Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Foto: Marc. P på iPhone

Videregående patruljeuddannelse efterår 2017

Læs reflektionerne fra to af kursisterne efter det første modul af den videregående patruljeuddannelse ved Hjemmeværnsskolen.

30-08-2017

Refleksioner fra VPU 2017: Modul 1
Rust, der skal bankes af. Rum til udvikling og forbedringer. Gode instruktører i et voksent læringsrum.
Ovenstående er mine refleksioner efter en lang køretur hjem til København. Min motivation for at
søge VPU er, at udfordre mig selv mentalt og fysisk samt fagligt i forhold til patruljetjenesten på et niveau, hvor der stilles større krav til ens præstationer. Efter Modul 1 har jeg bestemt indtryk af, at VPU kan opfylde mine ambitioner hertil.
Der er områder, hvor jeg skal banke rust af fra mit læringsudbytte på GPU i 2016. Dertil er der også områder, hvor jeg skal bygge videre på det jeg har lært – og heldigvis for det! Det faglige indhold samt krav til din fysik og personlige egenskaber (holdning, samarbejdsevner, evnen til tage ansvar mm.) bygger naturligt videre på GPU. På GPU lærer du det basale om patruljetjeneste og dét at være patruljesoldat. På VPU er fokus i højere grad, hvorvidt du er god nok. Eksempelvis skal natorientering ikke bare gennemføres ved at finde alle poster. I stedet indgår også det taktiske element. Man skal tænke natorienteringen som en Infil, hvor man er spejder 1, som sikkert skal lede patruljen frem til KFO. Derfor er der strafpoint, hvis man går på rød vej. Derudover har man også sin rygsæk på – selvfølgelig.
Mange af instruktørerne kunne jeg genkende fra mit GPU i 2016. Tonen og den pædagogiske
approach er stadig god, og der bliver talt ordentligt til en, selvom de stiller større krav. Som kursist værdsætter jeg dette voksne læringsrum overordentligt meget, lige som mine medkursister.
Jeg er stadig motiveret og glæder mig til modul 2!
/ (anonym) kursist på VPU 2017

 



Videregående Patruljeuddannelse - enkeltkæmper på det næste trin
Så gælder det Søgård:
Vi ankommer efter vores tur i en såkaldt ’buslet’, sidder af og går omgående i gang med at aflæsse vores grejer. Tre pax fra ’sjætte’ og tre fra INFHVKKBH har sammen taget turen til Aabenraa for at deltage i Videregående Patruljeuddannelse i Hjemmeværnet. Vi kigger på hinanden, mens vi tager plads på ’huset’ (militærjargon for en rygsæk) og går i gang med de sidste forberedelser. Dvs. løsthængende stropper skal tapes fast, og overskydende tøj pilles ud af rygsækken.
Vi falder på plads, imens vi betragter de sønderjyske omgivelser med ambivalente blikke, da vi ikke ved hvad vi kan forvente på en af de bedste enkeltkæmperuddannelser, der findes. Alt vi ved er, at vi har trænet op til denne kursus i vores enheder de sidste måneder, og at vi har brugt store dele af vores fritid, med lange aftener og weekender, på at udvikle vores krigerkompetencer. Nu står vi her, en halv time inden kurset begynder. Tiden kommer til at være knap de næste dage, og vi regner alle sammen med få timers søvn, fysisk pres og lærerige oplevelser i det tætte program.
Vi skal som altid stille i FUT tøj, og lægger derfor vores uniform på en måde, der tillader os at kunne tage den hurtigt på, efter løbetesten på de 2,4-2,5 km, som vi helst skal løbe på under 10 min. Imens vi venter for den fysiske test, kommer flere og flere kursister til, og som det ser ud, bliver vi to grupper. Vi hjælper hinanden ad med at indhente kursusmateriale, dvs. kortholdere til orientering, observationsstativ, patruljesnor, ammunition, personlig ekstraudrustning, etc. Det hele sker under pres, men det er noget vi lærte at imødegå på den grundlæggende patruljeuddannelse, så vi får alt ordnet i en fart, og ved hvordan vi opsætter vesten og rygsækken på den mest effektive måde.
Da vi er faldet på plads bliver vi bedt udenfor. Først skal der løbes, og bagefter beregner vi BMI (Body Mass Index), inden vi er klar til at smide vores svedige tøj i en plastikpose og tage uniform på. Det kan kun gå for langsomt, og vi trækker termisk undertøj og uniform over den stadigvæk svedige hud. Vi bliver rigtig nok inddelt i to grupper, jeg er i 1. GRP, og skal udenfor. Første aften er der orienteringslære og march, som forventet. Den første ’disciplin’ bliver den fysisk mest krævende, og vi bliver allerede gjort opmærksom på at det bliver en våd fornøjelse, for det har regnet de sidste par dage.
 
Dag 1:
Vi får tildelt kortet vi skal bruge samt postkoordinater og får lidt tid at ’tune’ kroppen med nogle snacks fra feltrationerne for at imødegå de fysiske udfordringer, som vi gumler ned. Vi sidder op på en ’buslet’ kl. 23.30, men inden får vi vores telefon og en GPS chip. Bagefter bliver vi kørt til et sted omkring ti km fra vores base i Søgårdlejeren i Aabenraa og skal marchere tilbage, mens vi finder så mange poster som muligt.
Vi sendes af sted under den skyfrie himmel. For mig som Københavner er det altid en imponerende fornemmelse at bytte storby mod en tur i det ’grønne’, og man føler sig helt lille, så alene på en mark imens alle stjerner, solsystemer og galakser kigger ned på, næsten uden lysforurening med et kort, et kompas, et ’hus’ (rygsækken) der presser på ens skudre. Samtidig føler jeg mig tryg, for jeg føler mig i live og nyder udfordringen. Det er noget andet, noget hårdt, noget at kæmpe for. Jeg ser på de andre kursister at vi tænker ens, mens de røde lyskilder af vores pandelamper svæver over kortene i de sidste forberedelser. Vi bliver sendt af sted en af gangen - når vi må gå bliver vores ID tal råbet op. ’9 må gå!’, ’13 må gå!’, ’5 må
gå!’…. endelig er det min tur. Nu er vi ulve, vi er ninjaer, de usynlige krigere, … kurset er gået i gang.
 
Dag 2:
Vi bliver vækket og får at vide at vi skal stille om 45 min. Lige nok tid at rulle soveposen sammen, proppe den i min rygsæk og skubbe nogle snacks i hovedet inden vi skal stille. Jeg reflekterer over nattens ’O’ hvor jeg fandt næsten alle poster, men bliver lidt ærgerlig over at have spildt megen tid på den eneste post jeg ikke fandt i stedet at bare gå videre.
’F**k det, de første 24 timer er gratis’, mumler jeg efter jeg er vågnet, hvorefter det er tid at få hovedet skruet på plads igen. 4 ud af 5 poster er et ok udbytte, jeg brugte bare for megen tid på den ene. Det kan gøres bedre, og næste gang ved jeg hvad jeg skal - jeg tager mine lærepenge.
Mine støvler og sokker er stadig våde, og vi taler i vores gruppe om oplevelserne. Jeg laver en fysisk undersøgelse i % om morgenen. Fødder 90%, arme 95%, torso 95%, klar i hoved 90%. I’m good.... senere hører jeg, at en soldat allerede er afgået fra kurset. Han bliver ikke den sidste.
Vi skal til base i Søgård for at lære om observationstjeneste. Der er ingen udpegede pauser til morgenmad og frokost, vi spiser når vi får tid. I de fleste tilfælde bare lidt knækbrød, snacks, osv. I gennemsnit taber jeg mig 2-4 kg på en uddannelsesweekend.
Efter vi har gennemgået punkt og områdeopklaring lærer vi om at opbygge meldinger og bliver inddelt i tre grupper, som deltager i forskellig undervisning. På program er der orientering, skydning og område- og punktobservation.
Til områdeopklaring og observation skal vi kravle gennem brombærbuske og observere et bord, mens vi skriver genstandene ned. Bordet bliver bevogtet af instruktører med kikkert som ’screener’ omgivelserne. Når de opdager en, bliver vi gjort opmærksom på det med lidt sparring mht. hvordan man kan gøre det bedre næste gang.
Jeg glemmer mine handsker, og mine hænder bliver sønderrevne af de tornerige brombærbuske, så jeg bander en del mens mine hænder er dækket af sår. Til gengæld løser jeg opgaven, forbliver skjult den første halvanden time, og kommer rigtig tæt på ’bordet’. Derimod arbejder vi lige bagefter på meldingsopbygning og effektiv radiokommunikation og bygger en observationspost til punktopklaring, for at indhente efterretninger under de nøje øjne af dygtige instruktører, der påpeger vigtige detaljer i denne disciplin.
Bagefter er der skydninger, hvor vi specialiserer os i skydeteknik for nærkampskydninger. Tiden er knap, men vi kommer igennem hele programmet ikke mindst pga. erfarne instruktører. Som altid nyder jeg tiden på skydebanen utrolig meget, især med folk, der har styr på våbenet og dets funktioner. Sikkerheden er på toppen, og kursisterne viser også højt kendskab til deres værktøjer. Alle bidrager til en god undervisning, og vi tager glædeligt imod tricks og fif fra de garvede instruktører.
Sidste station er orientering. Vi taler en del om erfaringerne i mosen natten før, som mange af os har været gennem, og hvad der gik godt og skidt. Hvis man ser bort fra tiden, synes jeg faktisk det gik fint.
Om eftermiddagen er vi tilbage på ’Søgård’ Aabenraa. Vi skal lære at forberede os på en 48 timers indsættelse, med de fem patruljefaser osv. Vi får en befaling af vores PF (Patruljefører) og alle går i gang. Medlemmerne af gruppen bliver inddelt i deres funktioner og jeg bliver SAN1 med sygehjælpertasken. Det giver også godt mening, for jeg har lige haft repetition i TSE (Taktisk Sanitetstjeneste). SIG manden får radioen, spejderne går i gang med ruten.
Opgaven går ud på at vi skal observere en vej, som fjenden vil bruge for at genforsyne tropper, en såkaldt MSR (main supply rute). Vi skal bygge ’obspost’ og indhente efterretninger.
Vi går omgående i gang, jeg undersøger sammen med SAN2 alt det, der er vigtigt for min rolle. Lige pludselig bliver værelset til en myretue af aktivitet, med masser af folk, der har gang med deres opgaver.
Selv om det kun er et kursus, retter vi os efter princippet ’train as you fight’ eller endda ’train harder as you fight’. Jeg skal tænke på General Pattons ord fra anden verdenskrig: ’a pint of sweat saves two gallons of blood’ – oorah.
Materialer bliver udleveret, foreløbige befalinger givet og vi alle kender til vores opgaver, mens vores PF hjælper med forskellige elementer og svarer på spørgsmål i denne fase. Der er fokus på åben læring, og man har indtrykket, at man kan være helt åben med ens ideer i planlægningsfasen med god dialog og sparring. Vi forbereder os intensiv i timevis, og lige pludselig er tiden gået. Vi smider alle vores rygsække på, stiller os op i formation og venter på vores transport. Planlægningsfasen er afsluttet, INSERTION er begyndt.
 
Dag 3:
Drop Off – sikring 360 – afgang – vi er nødt til at være skarpe. Kort hvil, march, vej, sikret spring, hindring, passage… Vi nærmer os vores mål. Det er altid nemt at komme med kommentarer, når man ikke er spejder og skal gå forrest for at finde vej, og nogle dele af ruten går smidigere end andre. Her skal man holde lidt igen og sætte fokus på delene af opgaven man kan løse. Bortset fra nogle få usikkerheder kommer vi godt til vores mål og går omgående i gang at få øjnene på mål (EOT – Eyes on Target).
Vi finder et godt sted med masser af skjul efter en lille RECCE. Følgende morgen bliver øvelsen sat på pause, og vi går i gang med at rette os efter læreplanen og bygge et godt ’rede’ hvor vi kan sidde i skjul og samtidig har godt udsigt på mål. Det foregår med de materialer vi har slæbt med, såsom sløringsnet, tråd trips, med stor fokus på ’dybde’ og naturens udlægning.
Jeg synes det går fint med både vores observationssted og base. Der er skjul samt dækning til alle sider. Vi indretter stedet midt i brombærbuskene så godt vi kan, og joker lidt med, at vi endda har gratis morgenmad med de modne brombær.
Og er ingen tvivl om at vi er godt skjult. Mens 2. Gruppe næsten bliver kørt over af nogle tyske motorcrosscykler, har 1. Gruppe ’besøg’ af civile, der ikke opdager os, mens de står 20-30m fra stillingen og taler om opsætning af et festtelt. ’Wilkommen zum Oktoberfest’ tænker jeg, mens jeg er helt begejstret af denne succes. De kommer også forbi senere uden at opdage os.
Vores vagtturnus kører, og jeg nyder at ligge i naturen. Jeg bemander posten, giver meldinger, observerer med trætte øjne. Jeg bemærker at sammenholdet i gruppen vokser. Der er stort kammeratskab, noget civile nogle gange ikke forstår, men soldater ved alt om. Man passer på hinanden, ’I got your six’.
 
Dag 4:
Folk har taget for lidt vand med. Jeg giver min ekstra liter til en anden, der er løbet helt tør, men fortryder næsten med det samme, fordi jeg ikke ved hvor længe vi skal bemande vores post. Samtidig er jeg glad for jeg ikke skal slæbe den ekstra vægt rundt længere. Det er tidligt om morgenen, og det er min tur i vores ’rede’.
Jeg tager fiberpels på og derover kampvest, fatter våbnet, ordner headset af min radio og kravler ud til vores observationssted. Så hører jeg signalet og ved omgående hvad det betyder: ’alarm opbrud, fjender i forterrænet’. Jeg er lige kommet frem i god tid til at hjælpe med at nedbryde reden. Sløringsnet hives ned, alt skal med, intet skal overlades til fjenden, derudover iværksættes sporsløring, alle smider stumperne ind i ’huset’, nu hedder det bare væk derfra, inden man bliver erkendt.
Alt smides i rygsækken - stropper bliver trukket ned, formationen bliver indtaget, afgang. Jeg sveder afsindig meget i fiberpelsen mens vi løber med rygsækken på. Adrenalinen pisker en frem og ryksækken føles lettere end den er. Vi sikrer ned ad vejen, klar til at skyde, hvis fjenden ’åbner ild’. Alle løber, og vi forventer at marchere hele vejen til Søgård. Der bliver befalet kort hvil. Vi alle damper med sved i den kølige morgenluft i en ’gryde’ i skoven ved siden af en vej og forventer at vi snart skal videre. Nogle af de andre er løbet tør for vand, men vi er sikker på at vi skal marchere en del igen efter en lille pause.
Men så kommer et overraskende ord, gennem høretelefonerne: ’Endex, endex’. End of exercise. Opgaven er afsluttet og vores transport er på vej.
 
AAR: (After Action Review – Debrief)
Tilbage i Søgård taler vi først om hvordan vi har oplevet indsats. Forbedringer vi selv kan foretage og hvordan vi vil imødegå udfordringerne på fremtidige opgaver, mens vi spiser nogle boller der stod klare til os ved vores hjemkomst – det første mad i tre dage, der ikke kommer ud af en plasticpose i rygsækken. Vi er trætte, men glade. VPU1 er veloverstået. Det sidste vi laver er et KIMs leg. Et huskespil under tidspres, der skal lære os at være opmærksomme og vågne, selv om vi er pressede. 2 min har man tid at huske ti genstande og deres beskaffenhed, hvor resultatet indgår i kursistens helhedsresultat.
 
VPU1 signing out - VPU2 here we come
Efter sejrbillederne er taget, og håndtrykket med instruktørerne føler man endorfinerne komme. Jeg har klaret det, lært utrolig meget, og jeg glæder mig på den næste lejlighed, hvor man kan afprøve de indhøstede skills. Seks fra Sjælland ankom tre dage siden - fem sidder nu i køretøjet tilbage. Der er kongevejr med solskin og der er højt humør i bilen efter et bad, hvor vi kunne vaske det meste af sløringscremen af og kunne tage civilt, rent tøj på. Der er fjolleri, vi griner en del…
 
VPU1 signing out - VPU2 here we come.



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring