vi har også fået nogle stærke instruktørprofiler – bl.a. en fysioterapeut, der også er kostvejleder, en oversergent, der er i gang med en uddannelse i fysiologi og ernæring, en frømand, to skolelærer med speciale i idræt, en pensioneret major, der er leder for det danske militærlandshold i terrænsport, en MFT3 og jeg selv, der også er MFT3. Vi er godt dækket ind – og det er den samme instruktørpulje, som der vil undervise hver gang, vi kører STV", understreger Claus.   

Træning er for alle
Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen er tilgængelig og relevant for alle, der har interesse for emnet uanset udgangspunktet.

"På kurset er personer, der er på et højt niveau, men der er også personer på et lavere niveau samt et stort antal instruktører med en meget høj faglighed. Hele det sammenspil er det bedste ved dette kursus, fordi vi lærer af hinanden, og intet svar er forkert", fortæller Tim Dalvang Andersen, der er kompagnichef i Svanemøllens Bevogtningskompagni.


Tim Dalvang Andersen, Kompagnichef i Svanemøllens Bevogtningskompagni

"Jeg deltager på kurset for at blive motiveret og få inspiration, så jeg kan komme hjem i mit kompagni være det ledende eksempel på området. Her vil jeg især fokusere på mikrotræning, fordi min tilgang er, at træning ikke er noget, der skal være hårdt og give nederlag, for så mister vi alle dem, der i forvejen ikke er motiveret. Det skal være små, sjove, lette og hurtige øvelser, hvor der er garanti for en succesoplevelse for alle", fortsætter Tim.

Du behøver ikke et træningscenter for at træne
På kursets sidste dag står programmet bl.a. på Primitiv Styrketræning, hvor Hjemmeværnsskolen myndighedsbefalingsmand, chefsergent Henning Thisgaard er instruktør.

 


Under Thisgaards lektion lærer kursisterne, hvordan de kan træne, selvom de ikke er i et træningscenter. "Der er nemlig mange muligheder for at træne. Det gælder bare om at tænke kreativt med de ting, som man allerede har i hjemmet", fastslår Thisgaard, der er uddannet frømand.  

 


Sundheds- og Træningsvejlederuddannelsen kommer fremover til at køre 3 gange om året, under Sommerkursus i Nymindegab, under Uddannelsesugen på Slipshavn og i efterårsferien.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring